Mark 2,14-22
17. søndag efter Trinitatis | 27. september 27, 2026 | Mark 2,14-22 | Elof Westergaard |
Jeg satte alt mit håb til Herren,
og han bøjede sig ned til mig
og hørte mit råb om hjælp;
han trak mig op af undergangens grav,
op af slam og dynd;
han satte min fod på klippen,
så jeg stod fast.
Han lagde mig en ny sang i munden,
en lovsang til vor Gud.
Hør den både smukke, opbyggelige og håbefulde bevægelse i disse vers fra den gammeltestamentlige salme, som hører denne søndag til:
Gud bøjer sig ned mod salmisten, hører hans bøn og trækker ham op af slammet og dyndet. Gud giver ham fodfæste, sætter hans fod på klippen, så han står fast. Og ikke nok med det. Gud lader ham ikke blot stå på klippen, reddet, våd og beskidt. Gud lægger også en ny sang i hans mund, en sang, som salmisten beskriver som en lovsang til Gud.
Gud er altså ikke blot redningsmanden, men også den, der giver mennesket ord, nye ord at leve af. Han fornyer vores liv ved at lægge en ny sang i munden på os.
Jeg har altid haft svært ved at forstå den dybere betydning af det billede, som Jesus bruger i evangeliet i dag.
Jesus siger:
”Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river den nye lap det gamle i stykker, og hullet bliver værre. Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges. Nej, ung vin på nye sække!”
Jeg forstår dybest set livet anderledes. Jeg har en stor glæde ved at forbinde gammelt og nyt. Det er jo netop, hvad jeg som præst gør uge efter uge: fortolker de bibelske ord, tager det gamle til mig og forsøger at gøre ordene vedkommende og nye nu. Det er sådan, vi tager det gamle til os i gudstjenestens rum.
Men måske er min fejl, at jeg straks forsøger at forstå Jesu ord metaforisk og næærmest allegorisk, som om hvert led i billedet skal kunne overføres direkte til vores tid.
Jesu ord handler i denne sammenhæng måske slet ikke om, hvorvidt gammelt eller nyt er bedst. Hvad nu, hvis vi i stedet læser Jesu billede konkret og erfaringsnært, som en sammenligning, der kun gælder et bestemt forhold?
Det kræver måske, at vi spørger: Hvordan er det egentlig med nyt, ukrympet stof på gammelt, forvasket tøj og med ny vin på gamle sække?
Hvis jeg sætter en ny lap på et gammelt stykke stof og vasker tøjet, kan det nye stof krympe. Og hvis man syr det nye stykke, den nye lap, på et gammelt, vasket og slidt stykke stof, kan lappen trække sig sammen og rive det gamle itu. På tilsvarende måde dur det ikke med ny vin på gamle sække.
Sådan kan det være: Nyt og gammelt passer ikke nødvendigvis sammen ved blot at blive syet eller hældt sammen.
Jesus bruger dette erfaringsbaserede billede til at understrege, at når noget nyt sker og kommer til, så forandrer det også det gamle.
Og det er jo netop, hvad evangeliet i dag handler om. Jesus kommer og bryder nogle skel ned. Han skaber sprækker mellem afsondrede og isolerede mennesker.
Det sker ved, at Jesus træder ind i fremmede huse, ind hos dem, vi ikke bryder os om. Han spiser med syndere og med dem, vi har dømt ude.
Sådan får Jesus det gamle, lovreligionen, til at sprække og skaber nye åbninger, som kan samle os på ny.
Jesu ord handler derfor ikke om, hvorvidt gammelt eller nyt er bedst. De handler om det nye, han bringer ind i verden til os. Det nye, som gudskelov og tak stadig skaber nye sprækker. Det nye, som netop fornyer, på samme måde som Gud i den gammeltestamentlige salme trækker os op af dyndet og ikke blot lader os stå der alene, men lægger en ny sang i munden på os.
En ny sang, som hverken er ubekendt eller nødvendigvis aldrig sunget før, men som bærer skabelsen i sig og til stadighed kan forny vores liv.
Gud, tak for din sang i os.
I Jesu navn. Amen.
Elof Westergaard
Biskop i Ribe
eve@km.dk