Kærtegn ved højlys dag | 11. søndag efter trinitatis | Lukas 7,36-50 | Marianne Frank Larsen |

Der så meget ved Solveig, der er anderledes. Måske fordi hun har boet i Amerika engang. Hun ugler sin søns hår. Hun stryger sin datter over kinden. Hun overøser dem med smil og gode ord. I den bog af Göran Tunström, der hedder ”Juleoratoriet”, er hun iøjnefaldende rundhåndet med kærtegn, som man ellers ikke kender på landet i Sverige tilbage i 30erne. For slet ikke at tale om kys. Der er Solveig faktisk en pioner, står der. Pludselig en dag ude på marken kommer hun hen og tager om sin mand og kysser ham på munden. Midt i arbejdstiden, ved højlys dag, mens naboen forundret står og ser til. Det bruger man altså ikke dér på egnen i 1932! Og manden snor sig da også lidt genert ud af sin kones arme og siger: Det kommer fra Amerika. Og det bliver siden en talemåde på de kanter, når nogen får lyst til at kysse hinanden midt på dagen. Det kommer fra Amerika, siger de så. Da Solveig dør alt for tidligt, og hendes mand er nødt til at rejse fra gården, er det dét, naboen husker, da han kommer for at sige farvel: Hvordan hun stod dér, fuldt belyst af solen, med armene om halsen på sin mand og kyssede ham en ganske almindelig formiddag. Naboen står og snøfter, men erindringen får ham til at smile et blegt smil, og det får også os til at smile.

For vi kender det godt. Det hænder også i vores liv, at man kan blive så glad for et andet menneske, at man ikke kan tage sig af, om det, man gør, er god smag. Om alle andre synes, det er passende. I de lykkelige øjeblikke glemmer man simpelthen sig selv og det indtryk, man gør. Man har kun blik for den mand, det barn, den kvinde, den ven, man er så glad for. Og man har kun fornemmelse for den glæde, det menneske vækker. Den må og skal have et udtryk! Den løber af med én og løber over i smil eller tårer, i ord, man ikke plejer at bruge, i knus eller kærtegn eller kys – ved højlys dag.

Eller i olie, der dufter af myrra. For det er det, der sker i dagens evangelium. Simon og farisæerne kan ganske vist kun se et pinligt optrin. En kvinde, der trænger sig på midt i det gode selskab og får den lærde samtale til at forstumme med kys og kærtegn, olie og tårer, der drypper, en følsomhed og en kropslighed, der går helt over gevind. Det bruger man ikke dér på egnen! Ikke ved højlys dag. Og da slet ikke, når det er sådan en kvinde. Men Jesus ser noget andet, end Simon og farisæerne ser. Han ser den glæde, der løber af med kvinden, den kærlighed, der må og skal finde sit udtryk, uanset hvad der er god smag og almindelig skik og brug. Hengivelse, kunne man også kalde det, når man glemmer sig selv og blotter sit hjerte, fordi man kun har tanke og blik for en anden. I modsætning til den reservation, Simon møder Jesus med. For han lukker ham nok ind i sin stue. Men han giver ham ikke kys eller vand eller olie til velkomst, som man gør, når man tager imod en gæst, man holder af. Og han siger ikke, hvad han tænker, spørger ikke, vover sig ikke frem. Han iagttager, bedømmer, vurderer sin gæst – og holder afstand. Simon skal ikke have noget i klemme.

Til forskel fra kvinden, der har hele sit liv i klemme. Med lignelsen om pengeudlåneren, der eftergiver de to skyldnere deres gæld, tolker Jesus både hendes overstrømmende handling og Simons reservation. Han lader ovenikøbet Simon selv drage konklusionen: At den, der har fået den største gæld eftergivet, selvfølgelig også elsker mest. Kvinden elsker, som hun gør, med kys og kærtegn og tårer og olie, fordi hun i Jesus har mødt en barmhjertighed, der ikke bare dækker over enkelte fejltagelser, hun har gjort. Men over hele hendes liv. Hun handler så fuldkommen hengivent, fordi hun i hans øjne har set en godtagelse, hun ikke har mødt i noget andet blik, og da slet ikke i de nedvurderende blikke rundt om bordet. Hun synes, hun har misbrugt den krop og det liv, hun har fået, og dog har hun hørt i hans stemme, at hun er elsket, tilgivet, fri til at begynde at leve på ny. Det er derfor, kærligheden og glæden løber af med hende. Derfor hun ødsler med olien og ligefrem bøjer sig og bruger sit hår til at tørre hans fødder. Hendes taknemmelighed kender ingen grænser.

Vi møder den samme barmhjertighed hver gang, vi kommer herind. En barmhjertighed, der ikke bare dækker over enkelte fejltagelser, vi har gjort. Men over hele vores liv og alt, hvad vi bærer på, der ikke blev, som det skulle have været. Det skjuler han i sin kærlighed. Eller sagt med salmens ord: Han skjuler os i sin kærlighed. Som han kom ind i Simons hus den dag for længe siden, kommer han ind i dette hus i dag. Vi kan ikke se ham, men vi kan høre, at han siger det samme, som han sagde til kvinden, der havde misbrugt sit liv: Dine synder tilgivet. Gå bort med fred. Det er præcis, hvad han siger til os og vores børn, når vi holder dåb, og når vi holder nadver. Så er spørgsmålet om vi reagerer som Simon, reserverer os, vurderer, bedømmer, holder afstand, fordi vi ikke mener, vi har nogen gæld, vi skal have eftergivet. Eller vi finder os selv i lyden af den stemme, der sætter os fri til at begynde igen, og i lyset af det blik, der ser os som elskede mennesker trods alt, hvad vi har spildt og fortrudt.

Kvinden kom med duftende olie. Sangene vi hører og synger, er den olie, vi takker ham med i dag. Som duften bredte sig i huset den dag for længe siden som et mærkbart udtryk for hengivelse og glæde, sådan breder lyden af tonerne og stemmerne sig i dette hus på denne dag, mens de stiger mod himlen som et lige så mærkbart udtryk for præcis det samme. Og kommer hjertets glæde ikke af sig selv, bliver den måske kaldt frem og forstærket af den skønhed, der når vores ører!

Kvinden kom også med kærtegn, lige så overrumplende rundhåndede som Solveigs den sommerdag i Sverige. Hvis glæden løber af med os, skal vi bruge vores kærtegn på hinanden. Gå bort med fred og ødsle med kærtegn og milde ord, hjælpende hænder og kys – også ved højlys dag. Amen.

—

Sognepræst Marianne Frank Larsen

DK 8000 Aarhus C

mfl(at)km.dk