Påske er en rivende flod af forstyrrelse | Påskedag | Markus 16,1-8 | Eva Holmegaard Larsen |

Glædelig påske – Kristus er opstanden! Påskemorgen er som en trompetfanfare. Stå nu op, halleluja! Solen brager ind gennem vinduerne i den tidlige morgen og forstyrrer alle dem, der gemmer sig under dynerne. Lyset vækker os næsten anmassende, indtil vi overgiver os og står op og går ud i det.

Forår og påske. Nøgleordet er ”forstyrrelse”. April er en grusom måned, skriver den engelske digter T.S.Eliot i digtet ”The Waste land” – eller ”Ødemarken”, som digtet hedder på dansk. April er den grusomste måned, fordi den driver syrener frem af den døde jord og pirrer sløve rødder med vårregn.

April er den grusomste måned – driver syrener frem af død jord – blander erindring og begær – pirrer sløve rødder med vårregn…

Sådan er april. En forstyrrelse. Lyset er for stærkt og for påtrængende. Vi står med vores mulvarpeøjne og misser mod solen og føler os overrumplede og afkrævet en lethed, vi ikke er parate til at levere.

Og sådan er påskedag! Graven er tom. Gå nu ud og lev uden frygt, for Jesus er opstanden. Gud bryder dødens mørke med sin kærligheds altgennemtrængende kraft. Og som syrener drives vi frem af den døde jord på opstandelsens morgen.

Påskedag skal vi rette os ud, strække vores lemmer mod himlen og åbne glæde os over livet og det under, at vi er til og bliver ved med at være til i alle de transformationer, Gud lader os undergå gennem livet og i døden.

Påskemorgen forstyrrer vores frygtsomme forsigtighed og udfordrer al tvivl omkring meningen med livet. For her er vi jo, under himlen, og fejrer forår og påske og er samlet i en jublende, trodsig tro på livets sejr. Gud giver os liv, i overvældende grad i disse dage, som et tegn i naturen på den skaberkraft, der også bliver ved med at give os livet og som også virker i det dunkle. For vi bliver ikke glemt, når vi engang ligger under muld. Vi skal med Grundtvigs ord i hans pragtfulde påskesalme: smeltes om, støbes om i det dunkle, og som lys på graven funkle.

Påsken forstyrrer nemlig også vores sorg – af jord er vi kommet og til jord skal vi blive. Ja tak – det ved vi. For vi har stået derude ved jord og grav og taget afsked. Nogle gange så tungt, at vi selv er sunket en smule med nedad.

Påsken er forstyrrende for vores jordbundne forstand. Opstandelsen er et kors for tanken, siger Paulus. Det strider imod den konkrete erfaring: at de døde er døde. At vi skal dø, og det var så det. Der er en side af os, der aldrig kommer til at tro på opstandelsen. For vi kan ikke forstå det. Vi kan ikke se det.

Men forstår vi den forunderlige transformation, der sker lige for øjnene ude i det buldrende forår? Forstår vi, hvordan bøgehækken får sine blade og påskeliljen finder vej op af den vinterhårde jord? Opstandelsen roder op i den døde jord. Det kan vi ikke se. Men vi kan se, at noget kommer til os, uden at vi forstår hvorfor.

Og sådan er der så meget. Hvor kommer kærligheden fra? Hvor kommer børnene fra? Hvorfor står verden endnu efter det ene forsøg på at ødelægge den efter det andet. Hvor kommer modet fra, der griber os, når det gælder? Hvor kommer alt det gode fra lige der, hvor vi var blevet så vant til det onde?

Hvorfor vender glæden tilbage til de sørgende? Hvorfor går skyen fra solen? Hvorfor bliver vi ved med at trække vejret de dage, hvor det er som om luften er gået fuldstændig ud af os?

Det er som om vi løftes af kræfter udenfor os selv, der skubber os frem lige så blidt og nænsomt som de første erantis i det spæde forår.

Opstandelsen er lige her. Alligevel kan vi ikke forstår det. For det forstyrrer noget, vi for alt i verden vil holde fast i – vi vil kunne begribe det og kontrollere det. Selvom alt det bedste i livet ligger udenfor vores kontrol. Alt det vi lever på, børn og børnebørn, gode naboer, tilgivelse, hjælpsomhed, omsorg, solens varme og markens grøder – det er alt sammen ikke noget, vi kan kræve eller fremtvinge eller forlange. Der er noget, vi bare må tage imod og sige tak for – for andet kan vi ikke.

Men det forstyrrer forestillingen om vores egen magt over livet og tilværelsen. Men se det dog i øjnene: vi magter meget, vi magter faktisk rigtig meget. Men vi magter ikke at tvinge lige netop det frem, som vi alle sammen længes mest efter.

Kunsten er at kunne lade sig forstyrre. Og hvis nogen kunne bringe forstyrrelse i tingene, så var det Jesus Kristus. Han kom som den mest provokerende, forstyrrende skikkelse ind i verden og vendte op og ned på rigtig meget, når han udfordrede snæversyn og fordomme og magtens blindhed. Når han hædrede børn og kvinder og syge og fattige og fordømte.

Men størst forstyrrelse bragte han netop ved at blive kaldt Guds egen søn på jord, død og opstanden. Ikke fordi han var et menneske, der blev kaldt guddommelig. Det var man vant til dengang. Forskellige former for menneskelig guddommelighed var helt almindelig. De romerske kejsere blev hyldet som guddomme. Det uvante lå i, at denne såkaldt Guds søn var en fattig tømrersøn fra Nazaret.

Man var i datidens myldrende mangfoldighed af religioner og guder også vant til gudernes død og opstandelse. Det var faktisk meget almindeligt, og guden opstod igen og igen, netop sammen med foråret og naturen. Men at dette dømte og ydmygede menneske, der blev pint og henrettet som en forbryder – at han skulle opstå som en gud? Det var en chokerende og nærmest uanstændig tanke.

Det var en kæmpe forstyrrelse af alt, hvad der var normalt og troværdigt. Derfor er det også kristendommens største mysterium, at denne næsten uanstændige og usmagelige påstand om denne nobody’s opstandelse gik hen og blev verdens mest magtfulde trosretning. Det største mysterium ligger ikke alt det med jomfrufødsel og Guds søn på jord – det mystiske er, at det hele ikke døde med nederlaget og langfredags tragedie.

Guder forbinder man med succes. Guder giver sig ikke af med nederlag. Guder bøjer sig ikke for noget. Guder lader sig beundre og tiljuble, ikke piske og håne og henrette. Hvorfor døde det ikke? Måske fordi netop denne forstyrrelse af verdensordenen var så eksplosiv, at verden aldrig blev den samme siden.

Gud ophøjede det ydmygede. Gud er med taberen, den dømte, den forpinte, den færdige. Den forstyrrelse har så kraftfuld en appel til alt, hvad vi i vores hjerte godt ved er sandt på et dybere plan end vi kan redegøre for.

Hvad ville verden være, uden denne trodsige manifestation af værdighed? Hvad ville verden være, uden denne nedbrudte frelser på korset, der opstod påskedag til ære og værdighed – for vores alle sammen skyld? Opstod på alles vegne og for at bane vejen for os og skænke os det mest troværdige håb af alle:

At Gud er med os i både livet og i døden. Og at intet menneskeliv går fortabt, fordi vi er skabt og elsket som et barn af vores himmelske far.

Påsketroen giver mening og værdighed til alt det, der falder. Både det der falder, fordi det må falde – og det der falder, fordi vi får det til at falde. Påsketroen giver værdighed til de liv, der spildes i krig og på slagmarken. Liv der spildes, fordi man ikke kan finde ud af at rejse sig selv. Spildte liv, der aldrig nåede at folde sig ud. Påsketroen giver værdighed til de ydmygede, de undertrykte, de afmægtige og de oversete.

Gud oprejste det forpinte, korsfæstede menneske – for vi er mere end det, verden gør os til. Vi er også mere end det, vi formår at gøre ud af os selv. Gud glemmer ingen.

Og så står vi her og vakler mellem, at det jo både giver den dybeste mening, og samtidig giver det slet ikke mening. Opstandelsen er og bliver et kors for tanken, men måske forstår vi det bedst, når vi er rystede og ude af os selv. Når paraderne er sænket og det slår revner i os.

Påsketroen er nemlig ikke en tankeleg. Påsketroen er virkelighed, et levende håb så tæt på os i vores livs dybe rørelser – for når vi er rystede og ude af os selv, kan vi se det, der ligger uden for vores horisont. Og så griber vi ud efter det, vi ellers ikke kan begribe.

  Som kvinderne ved Jesu grav påskemorgen. Og som alle os sørgende ved vores kæres grav. Det er ikke så svært at høre englens røst, når man står der.  Vi drives mod Gud af vores hjertes skælven. Og så kan kistelåget være hamret nok så meget på, og stenen være rullet nok så meget for graven. I dybet af vores bevidsthed ved vi noget, som vi ikke altid ved, at vi ved. I dybet af vores hjerte er vi parate til at lukke håbet ind.

Derfor fejrer vi påske. Derfor skal vi høre påskeevangeliet om kvinderne der kom ud til graven og fandt den tom – vi skal høre det, igen og igen.

Hver gang vi tager afsked med vores kære, skal høre det. De forstyrrende ord, som vi ikke altid ved, hvad vi skal stille op med. De giver os ord, der modsiger vores egne ord. De konfronterer den rationelle konstatering med et umuligt håb. Men vi skal høre det. Også selvom det er som at slå panden mod en mur.

For en gang imellem har vi brug for at læne vores pande mod muren og støtte vores hoved et øjeblik mod grænsen til det, vi selv har sprog for.

Påsken er forstyrrelse og halleluja for det. Påske er oprør mod kolde kendsgerninger. Dødens magt er brudt. Gud har det sidste ord. Verden er trods sin sorg og smerte og absurditet ikke overladt til sig selv, men er båret af en dyb kærlighed, der løber under os som bunden af en brønd eller bunden af et alterbæger – og tager os med både ind i livet og ud af det igen.

Gud bevarer vores udgang og indgang. Amen.

---

Sognepræst Eva Holmegaard Larsen

Nødebovej 24, Nødebo, DK-3480 Fredensborg

E-mail: ehl(at)km.dk