Gudsforladt? | Langfredag | 18. April 2025 | Mark. 15,20-39 | Lasse Rødsgaard Lauesen |

Verden har aldrig føltes mere gudsforladt end den gør i dag, hvor Jesus hænger på korset og dør med de hjerteskærende ord: „Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?“ Det er som om, han mister den sidste forbindelse til Gud og nu oplever sig adskilt fra den far, som han altid har været tæt forbundet med. Han havde ellers forstået, at kalde Gud fra himlen ned på jorden. Jesus havde prædiket til menneskers hjerter, helbredte deres sygdomme og sendte dem ud i livet igen med troen på, at Gud også er til stede i vores verden. Men nu, i sin egen dybeste lidelse, forstår han ikke, hvor Gud er.

Har I nogensinde følt jer gudsforladte? Har I oplevet øjeblikke, hvor I ikke kunne mærke Guds nærvær? Tænke over det måske har vi alle haft vores egne Langfredage, hvor vi råbte til Gud uden vi syntes vi fik svar. Det må være den dybeste form for ensomhed. Når bønner synes ubrugelige, og Gud føles som en fjern skikkelse, der ikke svarer. Jeg tror, vi alle har haft tidspunkter, hvor vi har spurgt: „Hvor er du, Gud? Hvorfor lader du dette ske?“ Ordene „Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?“ er derfor også dine og mine ord.

Med Jesu død, dør også alt det han har arbejdet for og Gud ser ud til at være forsvundet fra jorden. Gud, der ikke bare har forladt Jesus, men også Maria, Maria Magdalena, Johannes og alle, der fulgte ham, fordi de troede, at Gud var med Jesus og den bevægelse, de var en del af. Følelsen af Gudsforladthed er et aspekt af troen, og både i dagligdagen og i litteraturen har mennesker forsøgt, at tage livstag med gudsforladtheden. Jeg vil nu lade jer møde tre eksempler på gudsforladthed hos Mother Teresa, Romanfigurerne Niels Lyhne og Ivan Karamazov.

Da Mother Teresas dagbog blev offentliggjort, var det et chok at opdage, at også hun følte sig gudsforladt. I sine private breve afslørede hun nemlig perioder med dyb åndelig krise og en følelse af at være forladt af Gud. Følelsen af åndelig tomhed og tvivl, som hun beskrev som en „mørk nat“, var en del af hendes personlige kamp, selvom hun fortsatte sit arbejde. For hun kunne bevare troen på trods af den ”mørke nat” og følelsen af forladthed, for selvom Gud havde forladt hende, var han stadig til stede i andres kærlige handlinger og hendes egen tjeneste. Ofte tror vi, at tro kun handler om vished, men måske er det netop i vores tvivl, at troen prøves, vokser og bliver til.

I romanen Niels Lyhne får vi et andet perspektiv på gudsforladthed. Her er det ateisten, der selv har forladt Gud, men som stadig føler sig forladt. For hver gang han mister nogen, han elsker, konfronteres han med følelsen af fravær – ikke kun fraværet af de mennesker, han har mistet, men også fraværet af en guddommelig instans, der kunne give trøst eller mening i hans lidelse, og han oplever sig som dobbelt forladt. Han vil gerne tro på en verden uden Gud, men har svært ved at leve med, at alt så bliver tilfældigt.

I Romanen Brødrene Karamazov er det Ivan der kæmper med tanken om en god og retfærdig Gud i en verden fuld af lidelse. Han forkaster ikke nødvendigvis Gud, men han kan ikke acceptere en Gud, der tillader uskyldiges lidelse. Hans smerte ligger ikke kun i fraværet af Gud, men i erkendelsen af en verden, hvor Gud synes at tie. Han oplever det samme paradoks som Jesus på korset: Kan Gud være til stede og samtidig synes borte? Dertil må vi tilføje, borte men ikke væk eller forsvundet og endda død for den der er borte kan der kaldes på. Og den troende har stadig nogen, at kalde på selvom Gud synes borte, som Jesus, der stadig kalder Gud ”min Gud”.

Jesus var helt menneske og kunne føle sig gudsforladt ja, men han var også helt Gud. Derfor kommer Gud de gudsforladte i møde ved at dø for os på korset, uden nogen form for beskyttelse. Når vi ser på korset, ser vi derfor ikke kun lidelse, vi ser også en Gud, der deler vores smerte og åbenbarer sig i magtesløshed. Det viser os en sandhed, vi ofte overser – Gud kan være til stede på en måde, vi ikke altid forstår.

I lidelsen kan vi derfor søge trøst hos Gud og finde ham, netop fordi han har været der før os. Og vi skal ikke skjule vores smerte, fordi vi tror, at tro betyder at være stærk. På korset ser vi en Gud, der ikke skjuler noget. En Gud, der lader sig ydmyge og gøres svag, fordi han vil møde os, hvor vi er. Dem der er omkring kan ikke klare en svag Gud, de reager med tavshed eller hån, for hvem vil tro på en svag Gud. Det går først sent op for dem, at han sandelig var Guds søn.

Vi kunne derfor passende spørge os selv: Kan vi få øje på Gud i lidelsen? Er vi godt nok forberedt til den dag, hvor vi måske oplever vores liv som Gudsforladt og vi bliver svage? En strategi har altid været, at kunne sit Fadervor eller en Davids salme for at holde mørket på afstand. Jesus citerer netop Davids Salme 22, der begynder med gudsforladthed, men som slutter med ordene: „For han greb ind.“ Måske citerer Jesus den salme for at minde os om, at Gud vil gribe ind, lige meget hvor gudsforladt vores verden synes. Og han får jo ret, men det ved vi først om tre dage.

Langfredag slutter i mørke, men mørket får ikke det sidste ord. Når vi oplever perioder, hvor Gud virker fraværende – når vi føler os forladte, som Jesus på korset – så er det nemt at tro, at mørket er slutningen, at vi står alene, men vi er ikke alene, selvom om mørket, som vi har set er en fælles menneskelig erfaring. Og vi er heller ikke alen i mørket, Gud er i mørket. For Gud griber ind i vores liv, selv når vi føler os mest forladte, det her er ikke slutningen. Opstandelsen er på vej, og med den kommer håbet om en Gud, der altid handler til sidst. Amen.

Sognepræst Lasse Rødsgaard Lauesen

Pårup

DK-5000 Odense

E-Mail: lrl(at)km.dk