„Det er uretfærdigt.“ | Første søndag efter trinitatis | Lukas 16,19-31 | Lasse Rødsgaard Lauesen |

Kender I den følelse? Følelsen af ikke at kunne nå det liv, andre lever, og ikke kunne få del i den rigdom, man ser blomstre i visse kvarterer, visse hjem, visse liv.
De fleste byer har områder, hvor folk ser ud til bare at nyde det. At nyde det – det er essensen af vores livsstil: at nyde store biler, afkølede boliger, mad tilberedt i designerhaver passet af gartnere. At leve med overflod. At tage for sig af livets goder, mens de er der.
For mange er meningen netop dét: at nyde livet, mens vi har det. Faktisk mener en del, at lignelsen i dag bliver fortalt netop for at få de rige til at bruge deres penge på den rigtige måde, så de kan komme alle til gavn og flere kan nyde det.

Det fører mig til det lille ord: nyde.
Et ord, vi bruger hele tiden – det kommer af olddansk nyta og betyder oprindeligt: at drage fordel af eller at have gavn af. I moderne dansk bruges det især i betydningen: glæde sig over, tilfredshed med eller velvære ved.
At nyde noget er ikke bare at forbruge det. Det er at standse op og lade glæden folde sig ud. Det kræver nærvær. Det kræver tid. Det kræver måske endda taknemmelighed. For man kan vel ikke nyde noget, man tager for givet.

Det er ikke forkert at nyde. Tværtimod! At nyde er at tage imod Guds gaver. At smage på livet og sige: Tak. Men hvis vi glemmer, hvorfor vi nyder – hvem vi har fået det fra – så bliver nydelsen hul. Så bliver vi som den rige mand, der nød, men ikke så Lazarus og hans lidelse.

Det er her, der opstår den følelse af, at det er uretfærdigt, at nogen kan nyde så meget, og andre så lidt. Netop denne følelse møder vi i dagens evangelium.
Vi hører om en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og levede overdådigt hver dag. Og vi hører om den fattige Lazarus, som lå ved hans port, dækket af sår – og sikkert også dækket af de blikke, folk sendte ham.
Hvem er Lazarus? Han er den, der ikke nyder. Den, der ikke tages med ind. Den, der ligger udenfor.

Og hvad gjorde den rige mand? Ingenting.
Ikke engang et gammelt brød blev smidt i Lazarus‘ retning.
Det var som om, Lazarus var usynlig.
Så dør de begge. Og her bliver tingene vendt fuldstændigt på hovedet. Den rige mand ender i pine og ild, mens Lazarus bliver båret til Abrahams skød – et billede på tryghed og trøst.

Det var uretfærdigt før – og bliver det nu igen.
Den rige mand råber: „Fader Abraham, send Lazarus for at dyppe sin finger i vand og køle min tunge!“
Det er første gang i hele historien, han overhovedet anerkender Lazarus som menneske. Ironisk, ikke? Pludselig ser han ham tydeligt, når det brænder på – bogstaveligt talt.

Og læg mærke til noget: Den rige mand har ikke noget navn.
Han kunne være hvem som helst.
Lazarus derimod har et navn – det betyder: Gud hjælper.
Måske er det netop pointen: Den rige mand satte sin lid til sig selv, mens Lazarus kun havde Gud tilbage.

Så hvad er det egentlig, Jesus vil os med den historie?
Både den rige mand og Lazarus får lov at nyde – men i omvendt rækkefølge.
Det er en stærk og rystende tekst. Ikke fordi den rige mand gør noget ondt direkte mod Lazarus. Han slår ham ikke. Han håner ham ikke.
Han ignorerer ham bare. Ser ham ikke. Lukker sit hjerte og sine øjne.
Han nyder – men han deler ikke.

Pointen er ikke, at rigdom er syndigt, eller at man skal bo i en papkasse for at komme i himlen. Men at Jesus prikker til os – og siger: Se folk omkring dig.
Ikke bare dem, du følger på Instagram, men også dem, der ikke bliver set. For rollerne kunne lige så godt være byttet om.

Egentlig en god regel: Hjælp den, du ikke vil bytte plads med.

Måske vi skal spørge os selv: Hvem sidder udenfor vores port?
Er det en hjemløs på gaden, en nabo, der er ensom? Eller er det nogen, vi bare ignorerer, fordi det er mere bekvemt?

Vi skal turde se lidelsen i øjnene – og ikke vende os bort, selv når det forstyrrer vores nydelse. Måske vi kan begynde at se folk lidt mere som Gud ser dem – som nogen, der er værdifulde, også selvom de ødelægger vores komfort og er til besvær.

Midt i dagens evangelium får vi øje på noget større: Kristus selv – som blev den sande Lazarus.
Ham, der blev forladt, foragtet og overset.
Han blev pint, dømt og korsfæstet uden medlidenhed.
Men i det øjeblik han lå i støvet, var det Gud, der lå der.
Gud, som ikke kun ser verdens Lazarus’er – men stiller sig selv i deres sted.
Han går den vej, ingen andre vil gå. Ikke bare for at forstå os, men for at tage vores skyld, vores blindhed, vores lukkede hjerter på sig.
Jesus stiller sig selv i Lazarus’ sted – for at kunne tage vores sted og give os plads ved bordet hos Gud.
Det var også uretfærdigt – men han fandt en ny vej, også for den rige mand, som ingen kender navnet på, men alle ved, hvem er – og for os andre – ind i himlen igen.

Jesus kalder os ikke til at afvise glæden og nydelsen, det er en del af Guds gaver.
Han kalder os til at åbne den. Til at lade vores nydelse blive til nytte.
Til at dele bord med Lazarus – ikke blot gå forbi ham.
Til at se dem, der ligger ved vores port – om de er fattige i penge, i helbred, i håb eller i mod.
Hvem er vores Lazarus i dag?
Han ligger måske ikke fysisk ved vores port – men han lever i vores verden, i vores land, i vores by.
Måske har du allerede én i tankerne.
Én, du kunne række hånden ud til i dag. Ét blik. Ét smil. Ét telefonopkald.
Det er små skridt – men det er dér, næstekærligheden begynder.

Vi lever nu i en periode i kirkeåret, hvor de store højtider er forbi.
Julen med Guds komme. Påsken med Guds offer. Pinsens ild med Helligåndens nærvær. Og nu – hverdagen.
En tid, hvor vi som menighed skal formes og modnes til kristenliv.
Hvor vi ikke kun skal høre om troens mysterier, men leve dem i hverdagen.
Det drejer sig om at nyde tiden med Helligånden og få hverdagen til at gå med det, der er vigtigt – det den rige mand lærte for sent.
Det handler om at nyde livet som den opgave, vi har fået.

Når vi i dag går til alteret, kommer vi alle som Lazarus, der har brug for Guds hjælp.
Vi skal ikke måles på, hvor godt vi klarer os – men på, hvor meget Gud elsker os. Og det gør han. Uretfærdigt meget. Den nåde kan vi vel godt nyde lidt – selv om det er uretfærdigt. Amen.

Lad os bede:
Gud, vi takker dig for dine gaver.
Hjælp os at åbne vores øjne og hjerter for dem, der er overset.
Giv os mod til at dele, hvad vi har, og at elske vores næste, som du elsker os.
Vi beder om, at vi må leve som mennesker, der nyder livet med nåde – og giver det, vi får, videre.
Amen.

Sognepræst Lasse Rødsgaard Lauesen

Paarup

DK-5000 Odense

E-Mail: lrl(at)km.dk