25.søndag efter trinitatis | 17.11.24 | Lukas 17, 20-33 | Af Marianne Frank Larsen |

Et glimt af Guds rige midt iblandt os

I den bog af Per Petterson, der hedder ”Jeg nægter” (2012), bliver Tommy og hans søstre først forladt af deres hjælpeløse mor, siden af deres voldelige og afmægtige far. Et par uger kæmper Tommy og den ældste søster Siri en heroisk kamp for at klare sig selv; 13 og 12 år gamle laver de selv mad og gør rent og tager sig af de små søskende for at holde sammen på familien. Men det ender selvfølgelig med, at landbetjenten kommer ud for at hente børnene og sætte dem i pleje dér, hvor børneværnet har bestemt, at de skal bo. Det er ikke samme sted, de små tvillinger skal bo hos genboerne, Siri skal i pleje inde i byen, og Tommy selv skal bo hos en helt tredje familie. Det er som om, det hele falder fra hinanden, da landbetjentens sorte Volvo ruller ned ad vejen med børnene på bagsædet.

Men så kommer naboen, Jonsen, løbende ud ad sin indkørsel og får landbetjenten til at standse bilen. ”Jeg er jo nødt til det,” tænker Jonsen, ”det er ikke noget jeg kan vælge ikke at gøre.” Og så bøjer han sig ned og siger ind gennem den åbne bilrude: ”Jeg tar Tommy.” Og sådan går det til, at Tommy ikke kommer til at bo hos en vildfremmed familie inde i byen, men hos naboen, som han kender og er glad for. Jonsen er en mand i 30’erne, som arbejder på det lokale savværk. Han er ungkarl og har aldrig haft ansvar for andet end sig selv og sit arbejde. Det passer overhovedet ikke ind i hans hverdag og hans rutiner, at en 13-årig flytter ind. Det er et voldsomt indgreb. Ikke desto mindre har Jonsen altså i det øjeblik, han ser landbetjentens sorte Volvo rulle ned ad vejen, en klar fornemmelse af, at dette ikke er noget, han kan vælge at lade være med at gøre. Landbetjenten ringer børneværnet op og får lov til at lade Tommy blive hos Jonsen, og det kommer der et smukt venskab og en stor tryghed ud af for den store dreng, mens han bliver voksen.

Det er ikke noget, nogen har planlagt. Det ikke gennemtænkt på forhånd. Det kommer som et lyn fra en klar himmel. Jonsen har spist og drukket og købt og solgt og plantet og bygget, som vi hører det i evangeliet, men pludselig er der en stemme, der siger, at han er nødt til at standse dén bil. Pludselig er han klar over, at der er noget, han skal, noget, han ikke kan lade være med, hvis han skal kunne se sig selv i øjnene. Pludselig tager hans forudsigelige liv en dramatisk vending. Og pludselig tager Tommys kaotiske liv en dramatisk vending. En vending til det bedre, vel at mærke. Jeg kunne også sige: Pludselig indfinder barmhjertigheden sig. Det kommer bag på landbetjenten. Det kommer bag på Tommy. Og det kommer bag på Jonsen selv.

For sådan er det med Guds rige. Det er pointen i dagens evangelium. Hvordan Guds rige kommer som et lyn fra en klar himmel og afbryder os midt i vores gøremål. Vi spiser og drikker, køber og sælger, planter og bygger – og pludselig er det midt iblandt os, eller pludselig er han midt iblandt os, ham, som vi ikke kan se, men som har Guds rige med til os, hver gang han kommer. Vi kan ikke pege på Jonsens handling og sige: Se, der er Guds rige. Vi kan slet ikke pege på Jonsen selv og sige: Se, der er vor Herre, overhovedet ikke, og det er farligt, hvis vi begynder at pege på nogen og sige sådan. Men det vi kan, er at tolke dét, der sker, når Jonsen løber ned ad indkørslen og standser politibilen, som vor Herres nærvær, som et glimt af Guds rige midt iblandt os. Som en måde, han kommer usynligt til stede på og griber ind og forandrer vores liv.

At vi kan tolke Jonsens handling som et glimt af Guds rige, hænger selvfølgelig sammen med, at det er sådan, vi kender Jesus, fra dengang i Menneskesønnens dage, da man kunne se ham her på jorden. Fra hans fortællinger ved vi, at det var samaritaneren, som var en næste for den sårede mand, samaritaneren, som var på vej til at spise og drikke og købe og sælge, men som blev afbrudt ved synet af den forslåede mand i vejkanten, og som uvilkårligt vidste det samme som Jonsen i romanen: Jeg er jo nødt til det. Og som rejste den forslåede op og viste ham barmhjertighed.

Fra Jesu liv ved vi, at når han var på vej eller i gang med noget helt andet, lod han sig altid afbryde af de mennesker, der kaldte på ham, han så dem; så deres frygt eller deres nød eller deres ulykke, og gjorde dem godt med sine ord og sine hænder. Viste dem barmhjertighed, rejste dem op, bogstaveligt talt eller i overført betydning, tændte deres glæde på ny.

Fra påskemorgen ved vi, at Gud selv stod ved alt, hvad Jesus sagde og gjorde. Rejste ham op, så han fra da af altid kunne være usynligt til stede i vores liv. Det er, fordi vi kender historien om Jesus, at vi kan genkende ham og Guds rige i de ting, der sker imellem os, tolke Jonsens handling som en impuls fra vor Herre, et glimt af Guds rige en almindelig dag i Norge i sommeren 66.

Det er usynligt, og det kan aldrig bevises; det er en tolkning, en måde at se bestemte øjeblikke i vores liv på, og som jeg forstår det, er det dét, vi bliver opfordret til i dagens evangelium: Ikke at fortabe os i at spise og drikke og købe og sælge og bygge og plante, aldrig tro, at det er det hele, eller at det er dét, vores liv står og falder med. Men bevare blikket åbent for Guds rige, når det kommer som et lyn fra en klar himmel og pludselig er midt iblandt os – som et krav, som en viden om, hvad vi er nødt til at gøre, som barmhjertighed, som oprejsning, som glæde. Fordi det er sådan, vi lever med den usynlige Herre, vi tror på. Med den modtagelighed eller forventning, med det åbne blik, som hele tiden er klar til, at han kommer og forandrer situationen. Præcis den modtagelighed eller åbenhed, vi giver udtryk for og også holder os selv fast på, når vi beder: Komme dit rige. Og når vi beder enhver anden bøn.

Guds rige er midt iblandt os, når barmhjertigheden finder sted. Når mennesker bliver rejst op. Når glæden begynder. Gudstjenesten kan være en hjælp til at bevare det åbne blik for det, for her kommer han jo med Guds rige i fortællingerne, vi lytter til, og i salmerne vi synger. Han er usynlig, men vi kan tydeligt høre, hvad han siger. Sådan bliver vi mindet om, hvad Guds rige er, og hvem Gud er, og hvad han vil os. Det bliver helt tydeligt, når vi holder dåb, og når vi holder altergang om lidt. At han ser os, som han så mennesker, dengang han gik synlig omkring i verden. At han også i dag standser op og rækker os sin barmhjertighed og sin glæde, gemt i brød og vin, før han rejser os op. Og da er Guds rige midt iblandt os. Når det er sådan, han kommer her, må vi også stole på, at det er sådan, han kan komme alle andre steder. Det må vi holde øje med. Amen.

—

Sognepræst Marianne Frank Larsen

DK 8000 Aarhus C

mfl(at)km.dk