Juleaften i Viborg Domkirke

I en nybygget kirke et sted her i landet findes der et meget stort vindue
over altret. I den første tid efter kirkens indvielse stod dette
vindue med klare ruder, så man kunne sidde i kirken og følge
fuglene og skyerne på himmelen og bladene og grenene på træerne.
Men efterhånden fik menigheden samlet penge sammen til det, som
hele tiden havde været meningen: En stor glasmosaik i disse store
vinduer.

Den store glasmosaik kom op. Og den var meget nutidig. Der var ingen
genkendelige former – det var nonfigurartivt det hele, med et væld
af forskellige farver og former. Da den var færdig mødtes
kunstneren og menigheden for at tale om hans værk. Der var en mand
fra menigheden som sagde:

“Jeg melder mig som en af de utilfredse. Det, jeg har imod ruden er
ikke, at den ingenting “ligner”; det er snarere det modsatte: den ligner
alt for meget , den ligner tiden, vi lever i. Det er hele nutiden, jeg
har for øje, når jeg nu sidder i kirken. Billedet er flimrende,
splittet og sprængt, som tiden er det, noget samlende findes ikke,
harmonien mangler i billedet, som den mangler i tiden. Derfor finder
jeg billedet forfejlet, fordi det lukker alt det ind, som vi dog helst
lukker ude og prøver på at glemme, mens vi er i kirke. I
en kirke skal der være fred; denne rude skaber uro. I en kirke
lytter vi til ordet fra det gamle Jerusalem for at mindes om det nye,
i en kirke ønsker vi at glemme dagen i dag og holdes oppe af budskabet
om riget, der kommer. Derfor! Så vidt denne mand

Og lad os gå med stille sind, som hyrderne til barnet ind,
med
glædestårer takke Gud, for miskundhed og nådebud.

Sådan sang vi. Derfor er vi kommet i kirke i dag. Ikke for at
høre om alt det forvirrede og urolige, verden er så fyldt
med, men for at høre om freden og frelsen, som kom til jorden.
For vor tid er jo så forvirret af én eneste grund: fordi
vi mangler tro og tillid. Fordi mennesket er blevet sin egen Gud. Og
derfor holder vi jul først i kirken, og derefter derhjemme omkring
det tændte træ, fordi vi har brug for at møde noget
som er rent og varmt. Noget, som kommer til os udefra. Som ikke har lod
og del i vores forvirring.

Og det er kernen i julens budskab: At Gud sendte det bedste han havde,
sin egen søn, til os. I dag er der født jer en frelser
i Davids by, Betlehem Han er Kristus, Herren. Sådan sagde engelen
til hyrderne ude på marken. En frelser? Hvad betyder det? Det er
et ord, som synes så uhåndterligt så fjernt fra vores
daglige liv. Vi tænker tit anderledes om frelsen, og bruger det
ord om vore egne små affærer. Som i en graffiti jeg så på en
mur i Århus: “Hvad ville vi gøre, hvis Jesus kom igen i
morgen? Og svaret stod lige neden under: Rykke Ebbe Sand ud på fløjen!

At Jesus er kommet til os som vor frelser, det betyder for mig at se
to ting. For det første, at Gud vil kendes ved dig og mig sådan
som vi er. Han sendte bestemt ikke Jesus til jorden, fordi jordens mennesker
havde opført sig godt og gjort sig fortjent til at Jesus kom.
Jesus blev ødt fordi Gud ville fortælle os i det tydeligste
og klareste sprog som tænkes kan, at han kendes ved os. Han kendes
så meget ved os, at hans egen søn bliver som en af os.

Og derfor kendes han ikke blot ved os, han kender også vort liv
til bunds. Alt det vi sukker over, det som er tungt at bære. Det,
vi måske græder over, når vi er alene. De tunge tanker
der kommer til dig. Det, der frister dig til at gøre ond. Og det
der glæder dig dybt og inderligt. Alt kender han. Det hele kender
han til bunds, fordi han blev menneske. Han vil kendes ved os sådan
som vi er, selvom han kender os sådan som vi er. Det er det vidunderlige
i julens budskab. Det rokkes ikke. Vi kan vende ryggen til Gud. Men han
holder fast i os.

At Jesus er blevet vor frelser betyder for det andet, at vi har fået
håb. Håb har intet at gøre med optimisme eller pessimisme.
Håb er noget vi har eller ikke har, uanset de ydre omstændigheder.
Håb er Guds gave til os. Håbet kom til jorden julenat. Og
det betyder at når alle vore egne muligheder er udtømte.
Når vi er kommet til grænsen af det, vi kan, da er håbet
endnu tilbage.

Når lægen har sagt: Vi kan ikke desværre ikke gøre
mere for dig. Vi har ikke flere behandlingsmuligheder. Så er håbet
stadig tilbage, ikke som optimisme, for der er måske ikke så forfærdelig
meget at bygge en sådan optimisme på. Men som håb,
fordi håb er tiltro til ham, der råder for alt, for din og
min ja hele verdens fremtid. Håb kommer til os, også og måske
især når det ser sortest ud. Og da kan vi føle Guds
nærvær på en forunder stærk måde. Høre
ham hviske i vort hjerte: Jeg slipper dig ikke, og forlader dig ikke.
Du og jeg hører sammen.

Vi skal ikke gøre noget bestemt eller være særligt
barmhjertige og gode for at blive frelst. Vi kan og vi skal kun ét:
stole på Gud. Have tillid til ham, som kom til os Julenat. Jorden
er endnu varm af hans krop. Han er vor frelser. Det gælder ikke
om at samle nok karma i en række liv efter hinanden for til sidst
at gave fortjent sin egen frelse. Der gælder ikke om selv at blive
guddommelig. Det gælder kun dette ene: At stole på Gud. At
holde fast i tilliden til ham. At lade ham være ham være
nr. 1 i vort liv. Og er Gud for os, hvem, kan da være imod os.
Lad komme hvad komme skal. Håbet mister vi ikke.

Der er nogle, som jeg i aften især gerne vil ønske en glædelig
Jul. Og det er jer, som denne jul savner én, som I har mistet
siden sidste Jul. Det kan være tungt når minderne kommer.
Når der er så meget, I gerne ville dele med ham eller hende
som nu er borte. Glem da ikke håbet. At Jesus Kristus er vor frelser
betyder også, at døden ikke kan skille os fra Gud. Vi hører
ham til i livet og i døden. Og vi har lov til at sige enkelt og ægte
til hinanden: Vore døde har det godt hos Gud. Og engang skal vi
mødes igen.

Det er den ro, vi har brug for, og som vi finder jer i kirken. Der er
så meget der forvirrer os, og gør os bange for fremtiden.
Det er underligt at det er sådan. Aldrig har vi haft det mere trygt
end i disse år. Vi er faktisk et af verdens rigeste lande, og har
vænnet os til en levestandard som hører til blandt de allerhøjeste
i verden. Bortset fra orkaner fra tid til anden, er vi forskånet
for de store naturkatastrofer som kan lægge andre områder
af verden i ruiner.

Vi lever i fred med vore naboer. Vi skal ikke frygte angreb ude fra.
Vi har på trods af megen kritik et af verdens mest velfungerende
sundhedssystemer med praktiserende læger, hospitaler og klinikker.
Vi har en sociallovgivning som mange lande misunder os. Kort sagt vi
lever i så gode og trygge kår, at det næsten ikke kan
beskrives.

Alligevel er vi bange. Alligevel er vi forvirrede. Alligevel ligger
frygten for fremtidens katastrofe lige under overfladen i vort pæne
velfungerende samfund. Juleevangeliet fortæller os, at vi skal
leve uden frygt. “Frygt ikke” sagde hyrderne. Lev dit liv uden frygt.
Fortiden kan du lægge ind under Guds tilgivelse. Fremtiden kan
du lægge ind under håbet. Nutiden kan du åbne dig imod.
Frygt ikke. Glædelig Jul. Amen.

Biskop Karsten Nissen
Domkirkestræde 1
DK-8800 Viborg
Tlf.: ++ 45 86 62 09 11
E-mail: kn@km.dk