Lukas 22,24-32

· by predigten · in 03) Lukas / Luke, Beitragende, Current (int.), Dansk, Kapitel 22 / Chapter 22, Neues Testament, Poul Joachim Stender, Predigten / Sermons

1. søndag i fasten | Lk 22,24-32 | 06.03.22 | Af Poul Joachim Stender |

Darwin, Charles Darwin. Manden der i 1800-tallet fremførte, at vi mennesker ikke er skabt i Guds billede. Vi er resultatet af en lang udvikling af dyrearterne. Hvorfor tror folk, at kirken har noget imod Darwin? Vi skal være lykkelige for hans udviklingsteori. Den beviser, hvorfor vi i dag har gudstjeneste!  Ifølge Darwins teori vil kun de egenskaber, der styrker en arts overlevelse, blive bevaret. Unødvendige egenskaber vil forsvinde, da de kræver energi for at blive opretholdt og dermed svækker overlevelsesmulighederne. Gudstroen er en af de egenskaber, der kan spores længst tilbage i menneskets historie. Den har krævet tid og ofringer. Men når der stadig er gudstro, og mere end nogensinde, må det ifølge Darwins teori betyde, at den har styrket overlevelsen. De mennesker, der kunne tro, overlevede i højere grad end de, der ikke kunne tro. Hvorfor? Sikkert fordi de i modgangstider, kunne holde sig levende, fordi de havde en gud at tro på.

Jeg siger ikke dermed, at vi hellere må begynde at tro på Gud, for at kunne klare os, hvis vi får krig eller revolution. Og jeg siger heller ikke, at det nok er bedre, at vi begynder at tro på Gud, mens vi har et godt helbred, for at kunne holde humøret oppe, når vi begynder at få et dårligt helbred.  Jeg siger blot, at det er en god ide at investere tid i Kristus i stedet for udelukkende at investere tid i penge, karriere og pension. Det kunne være, at vi i vort otium har mere brug for at tro på Gud end at have en masse opsparinger.

Eller hvad med vort samfund? Vi gør alt muligt for at sikre os i tilfælde af katastrofer. Men hvordan i alverden skal vi forkælede danskere, der er holdt op med at tro på Gud i vores velmagtsdage, kunne finde ud af at have en Gud, hvis vi udsættes for krig, revolution, voldsomme naturkatastrofer, hunger? Måske er den bedste sikring til dårlige tider ikke at bygge beskyttelsesrum. Men tro og kirker.

I hele taget bør vi øve os meget mere på mange forskellige ting. Hvordan hjælper vi bedst vores kære, når de er alvorlig syge? Det gør vi ved at gøre en masse for dem, før de bliver syge. Så er det nemmere at hjælpe dem på dødslejet. Hvordan får vi en dejlig pensionstid? Det gør vi ved at holde mere fri, før vi bliver pensionister. Så er det lettere at holde fri, når vi er pensionister. Og hvordan kan vi øve os på at få en god død? Det kan vi gøre ved at leve før vi dør, så vi ikke ligger på dødslejet og fortryder en masse vi ikke fik gjort.

I evangeliet skændes disciplene om, hvem der er størst i blandt dem. Det er pinligt!  Men dejligt at biblen ikke er bange for at også at fortælle om disciplenes pinlige sider. En islamist, der sprænger sig selv og en masse mennesker ihjel, råber inden han eller hun udløser bomben i en eller anden lufthavn. Alluha Akbar. Gud er stor. Er en gud virkelig stor ved at slå ihjel?  I kristendommen er Gud stor, ved at han gør sig lille. Det gjorde Gud, da han blev menneske i et spædbarn, der fik navnet Jesus. Og derfor ved vi, hvordan vi som mennesker kan være store. Det kan vi ved at gøre os små – forstået sådan, at det altid er vores medmenneske, der skal spille hovedrollen i vores liv. Vi har birollen. Og da jeg har en søn, der er skuespiller, ved jeg bedre end andre, at det er hovedrollen, man har mest lyst til. Men det gælder kun i film og på teatret. I kristendommen går hovedrollen til vores medmenneske.  Det fandt disciplene senere ud af.

Apostlen Paulus har engang sagt: Lad jer forvandle. Vi får ellers hele tiden at vide, at vi skal finde os selv. Og jeg må advare. Det er ikke sjovt at møde sin indre, selvglade superegoist. Vi får også at vide, at vi skal acceptere os selv som vi er og være stolte af den måde vi er på.  Og det er korrekt, at vi skal undgå selvhadet. Men Paulus siger noget andet. Han siger: Lad jer forvandle. Vi kan forvandle os til bedre menneske. Vi kan forvandle os til at give Gud og vores medmennesker hovedrollen i vores liv. Vi kan forvandle os til at være modige til at leve livet og løbe nogle chancer med vores tilværelse. Vi kan forvandle os fra ateister til kristne. Vi kan forvandle os fra pessimister til optimister. Hvis man er kristen, er man parat til at lade sig forvandle. Jesus lod sig korsfæste og han opstod fra de døde for at forvandle sig til hele menneskehedens Frelser.

Nu er det generelt er svært at huske, hvad en præst siger i en prædiken. Enten skyldes det at vi præster ikke prædiker lidenskabeligt nok eller også skyldes det, at kirkegængerne ikke lytter mere efter præsten end passagerne på et fly gør, når stewardessen gennemgår sikkerhedsprocedurerne. Så lad mig koge dagens prædiken ned til Paulus tre ord, som alle bør tage med sig hjem og grunde over:

Lad jer forvandle!

Gud i vold. Amen.

___

Sognepræst Poul Joachim Stender
DK 4060 Kirke Såby
pjs(at)km.dk