Dåbens dør | 1. søndag efter Helligtrekonger | 11. januar 2026 | Markus 10,13-16 | Leise Christensen |

Jeg har jævnligt den store glæde at døbe konfirmander og voksne. Det er altid en særlig lejlighed, som jeg først glæder mig til og så siden tænker tilbage på med glæde. Dåben er en af de få begivenheder i tilværelsen, hvor forventningens glæde faktisk opfyldes! Jeg har også ofte glæden at døbe de små som i dag. Begge dele er store begivenheder. Hver eneste gang, der holdes dåb af stor som lille, læses denne søndags evangelium. Det er en dejlig ting, for vi er helt inde ved kristentroens DNA, dåben. Om den kan der siges allehånde kloge, dogmatiske sætninger, som kirken og teologien har udviklet over de seneste 2000 år, alt sammen udmærket, men det vil jeg ikke gøre i dag. Jeg vil se på livet i dåben, glæden, ja, ligefrem jubelen, storheden, bæredygtigheden, det, som er inderst og vigtigst i menneskers liv.

Imidlertid kan kravet om, at vi skal blive som børn igen for at møde Gudsriget, godt synes lidt uheldssvanger. For det kan vi jo ikke. Vi kan ikke blive som børn igen – vi er for voksne, for erfarne, for skuffede i vore forventninger. Det ved Jesus selvfølgelig godt, han er jo ikke et fjols. Men der, hvor vi skal ligne de små børn, er lige præcis der, hvor det også er sværest. For babyer er det naturligt at tage imod kærlighed, at lade sig elske. Spædbarnet ved godt, at hvis det ikke tager imod kærligheden, omsorgen og forældrenes trofasthed, kan det ikke overleve, ganske enkelt. Barnet bliver imødekommet af sine forældre og deres kærlighed. Voksne har det ikke på samme vis. Vi har altid en vis gustenhed i erfaringen med os. Vi har vil gerne have balance i regnskabet – selv i kærlighedens regnskab (selvom regnskab og kærlighed egentlig ikke burde siges i samme sætning) forsøger vi os med en vis ligevægt. Det kan være fint nok, at den ene elsker mere end den anden. I en periode. Men ellers bryder vi os en hel del om ligevægt. Vi kan bedst lide, at det i det længere løb går op, at der er ligevægt. Sådan er det ikke med spædbørn, de tager som det naturligste i verden imod al kærlighed uden sådan set at gøre gengæld.

Sådan skal vores forhold til Gud være. Der skal vi ligne de små. Vi skal tage imod kærlighed, Gudsriget, og egentlig ikke regne med, at der skal være ligevægt. Gud elsker os først, og vi behøver ikke at tænke på tidligt og silde, hvad vi kan gøre til gengæld. Vi er elskede forud. Kærlighedens uligevægt, asymmetrien mellem Guds kærlighed og vores, er det bærende, det smukke. Deri ligger en uopslidelig trøst, når det brænder på andre steder i tilværelsen.

Nogle gange bliver jeg spurgt om, hvad dåben er for mig. For tiden svarer jeg og har gjort det en rum tid, at dåben er en dør. Et sted hos Johannes bruges billedet dør om Jesus. ”Jeg er døren” står der om Jesus ”den, der går igennem mig skal finde nye græsgange,” siger han. Derfor læste jeg også ekstra grundigt med, da jeg for et par år siden faldt over en artikel om udstillede døre på et galleri.

I New York ligger der et hotel, der hedder Chelsea Hotel. Det er i og for sig ikke noget særligt fint hotel ligesom the Waldorff, der altid er med i amerikanske film, og det er heller ikke specielt stort. Men det er alligevel noget helt særligt, det her hotel. Mange berømtheder har nemlig boet der gennem årene, hotellet blev udødeliggjort, da Leonard Cohen skrev en sang om det i 1974, hvor han så tilbage på sin tid på hotellet med en anden stor stjerne, nemlig Janis Joplin. Kendte digtere, filmfolk og billedkunstnere har boet der, og for et par år siden, blev det besluttet, at hotellet skulle renoveres og føres up to date. Det betød, at man tog dørene til værelserne af hængslerne og nej, man smed dem ikke ud, man udstillede dem. Alle de her hærgede døre fra rockmusikkens og popkunstens kronede dage er altså taget af hængslerne og sendt på galleri. Man kunne så gå ind på et smart galleri i New York og se alle disse døre, der har lukket skabende mennesker ud og ind i en menneskealder, og det kan man så sidde og filosofere lidt over. Og købe en dør, hvis man ellers har penge nok! Jeg har ingen dyr kunst derhjemme, men jeg kunne godt tænke mig sådan en dør fra Chelsea Hotel. Ja, det behøvede såmænd ikke engang at være så fancy en dør, måske skulle jeg bare finde en gammel dør og sidde og kigge på den på mit kontor i præsteboligen og tænke på dåbens dør.

Det er nemlig sådan med døre, at de netop giver et nyt perspektiv på tilværelsen – man kan gå ind og ud ad døre, hvorved ens udsigt forandrer sig markant. Hvor der er en dør, er der et brydningsfelt mellem ude og inde, og en dør rummer altid forandringens mulighed i sig. Der sker noget, når man går igennem en dør. Derfor var vel også de døre på galleriet fra hotellet så attråede. Der er mulighed i dem.

Det, der gør døren så indlysende et symbol på både Jesus og dåben, er netop, at døren er et udtryk for en åbning, en åbning, der gør livet større og rigere. En åbning er, hvad Jesus anviser os i dagens evangelium, en dør, som vi kan gå igennem til hans Rige. Dåben er en dør. På den anden side af døren er udsigten anderledes, bevidstheden anderledes. Når jeg siger anderledes bevidsthed, så er det bevidstheden om, at man nu og for altid hører til i Gudsrige uanset, hvor hjemløs man undertiden kan føle sig i sit liv og sin tilværelse, uanset, hvor grelt det hele kan se ud. Hvor skæv kærligheden måtte se ud. Der er en dør, man kan gå ind ad og mærke, at man dog hører til; at der en plads til en, selvom man troede, at man var fortabt. Døren er bæredygtighed til livet, man er på den grønne gren, man finder nye græsgange.

Ved dåben åbner Jesus ikke blot døren for os, han åbner nærmest en hel ladeport, hvor han lader sit lys og sit liv skinne ind, så vi kan finde vej ud til ham og til hinanden. Evangeliet om, at Gudsriget er vores, betyder nye livsmuligheder; det er muligheden for forandring og genskabelse, når man er kørt fast. Det er de åbne døres fest. Derfor læses dette evangelium til enhver dåb, og derfor skal vi også hører om det i en prædiken.

Enhver, der har levet lidt mere end nogle få år, ved godt, at selvom vi er nok så meget døbte, er livet ikke uden bøvl. På den måde er troen og dåben ikke en vaccination mod alt muligt ondt, der kan ske eller det onde, jeg selv kan gøre, det er ikke en mfr-vaccination med modløshed, frygt og resignation, men det er et pant fra Guds side til os om, at der trods alle ting, der er gået galt i vores liv, eller vil gå galt, ja, så har vi stadig adgang til Gudsriget som det lille barn. Døren er stadig vores til at gå igennem og skue evigheden. Vi er stadig Guds børn. At døren ikke er smækket i for næsen af os.

Åbn også dit hjertes dør og tro det – du, som er vandret ind ad den store dør forneden i kirken. Åbn denne dør og find nye græsgange til liv og vækst, til åbenhed og lys.

Amen.

Leise Christensen
Skt. Johannes Kirke, Aarhus
lec(a)km.dk