4.søndag efter trinitatis | 13.07.25 | Lukas 6,36-42 | Af Poul Joachim Stender |

Bjælken og splinten i øjet

Det er fint at folk dyrker motion, hvis de kan lide det, selv om jeg synes mange ser lidende ud. I mine øjne er der mere stil over kirkegængere end motionsløbere. Det hedder at gå i kirke og ikke løbe i kirken. Bare det er beroligende. Og så har kirkegængerne et helt andet mål med at gå i kirke end motionsløberne har med deres løbetur.  Motionsløbere løber for at få tre-fire leveår mere. Kirkegængerne vil have det evige liv. Mange løber også for at tabe sig. Kirkegængerne vil også gerne tabe sig. Men de vil tabe deres overvægtige ego. De vil blive mindre så Gud og deres medmennesker fylder mere. De vil tage de ord til sig, som Johannes Døberen engang råbte: ”Han – altså Jesus – skal blive større og jeg skal blive mindre”.  Gid vi havde flere kirkegængere end motionsløbere!

Jeg har sommerhus op ad det falsterske dige, hvor det vrimler med motionsløbere. Det blev anlagt mellem 1873 og 1875 for at beskytte mod stormfloder. Man havde erfaret dyrt ved stormfloden 14. november 1872, hvor meget vand der kunne presses ind i Østersøen og hvor meget død og ødelæggelse en stormflod kunne forårsage. Men der er andre slags diger end diger mod stormfloder. For eksempel er den kristne kirke et dige. Den er et værn mod ondskaben, mod meningsløsheden, mod ligegyldigheden, mod tomheden og mod en etik uden rødder i kristendommen.  Der er alt for meget snak i vores samfund om sundhed, og om at vi skal passe på vores kroppe og at vi skal forbedre miljøet og bevare naturen. Selvfølgelig skal vi det. Men vi skal også have fokus på vores åndelige liv og de nedbrydende kræfter der truer med at oversvømme os som en stormflod.

Der er en lignelse i Mattæusevangeliet om en mand der bygger sit hus på løst sand og en anden mand der bygger sit hus på en klippe. Og der står: ”og skybruddet kom, og floderne steg, stormene suste og ramte det hus der stod på klippegrund. Men det faldt ikke. Det gjorde til gengæld det hus der var bygget på løst sand”. Ukrainekrigen bliver mere og mere brutal. De unge mere og mere afhængige af mobiltelefonen og kunstig intelligens. Der er flere og flere udbrændte i Danmark. Sygdom og død hersker omkring os. Vi mærker, at der er skybrud og at floderne stiger og stormene raser. Så vi må stå fast og tro på at Jesus Kristus er med os som vores åndelige dige.  Det er ikke sundheden der kan frelse os. Vi kan ikke, som mange motionsløbere bilder sig ind, løbe os fra undergangen. Det er troen på Guds søn der er vores frelse.

På denne sommersøndag har vi en fin tekst om at dømme andre. Gud dømmer os, når tiden er inde. Og fordi Vorherre tager denne ubehagelige opgave på sig, behøver vi ikke have travlt med at dømme hinanden. Men når det er sagt bliver vi alligevel nødt til at dømme hinanden. Det gør vi ved vores domstole. Men vi må også være dømmende, når folkekirkens frihed, den kristne tro, vores demokrati, er truet. Så må vi se splinten i vores broders øje velvidende vi har en bjælke i vores eget øje, og afsige den dom, at vi ikke kan acceptere hvad som helst. Man kan også vælge at overse splinten i sin brors øje eller i statens øje eller i verdenssituationens øje.  Men er det god kristen etik? Hvad hvis splinten er at kvinderne i Afghanistan bliver undertrykt og har brug for kvinderne fra de kristne lande til at hjælpe dem fri? Eller hvad hvis splinten i statens øje er ligegyldighed over for vores kristne arv? Det er en kendsgerning at vi mennesker har fejl. Det er også en kendsgerning, at vi først og fremmest kan se fejlen hos hinanden. Men hvis man kan lide mennesker, bliver man også nødt til at lægge mærke til deres fejl.  Fejl skal ikke overses. De skal rettes.

Engang var der Moseloven i Det Gamle Testamente. Budene var enkle. Man var en morder hvis man slog ihjel, en tyv hvis man stjal, en horebuk hvis man var sin ægtefælle utro. Men Jesus Kristus skærper Moseloven. Han bliver så radikal at vi føler at der ikke er plads til ham i folkekirken. Man er ikke kun morder, hvis man har slået ihjel. Man er en morder bare man har tænkt på at slå ihjel eller har sagt idiot til nogen. Man er ikke bare sin kæreste utro, hvis man har været sammen med en anden kvinde eller mand. Men blot man har kastet et lystent blik på en anden. Vi er alle lige gode. Men vi er også alle lige onde. Der er ingen af os, der ikke har slået ihjel i tankerne eller har afholdt os fra at se med lystne blikke på andre end vores ægtefælle. Der sidder en bjælke i øjet på os. Men gud ske lov er der i kristendommen en lære, der hedder arvesyndlæren.  Det er svært at forstå, at fædrenes synder går igen i børnene. Men i virkeligheden er denne lære en befrielse for os. Den gør det muligt at leve med den kendsgerning, at man render rundt med en bjælke i øjet. Det onde jeg gør, gør jeg, fordi jeg er et menneske. Vi er ikke gode nok på bunden. Derfor skal vi bekæmpe vores dårlige tilbøjeligheder ved at tage Jesus Kristus til os og stræbe efter det fuldkomne. Men selv om man har en bjælke i øjet, er man fortsat i sine gode ret til se splinten i sine medmenneskers øje, hvis denne splint truer vores frihed, vores demokrati, vores ret til at tro på Jesus Kristus som hele menneskehedens frelser. Gud i vold. Amen.

—

Sognepræst Poul Joachim Stender
DK 4060 Kirke Såby
pjs(at)km.dk