Tredjesidste søndag i kirkeåret | 9. November 2003 | Lukas 17,20–33 | Hanne Sander |

Tanken om Guds rige har i historien altid fyldt
mennesker med utålmodighed.
Lukas fortæller her, at nogle ledende jøder kom til Jesus
for at få noget at vide om Guds rige. Hvornår kommer det?

Deres baggrund var et land og et folk, der var besat af den romerske
besættelsesmagt. Deres politiske og økonomiske selvbestemmelse
var taget fra dem, så på den baggrund håbede de selvfølgelig
på forandring og bedre tider, ja faktisk var det sådan, at
selvom håbet gang på gang blev skuffet, voksede det sig stadig
stærkere.

Tanken om Guds rige har også i tidens løb fået mennesker
til at tage sagen i egen hånd – når de blev mest utålmodige
og ikke syntes, at det blev til noget med verdens forbedring.

Prøv at høre: det er fra en revolutionær klub i
Rusland i 1840’erne, hvor en festtaler sagde:

”Et nyt liv venter verden. Det er vor opgave at forberede millionerne
på at tage imod det. Vi skal frigøre de ædle, stærke
og broderlige egenskaber hos alle de hidtil undertrykte. Vi skal nedrive
storbyer og hovedstæder og bruge materialerne til nye bygninger.
Hele dette liv i lidelse og elendighed, frygt og fattigdom skal vi forvandle
til et liv i overflod, glæderigdom og lykke. Den ganske jord skal
vi dække med paladser og blomstrende haver. Her hos os skal transfigurationen
finde sted, og så stærkt vil den lyse, at hele verden følger
efter.” ( fra Knud Hansen. Om at have mod til livet s. 238)

Man kunne høre det samme 100 år senere i Tyskland. Forandringen
og det nye liv krævede udryddelsen af det jødiske folk og
af alle svage og handicappede, men så skulle det ny rige også tone
frem.

Verdenshistorien kan vise mange flere eksempler på menneskers
utålmodighed med den verden, der skal forbedres – og vi bliver
ved med at se eksempler på det. Det behøver ikke være
totalt umenneskelige og fanatiske eksempler alle sammen, men de mennesker,
der er mest utålmodige med verdens tilstand er som regel dem, der
er mest overbevist om deres egen rettroenhed. – Men trænger verden
da ikke til forbedring ? Er det ikke til at forstå, at mennesker
håber på et nyt liv og en ny og
bedre verden ? –

Og jo, det medgiver Jesus da også her i teksten. Han kan godt
følge disciplene, når de ind imellem ønsker den store
omvæltning.

Men – og pausen skal være lang – for Jesus vender deres
forestillinger om – og sender tanken om Guds rige tilbage hvor
den kom fra.

Guds rige er ikke noget I skal vente i fremtiden, Guds rige er ikke
noget, der er et andet sted end der hvor I er. Guds rige er midt i blandt
jer. Guds rige er altid nutid.

Lige før ved dåben hørte vi også, at Guds
rige er børnenes: ”lad de små børn komme til
mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres”.

Jamen, hvis børn allerede er i Guds rige – og ”uden
at I bliver som børn kommer I slet ikke ind i det” – hvad
er det så overhovedet for noget: Guds rige.

Og hvad har børn eller kan børn, som voksne dårligt
kan. Jo, de kan være til stede i nuet. De kan være så optagede
af en leg eller et spil, at de er helt nærværende i øjeblikket.
Uden at vide det giver de sig hen, så nuet får evighed.

Søren Kierkegaard bruger et billede med en, der ror i en båd
for at sige noget af det samme: ”Den, der roer en Baad, vender
Ryggen mod Maalet, som han han dog arbejder til. Saaledes men den næste
Dag. Naar et Menneske ved det Eviges Hjælp lever fordybet i den
Dag I dag, saa vender han Ryggen mod den næste Dag” (Christelige
Taler, SV, 3. udg., 13, s. 74).

Og følger vi så igen teksten hos Lukas, – så går
Jesus videre i sine tanker om tid. Når man nemlig forestiller sig
Guds rige/ nyt liv som noget, der ligger i fremtid bliver det tit knyttet
sammen med tanken om verdens undergang. Men heller ikke her vil Jesus
følge sine samtidige i spekulationer og tolkninger af mulige og
umulige undergangstegn.

Og igen: det er ikke fordi Jesus vil lyve om de vilkår, vi har
som mennesker. Det er rigtigt, at alting kommer til en ende. Det enkelte
menneskes liv har sin tid – og døden hører ligeså meget
med i et menneskes liv som det at spise og drikke og gifte sig og købe
og sælge og plante og bygge – og alt hvad man mere kunne
nævne.

Det særlige er, at Jesus hverken bliver utålmodig med hensyn
til Guds rige eller panikslagen, når han tænker på tidens
ende. ”Han levede ikke for noget, der skulle komme, men for det
der var omkring ham, for synet af liljerne på marken og fuglene
under himlen, for lyden af børn, der spillede på fløjte
eller sang klagesange, legede bryllup eller legede begravelse, for mennesker,
der lagde beslag på ham og ikke kunne lade ham være i fred.” (Knud
Hansen)

Han levede i en befriet optagethed af det nærværende – uden
at være holdt fast af fortiden – og uden at flygte ind i
fremtiden.

Ligeså indlysende rigtigt det er, at man kun kan være i
nutid, fordi fortiden ikke er mere og fremtiden endnu ikke er her – ligeså vanskeligt
er det at være nærværende.

Men indimellem oplever vi det dog – også som voksne, der
er bevidste om tid – at vi er – og tiden står stille,
siger vi – og øjeblikket rækker ned i evigheden – og
så er Guds rige midt iblandt os.

Amen.

Sognepræst Hanne Sander
Prins Valdemarsvej 62
DK-2820 Gentofte
Tel.: 39 65 52 72
e-mail: sa@km.dk