10.søndag efter trinitatis | Lukas 19,41-48 | Af Eva Holmegaard Larsen |

Jesus rydder tempelpladsen

På en mild og smuk sensommerdag virker det helt malplaceret med den afmægtige vrede, der vælter ud af evangeliet. Jesus er vred, men det er grådens fortvivlede vrede over alt det han ser og menneskehedens absurde måde at forvalte liv på – absurd i forhold til, hvor stor og smuk en verden, Gud har sat os i. Og i forhold til, hvor relativt kort en tid vi er her og hvor fantastisk livet kunne leves.

Ja, den vrede Jesus er en kold klud på en dejlig søndag, hvor ingen burde være vrede. Men det er ikke sikkert, de har det på samme måde på Gazastriben eller i Sudan eller Ukraine – eller alle de andre steder, såmænd også i fredelige Danmark, hvor der kæmpes for at opretholde troen og håbet – fordi det store, skønne liv er reduceret til en slagmark eller en kamp om overlevelse overfor grådige og hjerteløse menneskers arrogance. Der er mange steder i verden, der venter utålmodigt på kirkefolkets vrede og protest.

For lytter vi efter, så snakker evangeliet os aldrig efter munden – eller pudrer os i numsen, når vi er trætte af at sidde ned og leverer solskin og halve kyllinger som en anden tjener, når vi ringer med klokken, som Kaj Munk sagde i en skarp prædiken mod nazismen under anden verdenskrig. Evangeliet er modstand mod det, der ødelægger livet. For der er noget, der er rigtig og forkert. Og livet er en alvorlig sag, og derfor kom Jesus ikke for at opretholde den gode stemning, men for at forstyrre den. Som en sten i skoen. Eller som her på tempelpladsen som en mor, der voldsomt griber fat i det barn, der er på vej ud foran en bil.

Hvad var det mon, han så den dag? Måske faldt hans blik på det mylder af hidsige handlende, der sloges og skændtes uværdigt inde på tempelpladsen. Han så, hvad vi bliver for nogen mennesker, når grådigheden griber os? Og hvad der sker der med os, hvis der ikke er noget, vi holder helligt?

Tempelpladsen skulle være stedet for bøn og eftertanke, hvor mennesker mødes for at være sammen med Gud og finde fred med sig selv og vores medmennesker. Men der er ingen, der lytter til Guds stemme her i det kaos af hidsige handlende på jagt efter et godt tilbud.

Sommetider kommer vi også til at lave et godt tilbud på markedet ud af vores gudstjenester, men vi gør det i den bedste mening. For os, der har fået opgaven at samle mennesker til gudstjeneste, er netop oppe mod markedskræfterne og den virkelighed, at de færrest rydder en plads i kalenderen til at møde Guds ord og reflektere over, hvad det betyder, at vores liv er et tempel, som Gud har taget bolig i.

Når Jesus rydder tempelpladsen for markedsgøgl, skal vi måske høre det som en opfordring til at rydde en plads i vores liv for det hellige.

Der er tre ting, man især bider mærke i, når man hører den her tekst.

Det første er, at Jesus siger, at vi ikke ved, hvad der tjener til vores fred. Det andet er, at han siger, vi ikke kender vores besøgelsestid. Og det tredje er de berømte ord, som jeg forestiller mig er blevet råbt ud over den måbende forsamling, mens han farer rundt og med stor, vred energi jager dem ud af tempelpladsen – Han siger: Der står skrevet: Mit hus skal være et bedehus, men I har gjort det til en røverkule.

Men så er der også en fjerde ting, man lægger mærke til. Nemlig at Jesus græder. Han er både vred og græder. Han græder over Jerusalem, den elskede by. Han er fortvivlet over sit folk. Det kan man godt forstå, hvad angår Jerusalem. Den var både dengang som nu et kaos af ufred. En smuk by fuld af uforsonlighed i et land med mennesker, der ikke kan finde hinanden eller finde ud af at leve med hinanden.

Men når Jesus græder over sit folk, græder han over menneskers liv i det hele taget: vi ved ikke, hvad der tjener til vores fred. De ord rammer ind i alt det, vi oplever omkring os lige nu. Endnu engang må vi undre os over, hvorfor der bliver ved med at være ufred på jorden. Hvorfor lader vi det ske, igen og igen? Hvorfor er det så ustyrligt, og hvorfor bliver vi ved med at overlade magten til de mest forfærdelige mennesker?

Selv i fredstider er der ufred. Er det ikke på arbejdspladsen, så er det derhjemme. Vi er nogle vredladne, konfliktsøgende dyr, der kan dyrke uvenskaber med selv de nærmeste familiemedlemmer i årevis, måske hele livet. Samtidig er vi ret konsistente i vores forestillinger om, hvad der skal til, for at vi kan få fred i sjælen: Flere penge, mere komfort, mere opmærksomhed, fede jobs, evig ungdom. Det er næsten trivielt, hvor gennemgående vores ambitioner er fra tidsalder til tidsalder. Der går en lige linje fra dem, der tumlede rundt efter en eller anden ny ting, man bare må eje, og til vores egen tids jagt på forbrugsgoder.

Det giver måske fred i sjælen en time eller to, men så starter uroen igen. Men hvad er det så, der tjener til vores fred? Fra teologen Augustin, der levede i det 4. århundrede, har vi de ofte citerede ord: ”Min sjæl er urolig, indtil den finder hvile i dig, min Gud”. De står ”Bekendelser”, der er hans selvbiografi, og hvori han netop beskriver hvordan han som en rig og forkælet ung knøs gik fra den ene tomme tilfredsstillelse efter den anden. Hele tiden mærkede han længslen efter noget andet, noget dybere og mere virkeligt.

En grundlæggende identitet, kan man måske kalde det, Augustin længtes efter. At høre til et sted og vide, at man er nogen, før man bliver til noget. At vide, at vi vandrer her på jorden med en usynlig tråd bundet omkring os, så vi altid kan finde hjem – også når vi er længst væk og når falder ind i mørke dage og oplever den største tomhed. Når vi er syge, når vi mistrives, når det hele går os imod. Og når vi endnu engang oplever, at der er krig i verden og at spillet om magten genopføres med de samme replikker og karakterer, som vi har set så fortvivlende mange gange før.

Og jo mere fortvivlet det er, jo vigtigere er det at træde ud af spillet og tro på, at Guds skabelse af sit eget billede i mennesket står usvækket selv i alt det, der er fulgt efter. Hele bevægelsen væk fra den verden, Gud oprindelig havde til hensigt at skabe. Vi er skabt af det gode og derfor længes vi altid efter Gud. Længes efter det inderste hellige, der er meningen med det hele. For der kommer vi fra.

Fra 5. Mosebog har vi i dag hørt den jødiske trosbekendelse – Shema – Den lyder sådan her: Hør Israel, Herren vor Gud er én. Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke.

Og videre står der, at disse ord skal du lægge dig på sinde, og gentage dem for dine børn, og fremsige dem, både når du er hjemme og når du er ude, når du går i seng og når du står op – og du skal binde dem om din hånd som et tegn og de skal sidde på din pande som et mærke og du skal skrive dem på dørstolperne til dit hjem.

Buddet om at elske Gud af hele sit hjerte og af hele sin sjæl må man aldrig glemme, ifølge jødisk trospraksis.

Derfor skal man øve sig på det og lære sine børn det og sætte små bokse med shemabønnen på dørkarmene og binde andre små bokse med bønnen omkring hovedet med et sindrigt bederems system – så man bogstaveligt talt er viklet ind i trosbekendelsen.

For du skal øve dig på at elske Herren din Gud. Ikke alt det andet, vi tror er det vigtigste og som vi stræber efter.  For meget af det, vi begærer, kan der ligge en masse umiddelbar glæde og tilfredshed i – men ikke fred. Hvor ville man dog ønske, at verdenslederne var viklet ind i bederemmen og stødte på de små bokse hver gang de går gennem en dør!!

Hjertets fred ligger ikke i høje karakterer, skønhed, gode jobs og en masse beundring. Det er godt at stræbe og ville noget og være ambitiøs, for det har verden brug for. Men fred giver det ikke. Sommetider er det nærmest omvendt, at jo mere der går godt, jo større bliver kravene og uroen for alligevel at falde igennem og miste det hele.

Evangeliet i dag udfordrer os på, hvad virkelig fred er. Hvor finder vi fred til at leve og elske, selvom vi skal dø en dag og selvom alting er usikkert, skrøbeligt og flygtigt – og selvom vi kan tabe alt det, som gør os lykkelige og som vores hjerte hænger ved.

Gå i dag hjem og overvej, hvad I forstår ved troens fred. Kirkens fred, herinde hvor alting ”helligånder sammen”, med digteren Iben Krogsdals ord. Midt i det skønne men også kaotiske liv derude findes disse Guds huse, der står og rager op i landskabet. De minder os om, at vi hører til i vores hverdag, men vi hører også til her: i det evige, i det gode, som løber under os som en kilde.

Fred er at tilhøre Gud. Fred er at leve med troen på, at mine børn og børnebørn, og min elskede og mine kæreste, alle dem mit hjerte er knyttet til og bekymret for, tilhører vores himmelske far, hvis kærlighed er evig og uforanderlig.

Jesus bliver oprørt over, at vi så let kan glemme det. Og at han kan se det på os! Hvad var det han så den dag på tempelpladsen? Måske et glimt af et stresset, fordrejet ansigt. Et glimt af sur forargelse og foragt. Urolige øjne. Triste øjne. Måske så han et par, der bittert skændtes over prisen på et tæppe. Skingre stemmer, fornærmede ægtefæller i bitre gamle opgør. Misundelige naboer. Lugten af frygten for at blive snydt eller tabe ansigt eller falde igennem. Måske mærkede han gennem al tumulten den tavse længsel, der ligger i alle menneskers hjerter?

At kende vores besøgelsestid, det er at vide, hvad der tjener til vores fred. Hvor det er vi dybest set hører hjemme. Jesus bliver vred, fordi vi glemmer, hvem vi er og ikke kan finde ud af, hvad der er op eller ned og derfor ikke ved, hvad der tjener til vores fred.

Guds fred – det er at bevare livsgnisten og håbet. Guds fred, det er at vide, at vi ikke er alene og at vi ikke er tilfældigt kastet ind i på denne klode i universet for at klare os så godt vi kan og knokle for at holde den store tomhedsfølelse og angst for ikke at betyde noget, fra døren.

Fred er at stole på Gud og overgive os til hans kærlighed og sandhed og alt, hvad det indebærer af ansvar for vores medmennesker og denne jord, og alt hvad det indebærer af opfordring til at leve og handle i Guds ånd – kærligt, åbent og vågent. Ikke lade livet gå i tomgang i sløv forbrugsdoping for at dulme den store meningsløshed.

Når Jesus rydder tempelpladsen, så rydder han rummet omkring os, så der kan blive plads til det hellige. Plads til den pause og den ro, der skal til, for at vi kan fornemme at livet er helligt og at vi er det tempel, Gud har taget bolig i. Amen.

Sognepræst Eva Holmegaard Larsen

Nødebovej 24, Nødebo, DK-3480 Fredensborg

E-mail: ehl(at)km.dk