3. søndag efter trinitatis | Lukas 17,5-10 | Af Marianne Christiansen |

Disciplene vil gerne have en større tro. Jesus svarer: Tro kan ikke måles i større eller mindre. Et gran af tro kan udrette det umulige. Men i stedet for at kigge på jeres egen tro og vurdere størrelsen på den, skulle I hellere tænke på at leve jeres liv som tjeneste og bare gøre, hvad I har fået besked på, uden at blære jer.

Det var så det. Og hvis disciplene nu er os – ved vi så, hvad vi har fået besked på?

Jo, det gør vi vel: Elsk din næste som dig selv; elsk dine fjender; gør godt imod dem, der hader dig; bed for dem, der forfølger dig; klæd den nøgne, mæt den sultne, helbred de syge, besøg de fangne; tilgiv; giv dig; bær over.

Ikke så sært at disciplene får trang til noget mere tro. Stillet over for hverdagens uudtømmelige opgaver, melder trangen til at få noget tro. Den kan måske få os til at føle, at det giver mening. Måske kan troen få os til mærke Gud og give os en vished, at Gud er med os. Måske kan den give os tålmodighed kunne holde medmennesket og livet ud. Måske kan den ligefrem give os overmenneskelige kræfter og evner?

Men ved vi over hovedet, hvad vi taler om, når vi taler om tro? Formentlig ikke. Bare i en dansk kontekst er der et væld af betydninger i ordet tro – rækkende fra religiøs troslære over personlig overbevisning til en usikker formodning om noget. Og dertil kommer de betydninger, der ligger i det danske ords slægtskab med det tyske Treue og Vertrauen: trofasthed, oprigtighed, tillid, hengivenhed. Mens det tyske ord Glaube, så vidt jeg forstår, er beslægtet med Liebe: Troen er at holde noget kært, at sætte noget højt og holde det for sandt. Og dertil skal lægges, at Jesus talte aramæisk og blev gengivet på græsk, hvor ordet pistis har betydninger som trofasthed, pålidelighed, løfte, bevis og tillid.

Så måske ved vi aldrig helt, hvad vi taler om, når vi taler om tro. Hverken, når det drejer sig om vores egen tro, eller – slet ikke – når det drejer sig om andres. Og alligevel taler vi om det, ligesom disciplene.  Forfatteren til Hebræerbrevet skrev om troen og bestemte den således: Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses (Hebr 11,1). Luther talte om troen i sin katekismus som en gave, som Helligånden giver igennem evangeliet: Jeg tror, at jeg ikke af egen kraft kann tro på Jesus Kristus, min Herre, eller komme til ham, men Helligånden har kaldet mig ved evangeliet, har oplyst mig med sine gaver, har helliget og opholdt mig i den rette tro.

Altså er tro noget, men ikke selv kan skaffe sig, men som kaldes frem – af den, som viser sig troværdig og vækker tro i én.

Vi kan sige lidt og meget om troen. Tilbage står, at disciplene gerne ville have den, og at mange mennesker også i dag ønsker sig tro. Der forskes i tro og udgives forskningsresultater, der bevidner, at tro er sundt og livsforlængende, at tro sågar beviseligt skulle virke blodtryksnedsættende. Og stadig ved vi ikke, hvad vi taler om. Det er i prædiketeksten, som om Jesus afviser disciplenes og vores forståelse af tro som noget, der findes i små og store størrelser og giver superkræfter til at gøre spektakulære ting. I stedet henviser han dem og os til at leve i en slags ansættelsesforhold hos Gud, et forhold, der giver masser af arbejde, ikke megen tak, men dog bevidsthed om at have opgaver og ikke selv at være Gud eller målet med tilværelsen. Måske er det også tro.

I hvert fald er Jesu ord et opgør med troen som en egenskab eller en præstation, som man kan have mere eller mindre af. Troen er et forhold, en relation.

Den aktuelt omdiskuterede Hollywood-film Don´t look up ender (spoiler alert!) i mine øjne smukt: Da personerne til sidst må give op og se døden og deres egen unyttighed i øjnene, bliver troens gave det væsentligste: Trofastheden, tilliden, kærligheden, hengivenheden. I mange andre film og moderne forståelser udretter troen mirakler og gør det umulige. I denne film udretter den måske også et mirakel, men miraklet er, at brudte forhold bliver helet, og mennesker giver hinanden hånd, deler livet og døden og lægger det hele i Guds hånd, som det hed i gamle dage og måske hedder igen.

Lige nu håber vi i hele verden på et mirakel, der kan afvende de ulykker, vi i den rige del af verden har bragt over jorden.  At bede om tro til at udrette mirakler er ikke fremmed for os – mest fordi det ville være nemmere end at skulle gå den vanskelige vej gennem afkald og livsforandringer, ja, man kan roligt kalde det anger og bod.

Men Jesus viser os tilbage på kaldet til at leve som tjenere – i relation til Gud og til hinanden. Til at gøre det, vi kan og skal.

”Og når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: ”Vi er kun unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle”.

Det er en befrielse ved dags ende at kunne se sin egen unyttighed i øjnene med fred. Hvis vi skulle måles på nytten af vores liv, måtte vi ligge vågne nætter igennem og evaluere og spejde efter de velomplantede morbærfigentræer og vellykkede verdensredninger

Nej, når alt er sagt og gjort, så er vi stadig så unyttige, som da vi kom ud af moders liv, og det er nok.

Det er stort at være tjener. Den største af alle er Jesus, der selv ender med – stik modsat verdensordenen,- at lade tjenerne sætte sig til bords, binder et forklæde om sig og varter op for de disciple, der aldrig kan blive færdig med at diskutere, hvis tro der er størst, og hvem der er størst. Han er iblandt os som den, der tjener og sørger for os, give os noget at leve af, ord og brød og vin og vand.

Vi må bede Gud skabe de undere, vi ikke har fantasi til at bede om. Og vi må bede om tro i alle dens betydninger og om at få mod til at leve som unyttige tjenere så godt, vi kan. Tro er fast tillid til det, der håbes på. Så lad os håbe det bedste. Amen.

Biskop Marianne Christiansen

Ribe Landevej 37
6100 Haderslev

Email: mch(at)km.dk