20 søndag efter trinitatis | Matthæus 21,28-44 | Af Preben Kræn Christensen |

Salmer: 690, 289 – 511, 7

Vi er skabt af Gud og i Hans billede – lige fra dengang vi blev vævet i vores moders liv. Selvom vi selv er med i denne vidunderlige skabelse, så finder en nedbrydning samtidig sted. Ødelæggelse finder sted i samme takt som skabelsen. Når det gode liv med glæden og kærligheden ophører. Når liv hentes af død, glæde afløses af sorg, når der er orm i kærligheden – når vi bliver svigtet af den, vi elsker.

Guds frelse kan kun skænkes og modtages kvit og frit. Dette er hovedhjørnestenen i kristendom! Vi kan ikke erhverve Guds kærlighed som løn for gode gerninger eller noget som helst andet. Vi kan kun få den gratis. Og Gud kan heller ikke købe vores kærlighed: hverken med miraklernes bestikkelse eller moralismens trusler. Man kan købe eller true sig til lydighed, men ikke til kærlighed. Og netop lydighed var, hvad der fandtes indenfor murene.

Enhver der elsker ved, at det kan gøre mere end ondt at elske. Tænk sig at elske uden at få igen: når ens barn pludselig undslår sig, og ikke vil se forældrene igen, når man troede at den man elskede, elskede igen; og når vennerne forsvinder, og man ikke forstår hvorfor, når nu det var så godt! Det er da træls at være den, der hele tiden giver, hvad enten det er i menneskelige relationer eller i baren, og aldrig får noget igen.

Det er skidt at blive forkastet!

I lignelsen om de onde vinbønder sender ejeren sine folk ud for at hente den lejeafgift, forpagterne skylder ham, kun for at opleve, at tjenerne bliver slået ihjel én efter én. Så tænker han, at han må sende sin søn, for ham kan de da ikke finde på at gøre ondt. Sønnen bliver sendt, men kun for at blive slået ihjel.

Det er skrup hamrende forkert, for sådan var det jo ikke ment eller tænkt! Det kunne være så godt og så nemt, men den generøse Gud får en afvisning. Og så ligger man jo som bekendt, som man selv har redt. Det er tilsyneladende mennesket selv, der hersker og påfører sig selv den lidelse, det indebærer. Det har Gud ikke noget med at gøre. Det var hverken hans tanke eller plan, at det skulle være sådan. Han kom dem imøde dengang, og han kommer os imøde.

Vi skal helt derhen, hvor Gud er alt i alle, før lidelsen vil høre op. Men indtil da kommer kærlighed og lidelse ofte til at høre sammen, fordi dén, der elsker tilstrækkelig højt, er udleveret på nåde og unåde til dén, han eller hun elsker; og fordi han eller hun ikke kan kæmpe for sin kærlighed med noget andet middel end dét: at blive ved med at elske, selv når det gør ondt!

Det vilkår gælder også for Gud. Men modsat i vores verden så står hans kærlighed fast: er vi utro, forbliver han dog tro. Gud lader os ikke sejle vores egen sø.

Han vil os, og han vil vores kærlighed. Det er ikke, lydighed han søger. Og den eneste måde til at opnå dette er ved at blive ved med at elske os, selv når vi afviser ham. Det er derfor Gud må betale korsets pris, når vi afviser ham og gør, hvad vi selv vil, i stedet for hvad han vil. Så ofrer Gud sig!

Da kunstneren Robert Jacobsen skulle hænge sin alterudsmykning op i Hjerting kirke, sagde han:”Vi går ud fra Kristus”! Det er klar og entydig evangelisk tale for dette: vi går ud fra Kristus, skal gælde for ethvert menneske og til enhver tid.  Gud vil blive ved med at sætte sit liv til, for vores skyld, og indtil vores vrede er forduftet, og Gud bliver alt i alle.

Det er troskab. En troskab som kun Gud kan rumme og holde fast i. Måske finder den så en sprække hos det stædige og egne menneske, hvor lyset kan finde ind. Det lykkes, som vi hører det i dag, langtfra altid – for var det tilfældet, havde der slet ikke været nogen onde vinbønder. Og det var der jo! Som sagt: derfor blev der også en langfredag.

Det er dagens glædelige budskab, at Gud traskede ind i vingården. Han gik ind trods det, at han vidste, at det onde regerede derinde. Og han gjorde det for at være hos os, være med os alle dage både de gode og de onde – at han vil tro for os og håbe for os, og det viser han ved at blive ved med at nedbryde det hegn, som vi sætter op mellem ham og os. Amen.

Provst Preben Kræn Christensen
DK-6710 Esbjerg V

E-Mail: pkch(at)km.dk