1.søndag efter Helligtrekonger | 12.01.25 | Lukas 2,41-52; Salmer: 392 – 102 – 411 – 348 – 362 – 454 | Af Peter Skov-Jakobsen |

Maria som første apostel

Jeg må hellere gøre en indrømmelse.

Dengang jeg var ung præst, havde jeg en særlig glæde ved at lytte til ældre præster, og allerhelst sådanne som var blevet, provster eller biskopper, prædike over teksten om Jesus som tolvårig i templet.

Jeg sad selvfølgelig og tænkte, hvordan mon de artige tumler denne tekst, som er det tætteste vi kommer på uartighed og teenage-oprør fra Jesus’ side?

Nu er det så blevet min tur, skal jeg ikke fortænke jer i, at sidde og lure med det samme spørgsmål.

Hvis I spørger jer selv hvad denne beretning egentlig skal gøre godt for, så forstår jeg det godt! Ingen af de andre evangelister har den med. To af dem vil slet ikke vide noget af Jesushistorierne fra barndommen. De fokuserer på den voksne mand.

Lukas har sat sig for at være præcis. Han er den der gerne vil fortælle historien korrekt.

Ikke korrekt og bevidnet som historikere ville gøre nu om stunder, men sådan at man kan følge hele livet igennem ud fra troens standpunkt.

Lukas vidste, at kirken er på vandring, og med på vandringen er der én, som vi ikke altid kan kende, men som pludselig griber ind, siger et ord, spiser et måltid, tøver og får os til at skifte sindelag. Han griber ind med barmhjertighed og medfølelse, og mennesker mærker at vi er konfronteret med en anden verden – med et håb.

Lukas kender os virkelig!

Han ved, at vi ikke kan lade være med at være nysgerrige! Hvis et menneske kommer til at betyde noget, spørger vi til vedkommendes fortid. Nogle mennesker vil vi gerne følge hele livet igennem, enten fordi de var særlig grumme, men oftest fordi deres måde at være menneske på fascinerede os. Meget ofte er denne nysgerrighed båret af et ønske om at finde en rød tråd.

Egentlig ved jeg ikke hvorfor man skal tro, at andres menneskers liv er fyldt med sammenhæng, når vi alle sammen hele tiden oplever brud, modsætninger, foreløbigheder og tilfældigheder? Men det er som om vi holder modet oppe ved tanken om, at der er nogle, der går frem efter en rød tråd!

I kan godt høre, at jeg ikke tror, at det er nemt at finde en rød tråd. Jeg tror ikke på den røde tråd, fordi jeg er dybt overbevist om, at vi gør mere ved hinanden end vi til daglig går og tror.

Vi taler sammen, lever sammen, diskuterer med hinanden, udvikler anti- og sympatier og selv om vi gør os umage og forsøger at bringe en bestemt udvikling ind i vores liv, mærker vi ofte, at vores liv i høj grad bliver indviklet – indviklet i de andres liv.

I ved også fra medierne, at det vi ikke ved, det finder vi på!

I Søværnet hørte jeg så ofte mennesker sige til hinanden: ”Hvis du siger en løgn om mig, så skal jeg nok sige en sandhed om dig.” Det er til at blive nervøs af!

Lukas fortæller noget om Jesus’ barndom og ungdom for at menigheden kan fæstne sin tanke om det! Så behøver de ikke søge yderligere røde tråde. De behøver ikke lade fantasien vokse!

Jeg kan betro jer, at Lukas’ intension ikke lykkedes. Der blev forfattet mange barndomsevangelier om Jesus, og man fortalte hinanden at han var en frygtelig kraftkarl, og de andre børn skulle ikke drille, for allerede som barn skulle han blot blæse på dem og de faldt død om, eller han var så stærk at han kunne løfte en hel vognstjært og sandelig om ikke også han gik sin far til hånde i snedkeriet.

Men Lukas giver os denne ene historie, og den handler om Jesus’ enestående forhold til Gud.

Han var blevet væk i den tusindtallige skare der var i Jerusalem ved påsketid. Han havde hensat sine forældre i forfærdelse, og de havde sikkert nået at tænke det værste. Fik de ham at se igen? Hvor skulle de begynde at lede? Var der tilstødt ham noget?

De fandt ham i templet. Han havde siddet og talt med de lærde, og de havde undret sig.

Maria bebrejdede ham at han havde gjort som han havde – og ærlig talt hun bliver fejet af med noget, der ser ud som et næstvist svar: det havde hans mor vel kunnet sige sig selv, nemlig han måtte vel være, hvor hans far var!

Tilhøreren bringes fra begyndelsen af evangeliet ind i den situation, at her er noget helt særligt. Jesus er et særligt menneske, og det er fortællingen om hans særlighed, der er fortællingen om menneskenes befrielse.

Det er som om Lukas hævder at nu skal vi fokusere på ham, som vil afsløre Gud.

Han er virkelig ikke hvem som helst – han er Guds udtrykte billede. Når man ser ham og hører ham, så mærker man at her er der tale om noget helt andet – og dog så kan han kendes.

Han vil gerne ses – han vil høres – han vil mærkes! Han er ikke som de andre profeter! Han er ikke ophøjet. Han vil ikke have menneskene til at slå blikket ned. Tværtimod gør han gældende at den der tror på Guds kærlighed også mærker, at nu bliver man ikke bundet til sine fejltagelser, til sin smålighed, til sin vrede. Nu bliver man befriet.

På en eller anden løjerlig måde lykkes det ham at overbevise menneskene om, at kærligheden kan få dem til at se anderledes og nyt på tilværelsen.

Han får dem til at mærke at ved medfølelsen er det som om mange kløfter kan overvindes og mennesker kan se hinanden i øjnene igen.

Han tager aldrig forbehold mod noget menneske.

Prøv lige at lægge mærke til hvor ofte vi tager forbehold mod hinanden. Prøv at lægge mærke til hvordan vi dækker os ind, for ikke at blive skuffede, triste eller bange!

Han gør det aldrig.

Til sidst står de smukke ord om Maria: ”Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte.” Ganske ofte tror jeg at den tidlige menighed så på Maria som den første apostel. Hun havde født ham, værnet ham med sin krop, hun rummede hele hans liv.

Som Maria havde gjort, skulle de troende gøre fremover. De skulle erindre sig fortællingerne som mindede dem om liv og som gav dem den inderlige overbevisning at vreden, ondskaben, og løgnen nok havde myrdet ham – men de destruktive magter fik ham aldrig, for livet, sandheden, medfølelsen og glæden opstod, og mennesker så hinanden, levede sammen og troede sammen og byggede et hus som vi kalder samfundet.

Måtte vi som Maria gemme hans ord i vores hjerter, gemme fortællingerne om ham når vi lever sammen og bygger hus og samfund sammen! Amen.

—

Biskop Peter Skov-Jakobsen

Nørregade 11, DK-1165 København K

Email: pesj(at)km.dk