Juleaften | 24.12.24 | Lukas 2,1-14 | Af Peter Skov Jakobsen |

Salmer: 94 – 104 – 114 – 119

Et undseeligt hjørne i verden, men et sted hvor magtens kaos altid bryder ud! De hørte navnene Augustus og Kvirinius, og de vidste at magtens galskab var over dem. De så ruinhobe, død, voldtægt, had og massiv løgn foran sig, og tavsheden, magtesløsheden bredte sig blandt dem.

De vidste godt, at den folketælling ikke var en demografisk undersøgelse, der skulle falde ud til folkets fordel – det var ikke en trivselsundersøgelse. Det var bare magten, der skulle udføre et af sine såkaldte mirakler, nemlig skabe rigdom til herskerne af folkets fattigdom.

Midt ind i dette kaos fødes Kristus. Gud kommer til verden i skikkelse af et ubeskyttet barn. De havde drømt om, at det skulle ske – de havde drømt om at ondskaben skulle modsiges af et barn, der blev født og blev menneske, og de kaldte ham fredsfyrste, evighedsfader og han skulle komme med et rige, der rummede fred og retfærdighed.

Han befrier mennesker fra den moralistiske selvberuselse, og fra skråsikre domme og fordomme. Han befrier os, når vi sikrer os bagved status, indsigt og magt.

Kristus forekommer magtesløs, og dog vækker han tilliden til kærlighed og barmhjertighed midt i hensynsløsheden.

Han vækker drøm og fantasi, og længslen sænker han i menneskers sind for at den må blomstre. Siden jeg som dreng hørte Astrid Lindgrens fortælling om “Alle vi børn i Bulderby” har jeg båret en forhåbning med mig. Lige siden har sne været forbundet med leg, frihed, sprælskhed, skønhed, og at ræse ned ad en kælkebakke under hyl og skrig er at overgive sig til legen og latteren.

Kun en ting er ærgerligt, at man skal trække kælken op ad bakken igen.

Derfor drømte børnene om, at der måtte være en måde at vende kælkebakken på, så det altid gik nedad!

Den drøm bærer jeg med mig i verden – også når det handler om krig, om terror, om klima, om flygtninge, om fattigdom og nedværdigelse. Jeg bærer drømmen med mig, mens der er krig i Ukraine og Rusland, på Vestbredden og i Gaza

Jesus’ fødselsdag er modstand mod hensynsløshed og ondskab, mod bomber, vold og terror. Det er modstand mod ensomhed, tristhed og fornærmelse.

Det er glæde, som sagtens kan bære savnet.

Hans fravær i verden ville være vinter uden jul – hans fravær ville være mørke.

Meningsløsheden er kun til at udholde, fordi jeg har tillid til, at frihed, retfærdighed, barmhjertighed fødes igen og igen og at alting først går op, når jeg tør vende mig mod et medmenneske og indrømme, at dit fravær er mørke.

Juleaften og juledagene er dage, hvor det, der var, mødes med det, der er. Vi samler vores historie om os, og noget af den møder vi med savn, andet med gråd, og vi mærker, at de elskedes fravær er mørke. Forundringen er lyset, der får os til at se den anden med ærbødighed og vi bliver klar over, at den andens fravær er mørke.

Dagen er ny. Lad os bryde op og true angst og livsløshed og massiv løgn med lykke og frihed, med tillid og bøn om livsvilje. Amen.

—

Biskop Peter Skov-Jakobsen

Nørregade 11, DK-1165 København K

Email: pesj(at)km.dk