Prædiken til 23. søndag efter Trinitatis | 8. november 2026 | Mark 12,38-44 | af Anna Jensen

Forbillede søges – perfektion ikke nødvendig

Hvordan vil du gerne leve dit liv, hvad skal være dine forbilleder? En skolelærer kan være et forbilledet, en veninde, et familiemedlem, måske din ægtefælle kan være dit forbillede. På vores vej gennem livet møder vi mennesker, som vi ser op til, måske fordi de har en særlig drivkraft, en udstråling, eller et lyst sind. Nogle er fagligt dygtige, nogle arbejdsomme. Nogen er forbilleder fordi de lever i taknemmelighed, eller altid er gæstfri og åbne, nogle taler aldrig ondt om nogen, andre er bare det vi opfatter som ”gode mennesker.” Hvis nogen fortalte mig at jeg var deres forbillede, ville jeg straks blive nervøs. Jeg ville være bange for, at jeg ikke levede op til forventningerne, for ligesom alle andre mennesker, er jeg kun god, momentvis.

Paulus derimod, han stiller ikke sit lys under en skæppe. ”Efterlign mig,” sagde Paulus. ”Brug mig som forbillede. For der er alt for mange der har bugen som deres Gud, de sætter ære i jordiske ting. De ender i fortabelsen.” Som kristne lever vi i en anden virkelighed, for vores borgerskab i Guds rige.

Jovist, vores borgerskab er i Guds rige. Men i mig er en jordbundethed, en tvivl på om Gud virkelig vil tage sig af mig, hvis jeg lægger mit liv helt og holdent i Guds hænder.

En dag sad Jesus i templet og underviste. Store folkeskarer kom og hørte på ham. ”Tag jer i agt, for de skriftkloge” sagde han til dem. At tage sig i agt vil sige at man er opmærksom. De skriftkloge var på Jesus tid agtværdige mennesker som folket gerne så op til. De skriftkloge brugte tiden på at granske den jødiske lov, de overholdt buddene, de var flittige synagoge gængere. Man hilste på dem, når man mødte dem på torvet hvor de gik rundt i deres lange, men upraktiske gevandter. I lange gevandter kan man ikke udføre fysisk arbejde. Man kan ikke muge ud eller vaske et gulv. Man ifører sig upraktiske tøj som jakkesæt eller præstekjoler for at vise: Her er det hovedet der gælder, jeg arbejder ikke med kroppen. I det hierarkiske samfund har det altid været finere at arbejde med hovedet end kroppen, men måske er også det anderledes i Gudsriget? De skriftkloge havde for vane at bede længe i templet for et sys skyld, men Jesus gør folket opmærksomme på de skriftkloge: De skriftkloge æder enker ud af husene. Dem må I ikke ligne.

Derimod peger Jesus en enke ud i mængden som kan være forbillede for os. Hun var kommet til templet for at bringe sin offergave, to småmønter. I templets store regnskab var det ikke for meget at regne, men alligevel fremhæver Jesus enken: De rige giver at deres overflod, men enken gav af det lidt hun havde. Enken bliver til et forbillede for os, men hendes fortælling bliver også til en kritik af det etablerede tempelvæsen. Hvilken institution tager brødet fra de fattige? På Jesu tid kunne kvinder ikke svare for sig selv. En kvinde havde brug for en mand til at beskytte hende. Burde de skriftkloge ikke tage sig af enken? Men de skriftkloge havde så travlt med deres egen anseelse, at de slet ikke ænsede enken.

Fortællingen om enken rummer altså to pointer: De skriftkloge burde have blik for den fattige, men de har alt for travlt med at være gode mennesker. Enken derimod kan tjene som forbillede, for hun gav alt hvad hun havde. Hun udlevede evangeliet ligesom markens liljer og himlens fugle. De har nemlig det tilfælles med enken, at de lever af Guds nåde. De søger ikke rigdom eller samler til lader, nej de lever umiddelbart af, hvad der rækkes dem.

Er det nu klogt, kan vi spørge. Burde enken ikke have brugt pengene på at købe sig lidt brød i stedet for? Det ville vi jo nok have gjort. Som mennesker kan vi ikke slippe det jordiske, vi kan ikke leve frie som fuglene og håber på at Gud serverer det næste måltid for os. Vores jordiske krop er bundet til jorden. Alligevel er der et håb for os. Paulus stiller sig til rådighed som forbillede for os. Ikke fordi Paulus var et godt menenske, det er ikke Paulus moral vi skal efterligne. Ofte forestiller vi os, at en sand kristen er et menneske, som aldrig tænker ondt om nogen og aldrig fejler. Men kristenlivet handler ikke om at fremstå fejlfri. Vi er ikke kaldet til at leve i faste eller cølibat, og vi skal ikke holde os på afstand af mennesker, der kæmper med synd. Men hvordan kan vi da ligne Paulus?

Vort borgerskab er i Gudsriget, sagde Paulus. Vi skal ligesom Paulus sætte vores lid til at Jesus Kristus vil frelse os. Vores skrøbelige og dødelige krop hører det jordiske liv til. Men Kristus vil komme os i møde og forvandle os. Gud vil gøre alting nyt! Kristus giver os en krop der ikke skal forgå.

Forbilledet hvad enten det er Paulus eller enken består ikke i at leve fejlfrit, men at tro på at Guds tilgivelse og nåde også gælder for dig. De helliges samfund som vi taler om i trosbekendelsen, er ikke en forsamling af syndfrie kristne, men en forsamling som håber og tror på at Guds tilgivelse også gælder os. Guds kærlighed til sine menneskebørn er større end de fejl eller undladelser vi begår.

Vi kommer i kirken for at sammen at bede, synge og læse i biblen, og for at få kastet et nyt lys ind over vores liv. Vi forsøger hele tiden af forbedre os, men bevægelsen sker fra Gud til os. Når vi erfarer at Gud ser på vores liv med milde øjne, at han kan bruge os som forbilleder for hinanden på trods af vores fejl, så ranker vi ryggen og formår at være næste for hinanden. Guds tilgivelse gør os ikke syndfrie, men den frigør os til at løfte blikket og få øje på de fattige, enkerne og de nødlidende blandt os. Når vi ikke længere bruger vores energi på selv at klatrer op af rangstigen, hvad enten det er for at tjene penge eller den moralske stige, så får vi frigivet vores kræfter som vi kan bruge i tjeneste for hinanden.

Ved Jesu Kristi nåde blev vi i dåben en del af de helliges forsamling, vores borgerskab er i Guds rige. I dåben lød ordene til os: ”Herren bevare din udgang og din indgang fra nu og til evig tid.” Vi kan klynke over os selv, over vores dobbeltmoral og vores mangel på handlinger, men vi har fået forbilleder vi kan se hen til og efterligne. Så hvordan vil du gerne leve dit liv, hvem kan være forbillede for dig?

Amen

—

Anna Jensen
Thomas Kingos Kirke, Odense
ansj@km.dk