11. søndag efter Trinitatis | 31. August 2003 | Lukas 18,9–14 | Asta Gyldenkærne |

Der klæber noget negativt ved et ord som farisæer.
Nu er der talrige steder i evangelierne, hvor Jesus lægger sig
ud med farisæerne og de skriftkloge, så det er selvfølgelig
ikke uden grund, at vi har fået den opfattelse, at en farisæer
er ikke noget positivt ord, men at ”farisæer” er blevet
et skældsord. For både Lukas og Matthæus har gjort
deres til at give os et indtryk af, at en farisæer er en, der gør
sig til af sin fromhed. Ja, der er direkte noget hyklerisk over en farisæer.
Skinnet bedrager. Han giver sig ud for at være bedre end han er.
En farisæer er fuld af fromme ord, men når det kommer til
stykket, så står det helt anderledes til. For en farisæer
siger ét og gør noget andet. Det er påtaget fromhed,
der slet ikke rummer det, som det giver udseende af.

Nu sagde jeg før, at farisæer er blevet et skældsord.
Det er da også oplagt, hvor vi helst vil placere os selv, når
vi hører en lignelse som denne om farisæeren og tolderen.
Farisæere, det er noget, de andre er. Det er de andre, der ophøjer
sig selv, mens vi holder os for gode til den slags. For vi selv er jo
anderledes ydmyge, eller er vi nu også det ? For ydmyghed er det,
når man ikke gør for meget væsen af sin kristentro
? Eller er ydmyghed noget helt andet ?

For nogle år siden, var der en sag, der blev livligt diskuteret
i de danske medier. Det drejede sig om en præst i Den danske Folkekirke,
der var med til at skjule flygtninge. Flygtningene havde ved deres ankomst
her til landet søgt om at få asyl, men de havde, efter at
deres sager var blevet behandlet, fået afslag. Derfor stod de til
at blive udvist til en meget usikker fremtid i det land, de oprindeligt
var kommet fra på grund af de voldsomme etniske spændinger,
der herskede dér. Flygtningene var nu gået under jorden
og levede skjult hos danske familier, og de blev hjulpet af mange forskellige
borgere heriblandt den førnævnte præst. Hvis nu præsten
bare havde gjort det; hvis nu han bare havde sørget for mad og
husly til flygtningene, og ellers var gået stille med dørene,
så ville ingen eller sikkert meget få have taget notits af
det. Mange ville tilmed opfatte det som i grunden meget sympatisk, at
præsten hjalp nogle, der var kommet i klemme i systemet.

Nej, det der satte hele mediepostyret i gang var, at præsten
stillede sig op og sagde til journalisterne, at når han gjorde
det, så var det af næstekærlighed. Præsten hævdede,
at det var fordi han havde lyttet til Kristi ord om, at man skal elske
sin næste, og derfor mente han, at han måtte hjælpe
flygtningene, uanset om han brød landets love med sine handlinger.
Et var, at præsten dermed overtrådte landets love, det var
og blev en sag mellem landets domstole og ham, men noget andet var, og
her begyndte så en livlig kirkelig debat, om det ikke var forkasteligt
at stille sig op og på denne måde gøre sig til af
budet om næstekærlighed. Kunne en præst på en
sådan måde stille sig selv og sin egen fromhed over landets
lovgivning? Og var det som præsten gjorde ikke bare at fremhæve
sin egen fromhed? Ophøjede han ikke bare sig selv i stedet for
at være lidt mere ydmyg?

Dette ubehag ved at nogen udstiller deres egen fromhed, er noget, som
vi har fået med fra Det nye Testamente. Men vi bruger det alt for
ofte til at sætte hinanden på plads, i stedet for måske
at få øje på farisæeren i os selv. For hver
eneste gang vi i hellig forargelse lægger afstand til andre, der
har vovet at åbne munden eller at gøre noget, så lurer
farisæeren i os. Hver eneste gang vi dømmer nogen ude i
kulden, mens vi luner os sammen med ligesindede inde i varmen. Ja, så er
farisæeren dér.

Men Jesus har jo næppe fortalt denne lignelse, for at vi skulle
få øje på de andres fejl og sætte hinanden på plads.
Det ville så fald ligne ham dårligt. Han har snarere fortalt
den, for at give os et billede på ydmyghed. Farisæeren i
lignelsen behøver for så vidt ikke Gud. Han kan det hele
selv, ja, hans taknemmelighed over for Gud, er jo egentligt kun på skrømt.
Det er først og fremmest sig selv, han takker, fordi han nu er
sådant et godt og ordentligt menneske. Tolderen derimod, han har
ikke noget at komme med. De hænder, han rækker frem, er tomme.
Han ved, at han i sit liv er afhængig af Gud. Han ved, at uden
Gud er intet muligt. Han ved i modsætning til farisæeren,
at Gud vil ham noget. Den ydmyghed, som tolderen har, kunne man med et
andet ord også kalde for lydhørhed. For tolderen er lydhør
over for, at Gud vil noget med ham, som tolderen ikke magter af sig selv.

Denne lydhørhed, denne ydmyghed, kan være mange ting.
Men måske er det slet ikke helt hen i vejret at opfatte ydmyghed,
som det at lægge øre til budet om næstekærligheden,
og så lade det efter fattig evne komme til udtryk i det liv, vi
lever med hinanden?

Amen.

Pfarrerin Asta Gyldenkærne
Skovkirkevej 21
DK-3630 Jærgerspris
Tel: ++ 45 – 47 53 00 33
E-mail: agy@km.dk