14. søndag efter Trinitatis | 21. september 2003 | Erik Høegh-Andersen |

Der kom ti spedalske mænd og råbte efter
Jesus: Mester, forbarm dig over os! Ti mænd – som var stillet ens.
Deres elendighed var den samme. De var på grund af smittefaren
nødt til at leve for sig selv, i øde egne, uden nogen kontakt
med familie og venner. Nærmede raske mennesker sig, var det deres
pligt at råbe „uren“, så man ikke risikerede at
møde dem. Alligevel råbte de, har vi hørt, på lang
afstand Jesus an og bad ham om at forbarme sig over dem og helbrede dem.
Ti mænd – alle bar de spedalskhedens tydelige tegn, med vansirede
ansigter og forkrøblede arme og ben. Alle var de stedt i den samme
elendighed og nød.

Og så sker der det at sygdommen som en morgentåge letter
fra deres liv. Hvordan det sker, og hvad der egentlig er gået for
sig, det ved vi ikke. Vi ved blot, som det fortælles, at på deres
vej hen til præsterne bliver de rene igen. Et mirakel er sket.
Fra at være som døde, isolerede fra andre mennesker, kan
de nu leve blandt andre igen.
Ti mennesker har altså oplevet noget ufatteligt stort. Ti mennesker
har fået skænket muligheden at leve på ny – det er
det samme de står over for. Men kun én af dem vender tilbage
til Jesus for at takke for hvad der er sket.

Hvori består egentlig forskellen ham og de ni andre? Hvorfor vendte
han tilbage og de andre ikke? Og hvad ligger der i hans taknemmelighed?
For en overfladisk betragtning kunne man jo sige at han bare var bedre
opdraget end de andre, at han var vant til at sige tak, det var de andre
ikke. Men naturligvis er der andet og mere på spil.

De ni andre – der står faktisk ikke det mindste om hvordan de
har reageret på deres genvundne sundhed. De forsvinder ud af beretningen,
og vi hører ikke om dem siden.
Men man må da forestille sig at de er taget hjem til deres familie
, ovenud lykkelige over det rent ud sagt utrolige held de har haft. Man
må forestille sig at det de har været ude for, bliver stående
som en rystelse i deres sind, som noget stort og uforklarligt, og man
må vel regne med at de i tiden derefter har været henrykte
over sådan at få livet, friheden, sundheden givet tilbage
igen. Sygdommen, spedalskheden, står som et grumt mørke
de har været stødt ud i, men nu er de kommet tilbage til
den verden de kender og holder af igen. Deres liv er blevet som før.

Men for den tiende mand, samaritaneren som han jo var, ham som vendte
tilbage til Jesus, er livet ikke mere sådan som det var. Den tiende
som vendte tilbage, han er ikke bare blevet helbredt fra en forfærdelig
sygdom og kan nu genoptage sit liv som før. Nej, det er som om
han gennem det der er sket, har genfundet sit liv i en ny betydning.
Det er som om han nu ved, på en anderledes måde en før,
hvad det vil sige at være i live, at være et frit menneske,
at sanse og se. Og han ved, at I alt det han har fået givet, der
vil Gud ham noget. Han er ikke bare den heldige vinder i et anonymt lotteri
hvor det går nogen godt og andre knap så godt, men det er
Gud selv som har givet ham et nyt, stort, overvældende, svimlende
liv, og nu er det så op til ham at tage imod det som den utrolige
og forpligtende gave det er.

Derfor vender han tilbage med sin taknemmelighed, for at vise Giveren,
Vor Herre, at han forstår hvad det er han har fået givet.
Han siger tak ikke bare for livet som sådan, men for den godhed
Gud har vist ham, for den underfulde kærlighed han i sin helbredelse
har erfaret.

Det er for mig at se den afgørende forskel imellem ham og de
andre ni. De andre behøver jo slet ikke at være nogen utaknemmelige
skarn sådan som man ofte har fået dem beskrevet. De har formodentlig
været begejstrede eller i hvert fald overordentlig tilfredse med
det som er overgået dem.
Forskellen består i om vi bare tager imod livet som en anonym gave,
altså en gave uden afsender, uden vilje og kærlighed, og
som vi derfor også efter forgodtbefindende kan glæde os over
eller ej. Eller om vi til fulde forstår at livet er Guds gave,
en gave som der derfor fra Guds side er en mening med, og hvor vi i selve
gaven tager imod Guds kærlighed, Guds vilje, Gud selv.

Det gør en forskel.

Forestil jer en barnefødselsdag. Med far og mor og søskende
og bedsteforældre og onkler og tanter. Alle kommer de med gaver
til fødselsdagsbarnet. De bliver lagt på et gavebord. Og
så får Peter – lad os kalde ham det – fødselsdagsbarnet,
lov til at pakke gaver op. Men det sker med sådan en utålmodighed
eller grådighed at han slet ikke ser hvem der har givet hvilke
gaver. Papiret rives af og kastes bort sammen med det vedlagt kort hvorpå der
står hvem giveren er, medsamt – måske – nogle ord som fortæller
hvad hensigten med gaven er. Men Peter er ligeglad. Der en CD han har ønsket
sig, og den er han lykkelig for. Der er en skjorte, og det er helt i
orden. Der er en bog han ikke kender. Der en foldekniv som vist nok har
været hans bedstefars, men det ænser han ikke, for en kniv
er vel en kniv, og denne her er flottere end de fleste.
Peter er godt tilfreds. Ja lykkelig, for nu at beskrive hans tilstand.
Fine gaver har han fået som han nok kan bruge til et eller andet.
Men hans glæde gælder gaven i sig selv, ikke den kærlighed
som er lagt i gaven. Der er måske søskende som i ugevis
har set frem til at give Peter en bestemt ting. Der er bedstefaderen
som har glædet sig til at se sit barnebarn med den kniv han selv
fik forærende som barn. Der er omtanke og kærlighed i hver
af gaverne.
Derfor er det også klart at Peter, selv i sin glæde over
de enkelte ting, ikke helt har forstået hvad det er han har fået
givet. For i en gave giver vi noget af os selv. Den er et udtryk for
vores tanke, vores kærlighed eller vores sjæl. Selvfølgelig
er der også gaver vi alene giver af pligt eller konvention eller
som regulær betaling for at være med til festen. Der er ikke
meget personlig investering eller sjæl i dem. Men virkelige gaver
er fra den ene til den anden og i gaven rækker vi noget af os selv.

Sådan er det også med Guds gaver.
De er ganske vist anonyme i den forstand at der ikke er et kort hæftet
på pakken som klart og tydeligt fortæller hvem giveren er.
Mange af dem er også anonyme i den forstand at de ikke kun er til
mig, men til alle. Denne fantastiske morgen, med et særegent mildt,
diset sensommerlys der glitrer i træernes blade og i edderkoppens
spind, denne morgen er jo ikke kun til mig, men en gave til os alle.

Alligevel forstår jeg først til fulde hvad denne dag rummer,
når jeg tager imod den som Guds gave til mig. Når jeg forstår
at i dag vil Gud mig noget. I dag skal jeg åbne mine øjne
og se og sanse alt hvad der er til.

Tilværelsen, at jeg er til og de andre , er i det hele taget aldrig
bare et anonymt og objektivt faktum som jeg efter forgodtbefindende kan
glæde mig over eller lade være. Nej, alting får jeg
givet, i små og store mirakler overøser Gud mig med sin
kærlighed – i sollyset, i de andres blikke, i det at jeg kan rejse
mig og sansende gå omkring, i alt det vil Gud mig noget.
Livet er selvfølgelig også, for det meste da, godt i sig
selv, men dets særlige karakter, det det forlanger af mig, forstår
jeg egentligt først når jeg tager det til mig som Guds gode
gave, og når jeg nysgerrigt pakker det op og åbner mig for
dets rigdom og kærlighed fra dag til dag.

For sådan er det selvfølgelig også. Gaver skal bruges.
De skal ikke bare blive liggende på gavebordet eller lægges
til side og gemmes hen. Og derfor siger Jesus til samaritaneren, da han
taget imod hans tak: ”Rejs dig op og gå herfra!” Sådan
siger Jesus faktisk altid på
den ene eller anden måde til alle dem han får med at gøre.
Rejs dig, tag din båre, gå hjem og synd ikke mere, gå herfra
, gå bort med fred. Sådan sendes vi altid tilbage til det
liv vi hver især har fået givet. Vi skal opleve, se, være
til for hinanden. Vi må ikke lade dagene glide forbi os som om
de ingenting er. Gaven skal bruges.

Men i vores holdning til gaven er vores taknemmelig af betydning. Ikke
fordi Gud behøver den, eller fordi Guds fortsatte godhed på nogen
måde skulle være afhængig af om vi siger tak eller
ej. Guds gaver er suveræne, det er kærlighedsgaver som generøst
– om end ikke altid helt ligeligt – tilflyder os alle. Nej vores taknemmelighed
er vigtig som et udtryk for at vi faktisk er på højde med
liv vi får givet. Vi synker så nemt ned i en tilstand hvor
livet bare er der – som noget selvfølgeligt, som lys eller mørke,
i glæde eller sorg. Somme tider ænser vi i vores døs
knap nok dagenes særlige karakter.

Men vores liv er mere end det, det er en gave hvor Gud vil os noget,
også selv om det forekommer os uoverskueligt og svært. Og
taknemmeligheden viser at det der sker, ikke bare er stumme og tomme
begivenheder, men Gud udfordrer os, taler til os i det vi kommer ud for,
ja i hver dag, mørk eller lys, er der mening som det er op til
os at gribe fat i og holde fast.

En sådan holdning kalder Jesus for tro. “Din tro har frelst
dig” siger han til samaritaneren. Troen ser Guds nærvær
og kærlighed i det der møder os. Og i troens taknemmelighed
er den åbenhed der skal til for at vi til fulde tager imod gaven
og er på højde med det liv vi har fået givet. Samaritaneren
står derfor som et fornemt eksempel på et menneske der ser
sig selv, ser tilværelsen i det rette perspektiv. Alting har vi
fået givet, et altovervældende, forunderligt, svimlende,
men også krævende liv. Der er ingen selvfølgelighed
i det. Det er en gave, vi har fået givet, en kærlighedsgave,
og den kan vi i sagens natur ikke forholde os til på anden måde
end i taknemmelighed og tro.

Og hvis vi glemmer at det er sådan det er. – Ja så er det
vi i bøn og salmesang, ja i det hele taget når vi går
i kirke, huskes på at det er sådan. I gudstjenesten løftes
vi så at sige på plads. Vi bringes derhen hvor vi ser vores
liv og skæbne som noget Gud har lagt sit liv og sin kærlighed
i. Vi bringes i lovsangens forundring og åbenhed på højde
med det liv vi har fået givet. Amen.

Pfarrer Erik Høegh-Andersen
Prins Valdemarsvej 40
DK-2820 Gentofte
Tel. ++ 45 – 39 65 43 87
e.mail: erha@km.dk