11. søndag efter trinitatis | 31.08.2025 | Lukas 18,9-14 | Af Marianne Frank Larsen |

Et lykkebringende skib fyldt med Bach

”Jeg stod ude på dækket og lyttede til regnen og Bach, og nogle gange var det, som om musikken var større end regnen”. Det er drengen i den islandske bog, der hedder ”Menneskets hjerte”, der siger sådan, da han fortæller om en ganske særlig sejltur: Nogle gange var musikken større end regnen. Sammen med den lokale musiker har drengen været sydpå i et fjernt fiskerleje for at hente et orgel til byens hotel. Da falder det sig så heldigt, at de kan sejle med fiskeskibet Håbet tilbage til byen. Orglet bliver omhyggeligt spændt fast nede i lasten mellem fiskene, og hele den lange vej, mens Håbet sejler fra den ene islandske fjord til den anden i øsende regnvejr, sidder musikeren nede i lasten og spiller, ”fylder det lykkebringende fiskeskib med Bach”, som der står. Drengen står på dækket og lytter til regnen og til musikken, der strømmer op gennem dækket, fiskerne sidder eller ligger i de fugtige køjer og ser frem for sig; musikken ”får dem til at erindre; den fylder dem med en længsel, de ikke forstår, gør dem lykkelige og ulykkelige på samme tid”, skriver digteren. ”Den kan vække samvittigheden og hvirvle drømme op om et smukkere liv.”

Sådan kan mødet med noget, der er større end os selv, gøre os ydmyge. For det er jo det, de bliver, drengen på dækket og mændene i de fugtige køjer, ydmyge i betydningen: blødgjorte, modtagelige for noget andet end dét, de selv kan og vil og kommer med. Musikken åbner deres sind for erindringen og længslen, for samvittigheden og drømmen om noget smukkere. Ordet ydmyghed har at gøre med at være myg. Hvis man siger om en pige, at hun er myg, så mener man jo, at hun er blød, ikke alene om kinderne og skuldrene, men også i sit væsen. Modtagelig. Let at bevæge. Jeg tror, det er godt at tænke den betydning med ind i dagens evangelium. Så at være ydmyg altså ikke betyder at gøre et nummer ud af sin egen utilstrækkelighed.  At være ydmyg betyder at være blød om hjertet, modtagelig i sindet, så blød, at man mærker, hvad der kommer til én udefra, fra nogen andre eller noget andet end én selv. Og så blød, at man mærker, hvor man ikke selv slår til. Det er det, mændene bliver ombord på det lykkebringende fiskeskib fyldt med Bach.

Og det er dét, farisæeren i dagens evangelium ikke har opdaget. Ikke fordi han er et dårligt menneske. Han er uden tvivl et menneske, man kan regne med, som altid gør sin pligt. Men han er ikke ydmyg i betydningen: blød, modtagelig for noget andet end sig selv. Jeg takker dig, fordi jeg ikke er som de andre, jeg faster, jeg giver tiende. Jeg, jeg, jeg. Det kan godt være, farisæeren rent sprogligt henvender sig til den gode Gud, men i sin bøn har han kun blik for sig selv og sin egen fortræffelighed, som bliver så meget desto mere i øjnefaldende, når han sammenligner sig med andre mennesker, der ikke har samme høje moralske standard som han selv. Det kan også godt være, bønnen rent sprogligt har form af en tak, men den rummer ingen indsigt i, hvad farisæeren har fået, som han ikke kan takke sig selv for. Og den rummer slet ingen bøn. Farisæeren har ikke brug for noget. Eller for nogen. Han klarer sig i virkeligheden udmærket med sig selv.

Over for ham står tolderen. Han er farisæerens modstykke, ikke fordi han er god, lige så lidt som farisæeren er ond. Der er intet, som tyder på, at tolderen har et hjerte af guld. Men han er farisæerens modstykke, fordi han er helt klar over, at han ikke selv slår til, tværtimod. Han er fuldstændig åben, længselsfuld, modtagelig for noget andet og større end sig selv. Og i den forstand ydmyg. I samme åndedrag står han ved sin egen synd og beder om den nåde og tilgivelse, han har brug for. Og i samme nu, som ordene er udtalt, får han den! Det er evangeliet, selve det glædelige budskab i dag: At tolderen går hjem som retfærdig. At Jesus altså ikke alene fortæller lignelsen om de to mænd i templet som en formaning, men sådan set selv træder indenfor i den, som en dommer, der er i sin gode ret til at fælde dom over de to. Og hvilken dom! ”Jeg siger jer, det var tolderen der gik hjem som retfærdig”! Med de ord skænker Jesus tolderen den nåde, han beder om. Fuldstændig uden betingelser, uden at spørge ind til, hvilke synder den arme tolder har i tankerne, uden at sikre sig, at han nu også forbedrer sig, uden forbehold af nogen art. Uden videre øser han simpelthen Guds nåde ud over manden og sender ham hjem som retfærdig.

Det er evangeliet. At så snart vi beder om Guds nåde, så får vi den. Uden forbehold. Den er der for os alle. Eller: Han er der for os alle, både for toldere og farisæere, i den mand, der fortæller lignelsen. Han er trådt inden for i vores liv med Guds ubetingede nåde. Den eneste grund til, at farisæeren ikke også gik hjem som retfærdig, var, at nåden ikke kunne komme til, fordi han selv fyldte hele billedet. Og sådan rummer evangeliet side om side med det glædelige budskab om Guds nåde en klar formaning til os om ikke at ophøje os selv som farisæeren, så nåden ikke kan komme til. Men ydmyge os selv som tolderen, der fik nåden i samme nu. Den formaning rummer imidlertid en indbygget fare. For hvad vil det sige at ydmyge sig selv? At udpensle sine egne mangler? At fordybe sig i alt det, man ikke formår? At vende blikket indad og fokusere på al sin egen elendighed? Den form for ydmyghed kan lynhurtigt slå om i sin modsætning. For så snart man bliver bevidst om, hvor ydmyg man er, er man det jo ikke længere. Allerede i det øjeblik, man bevidst begynder at arbejde på det, har man sådan set sat ydmygheden over styr.

Og derfor tænker jeg, at ydmyghed ikke først og fremmest er noget, man kan arbejde på at være. Men noget man kan blive, når man vender blikket udad og får øje og øre for noget andet og større end sig selv. For ordene. For kærligheden og dens fine frugter. For de gyldne marker og de rødmende æbler på træerne netop nu. For kunsten. For musikken. Som mændene ombord på fiskeskibet Håbet, der blev ydmyge af at lytte til tonerne nede fra lasten. Så blødgjorte, at der blev plads i deres sind både til erindring og længsel, til samvittighedens spørgsmål og til, at noget større end deres egen handlekraft kunne komme til. Gudstjeneste holder vi for at udsætte os selv for ord, der er større end vores egne. Og for musik, der er større end os selv. I ord og toner træder Guds svimlende nåde inden for i vores tilværelse, også i dag. Måske vi da bliver ydmyge, så modtagelige, at nåden kan komme til. Så bløde, at vi kan se, hvor stort det er, hvad vi har fået, og hvad vi får, og simpelthen bliver nødt til at takke den gode Gud i ord og toner. Og da kan det ske, at også vores kirke bliver et lykkebringende skib fyldt med Bach. Amen.

Sognepræst Marianne Frank Larsen

DK 8000 Aarhus C

mfl(at)km.dk