2.påskedag | 21.04.25 | Lukas 24,13-35 | Af Rasmus Nøjgaard |

Når væggen er tyndest

Der er to steder hvor adskillelsen mellem det jordiske og det himmelske forsvinder. I dåben og nadveren er der ingen afstand, her er væggen mellem Gud og menneske så tynd, at mennesket forenes med Kristus. Usynligt, men ikke symbolsk eller tilsyneladende, det er helt konkret.

Den opstandne Jesus slår følge med to disciple, som vi slet ikke kender, og de er ikke blandt de tolv.  De er på vej til Emmaus, en dagsrejse fra Jerusalem. De genkender ham ikke til at begynde med, og først da de inviterer ham med ind til aftensmåltidet, og Jesus tager brødet, velsigner og bryder det, åbnes deres øjne, og de ser hvem han er. Med det samme kaster genkendelsen lys over alt det, han sagde til dem under vandringen, og nu mærker de hvordan deres hjerter brændte, da han udlagde Moses og profeterne i lyset af sin egen lidelse, død og opstandelse.

Det er en mærkværdig beretning, som kun Lukas fortæller. På den ene side er Lukas omhyggelig med at fortælle at Kristus er konkret opstanden, men alligevel kan han ikke fastholdes lokalt. Ligesådan oplever Maria Magdalene, Johanna og Maria, Jakobs mor, den tomme grav, hvor to lysende skikkelser minder dem om, at Jesus sagde at han skulle korsfæstes og opstå på den tredje dag. De ser ham ikke selv, men bliver alligevel de første apostle der forkynder Jesu opstandelse. De desillusionerede og skeptiske disciple finder også graven tom, men ser ham så en kort stund, først Simon, så dem alle.

Kleofas oplever først at Jesus åbenbarer sig, da han velsigner og bryder brødet, men ligesom han åbenbarede sig, forsvinder han igen. Jesus er ikke længere konkret til at fastholde. Den opstandne Kristus skal ikke fastholdes lokalt i Jerusalem eller i Israel, men veksler et lokalt perspektiv med et universelt. Kleofas skynder sig tilbage til Jerusalem for at fortælle de andre disciple at Jesus har vist sig for dem, og mens de er samlet, står Jesus pludseligt midt iblandt dem. Jesus udlægger igen Moses, profeterne og salmerne. Ingen skal være i tvivl om, at Skrifterne altid har forudsagt, at Kristi lidelse, død og opstandelse skal forstås som et budskab om syndernes forladelse for Jerusalem såvel som for alle verdens folkeslag. Da han har velsignet sine disciple, skilles han igen fra dem og bliver båret op til himlen, for som alle menneskers frelser kan han ikke længere være ét sted. Han er nu til stede overalt hvor Ordet forkyndes.

Jesus’ fravær er blevet afløst af budskabet om hans død og opstandelse. Det er budskabet vi får del i. Det er også det budskab som Jesus forkynder for Kleofas på vej til Emmaus. Forkyndelsen af Kristus som frelser. Det betyder at Kristus gennem sin død og opstandelse sætter mennesker fri og gør dem levende. Det der tynger os her i livet, har ikke længere magt over os. Jesus fortæller, at dette budskab er centrum i alle Skrifterne, de har alle det samme universelle perspektiv at sætte os fri og fortælle at ingen har ret og magt over os. Alle er i troen på Kristus tilgivet og oprejst med ham. Vi står i sidste ende kun til ansvar for Kristus. For ham er vi ikke længere fanger, men frie, ikke faldne, men oprejste, ikke ulige, men lige, ikke forhadte, men elskede, ikke fordømte, men velsignede.

Under vandringen til Emmaus hører Kleofas Jesu udlægning og mærker bagefter ilden i ordene, men han overbevises ikke af ordene alene. Jesu forkyndelse er alligevel ikke overbevisende i sig selv, uanset hvor vis og myndig den er. Kleofas trøstes måske, men det vækker ikke hans tro, så han ser hvem han er sammen med. Først da Jesus tager brødet, velsigner og bryder det, så kommer troen rullende, og han ser hvem Kristus er, Guds søn.

Ordet får krop og forkynder, at vi alle har del i Kristi opstandelse. Ikke at Ordet ikke forkyndes andre steder end i dåb og nadver, som fx i kærligheden og barmhjertigheden til vores næste eller i ydmyghed og omsorg for skabelsen i øvrigt, men lige her i nadveren forsikrer Kristus os, at væggen er så tynd at vi er i kontakt med det guddommelige.

I en verden hvor der hersker forvirring, løgn og bedrag, kan vi finde sikkerhed i skæbnefællesskabet med Kristi død og opstandelse. Her i nadveren overvindes al afstand, og vi forenes med Kristus. Helt konkret, for et øjeblik:

”Og han tog et brød, takkede og brød det, gav dem det og sagde: »Dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig!” (Lukas 22,19).

Er det ikke også øjeblikkene af lykke, fællesskab og kærlighed, der helt gennemtrænger vores eksistens, og som kan forvandle hele vores perspektiv på livet og os selv?  De sande og erfaringsnære øjeblikke som vi kan leve et helt liv på? De konkrete øjeblikke der får alt til at give mening, trods al den tvivl, modstand og frygt som kan plage et menneskeliv? Ordet der kaster så stor betydning af sig, at vi mærker en ild brænde i vores hjerter, så vi vinder mod og håb til at kæmpe for dette liv, for næsten som os selv, for den barmhjertighed, som Jesus har lært os at møde verden med.

Det kan ikke blive ved ordene. Det gælder også i vores egne liv. Hvis ikke der følger konkret handling, så bliver det ved ordene og de bliver hule og uden betydning. Sådan lever kærligheden ikke kun af ord, men af at vi udviser kærlighed. Når vi forsoner os med hinanden, når vi bærer over med hinanden, og selv oplever at dem vi deler skrivebord, spisebord og seng med, kan bære vores dumhed med et nådefuldt blik. Tillid opstår ved nærhed og tilstedeværelse, når vi mærker samhørighed og fællesskab, og når vi tager imod og deler ud af denne generøse tilgivelse.

Det er det nadveren kan:

Den gør afstanden fraværende, når vi inviterer Kristus med ved bordet, så han igen kan velsigne brødet, bryde det og lade os få del i ham og fyldes af hele opstandelsens lys med tilgivelse og oprejsning.

Så er der ingen barriere.

Kun håb.

Amen.

—

Sognepræst Rasmus Nøjgaard

Østerbrogade 59

DK-2100 København Ø

+45 2617 0583

EmaiI: RN(at)km.dk