Vi er denne søndags under | 5. søndag efter trinitatis | 20.07.2025 | Lukas 5,1-11 | Marianne Frank Larsen |

Umuligt at tælle alle de
arter af mosser og laver,
der vokser på stengærdet
langs med vejen. Jeg nøjes
med at finde en ny art,
hver gang jeg passerer,
det er et mirakel, især
når regnen falder, og
tågen ligger tæt mellem
birkene, så farverne gløder.

Sådan skriver digteren Eske K. Matthiesen i et af sine digte, og sådan sætter han ord og billeder på et mirakel. Det mirakel, at der findes så mange forskellige arter af mos og lav i forskellige farver, at han er nødt til at nøjes med et finde én ny art, når han går forbi. Det er et af den slags mirakler, digterne er nødt til at hjælpe os med at få øje på, så vi netop ikke bare går forbi; det almindelige livs mirakler, som verden udenfor er myldrende fuld af lige nu. Svalerne, roserne, kornmarkerne. Og som vi herinde takker den gode Gud for, at han så gavmildt og ødselt velsigner os med.

Jeg begynder dér, med det almindelige livs talløse mirakler, for at sige, at det mirakel, vi får at se i dagens evangelium, ikke består i, at Jesus skaber noget overnaturligt og ekstremt, som ingen før har set. For der findes jo fisk i Genesaret Sø i forvejen. Der er bare alt for få af dem til de trætte fiskere den søndag morgen. Miraklet består i, at Jesus forvandler de få fisk til en enorm stime, en vrimmel så vældig, at nettene er ved at sprænges, og bådene er ved at synke. Der er mere end rigeligt til Peter og Jakob og Johannes, og også mere end rigeligt til, at skarerne inde på land kan spise sig mætte. Det er præcis som ved bespisningen i ørkenen, hvor Jesus forvandler de fem små brød til et ødselt aftensmåltid til fem tusinde. Nogen har kaldt den slags mirakler for mangfoldiggørelsesundere. Fordi Jesus tager det lidt, der er, en smule fisk eller en smule brød, og mangfoldiggør det med en gavmildhed, der er overrumplende. Hvor han er på færde, er der ingen smalle steder. Der er næring og nyt liv til alle.

Og det er derfor, det går op for Peter, hvem han er, manden, der har lånt hans båd som prædikestol denne morgen. For sådan som Jesus mangfoldiggør fiskene i søen, præcis sådan mangfoldiggør den gode Gud jo arterne af mosser og laver på stengærdet langs med vejen og frøene, vi sår i jorden. Og jo også de kærtegn og varme ord, vi giver hinanden. Det er Peter klar over. Ødselheden, kraften til at forvandle lidt til ustyrlig meget, som Jesus udfolder i dag – den kan kun komme ét sted fra. Det er derfor, Peter falder på knæ og beder Jesus gå sin vej, for han er en syndig mand, slet ikke klar til at møde den gode Gud ansigt til ansigt en almindelig søndag morgen ved Genesaret Sø.

Men Jesus mangfoldiggør ikke fiskene i søen for at vække Peters syndserkendelse. Han gør det, for at Peter skal vide, hvem det er, der nu kalder på ham og tager ham med og sætter ham i arbejde. At det er den gode Gud, der inddrager ham i sit arbejde med at værne om liv og skabe nyt liv for mennesker. Han står her på jorden som et menneske af kød og blod midt i Peters almindelige tilværelse, han har valgt Peter og kaldt på Peter, og fra nu af vil han have Peter med der, hvor han skal hen, følges med Peter og de andre, være midt imellem dem alle dage. Det er nok muligt, at han ser Peter som en syndig mand, men han standser op og kalder på ham, fordi han først og fremmest ser ham som et menneske, der kan noget! Eller i hvert fald som et menneske, der kommer til at kunne noget. Et menneske, der er i stand til at arbejde sammen med ham på at fange andre mennesker med hans ord og hans gerninger. Kalde hans liv frem i andre mennesker. Være menneskefisker som Jesus selv. Det er den store opgave, Jesus betror Peter og de andre.

Og når de slipper alt, hvad de har i hænderne, og lader garn og både og koner og børn bag sig for at blive menneskefiskere sammen med ham, så går de med erindringen om, hvor gavmildt han mangfoldiggjorde fiskene i Genesaret Sø, så der blev nok til alle. Præcis sådan må de stole på, at han vil mangfoldiggøre deres utilstrækkelige ord og gerninger i fremtiden, så det bliver hans ord og gerninger, og så der bliver nok til alle. Det er det løfte, der ligger uudsagt i Peters mirakuløse fiskefangst.

Som vi forstår det, er det et løfte, den opstandne opfylder hver søndag morgen, også i juli 2025. For vi kommer jo for at se og høre de mirakler, han gør herinde. Igen: der er ikke tale om noget ekstremt eller overnaturligt, men om, at han tager de almindelige små ting, der nu er for hånden, og mangfoldiggør dem. Nogle håndfulde vand ved døbefonten. Korsets usynlige streger. Et mikroskopisk brød og en mundfuld vin. Det syner af lige så lidt som fiskebestanden i Genesaret Sø natten før, Jesus kommer. Men den opstandne tager vandet og brødet og vinen og korsets små streger og gør dem forunderligt store, for de bliver tegn på, at han også er imellem os i dag, som han var imellem dem den morgen ved Geneserat Sø. Han står her og deler ud til højre og venstre af sit eget liv. Det liv, der altid begynder. Her er ingen smalle steder. Der er nok til alle, der vil.

Med almindelige ord og tegn kalder han på os i dag. Og det er det virkelige mirakel i dagens evangelium. At han også kommer og kalder på os, fordi han har udset sig os og vil have os med dér, hvor han skal hen. En klog mand* siger simpelthen, at det er os, der er underet på 5. søndag efter trinitatis. Ikke at der sker noget helt nyt, men at vi bliver nye! Det bliver vi i kraft af hans blik og hans kald og det nye liv, han giver os. Fordi det i dag er os, der bliver hans disciple, os, han har valgt at være hos, vores ord og gerninger, han har valgt at vise sig i. Os han ser som mennesker, der kan fange andre med handlinger, han kan genkende sig selv i, mangfoldiggøre hans liv i andre mennesker. Vi har allerede hørt Peter sige hvordan: ved at vise medfølelse, broderkærlighed, barmhjertighed og ydmyghed. Ved ikke at gengælde ondt med ondt eller skældsord, men tværtimod med velsignelse, for det er velsignelse, vi er kaldet til at arve. Sådan har vi mulighed for at kalde hans nye liv frem hos ethvert menneske, vi får med at gøre. Når vi går ud herfra med den opgave, går vi gudskelov sammen med ham, der ejer kraften til at forvandle det lidt, han forefinder, til ustyrlig meget.

Amen

Sognepræst Marianne Frank Larsen
DK 8000 Aarhus C
mfl(at)km.dk

*Mogens Lindhardt: Trinitatis, Anis 2025, s. 182-184