19.søndag efter trinitatis | 26.10.25 | Markus 2,1-12 | Af Mikkel Tode Raahauge

Tilgivelse først

Enhver, der har oplevet det, vil uden tvivl kende til den pludselige lammelse, der kan opstå i én, når det sker. Jeg tænker på de situationer, hvor man godt har på fornemmelsen, at der er et eller andet i en given relation, der ikke er helt, som det skal være, og den anden så pludselig kommer til én og siger: ”Jeg tilgiver dig” – bedst som man lige gik og troede, at det i virkeligheden var noget helt andet, der var galt. Jeg tror ikke, at dén følelse kan sammenlignes med ret mange andre, for den er voldsomt ubehagelig, og det er aldrig helt til at vide, hvad man skal stille op med sådan en uforudset tilgivelse, som man ikke selv havde bedt om til at begynde med.

Det er i sagens natur noget ganske andet, når man godt véd, at man trænger til tilgivelse for ét eller andet, som man har gjort eller undladt at gøre; som man har sagt eller undladt at sige. Og når dét er tilfældet, så er tilgivelsen noget af de mest vidunderligt frisættende overhovedet, fordi den ligesom ulmer af kærlighed og omsorg. De fleste af os husker det sikkert allerede fra dengang, vi var små: når man havde forårsaget en ulykke – stor eller lille i øvrigt, men som under alle omstændigheder forekom én fuldstændig uoprettelig – og man løb sin far eller mor i favnen, og de tog én ind til sig og holdt fast i én og sagde noget, der kunne klinge lidt à la: ”Søn (datter), dine synder tilgives dig.”

Alt forladt, alt godt, og man kunne fortsætte sit liv med god samvittighed, som om intet var hændt. Og siden har de fleste af os forhåbentlig gjort os mange lignende erfaringer med dén form for tilgivelse, der ulmer af kærlighed og omsorg. Men den uforudsete tilgivelse, som man ikke selv havde bedt om – måske fordi man lige gik og troede, at det i virkeligheden var noget helt andet, der var galt, den emmer til gengæld langt mere af bebrejdelse og afstand end af noget andet.

Så hvordan tilgivelsens ord hører sig ud; om de sætter fri eller lammer; dét er altså helt afhængigt af den sammenhæng, som de lyder i, og i evangeliet, som det kommer til os i dagens skikkelse af fortællingen om den lamme mand, der klinger de immervæk mere af bebrejdelse og afstand end af kærlighed og omsorg. Hér er der en gruppe mennesker, der kommer med deres kære til Jesus i det håb, at han kan helbrede ham. Og da de ikke kan få møvet sig ind ad døren på grund af de mange mennesker, der er forsamlet på stedet, da finder de på den sælsomme strategi simpelthen af lave et hul i taget og sænke den lamme ned til ham på en både. Dét er sandelig en tillid, der vil noget: Han må kunne hjælpe, så hjælpes skal han, koste, hvad det vil! Men efter alle deres forbilledlige anstrengelser for at få bragt ham hen til Jesus, da gør han noget ganske andet end dét, som de sikkert havde forventet. For han siger blot: ”Søn, dine synder tilgives dig.”

Jeg forestiller mig, at de alle sammen – den lamme mand inklusive – ellers har gået og troet, at det i virkeligheden var noget helt andet, der var galt, og at det derfor også ville være dér, Jesus ville sætte ind til at begynde med. First things first, som det hedder, men i stedet for en helbredelse for sin lamme må han altså i første omgang nøjes med sine synders forladelse – en uforudset tilgivelse, som han ikke selv havde bedt om – og man kan ikke fortænke dem i, hvis de ikke rigtig har vidst, hvad de skulle stille op med dén. Og også de skriftkloge giver ondt af sig, da de hører, at Jesus på den måde tilgiver en tilfældig mand bare sådan. Garanteret ikke, fordi de havde håbet på noget andet eller mere end dét, for de har jo slet ingen aktier i den lamme mands liv og lidelser. De er sikkert bedøvende ligeglade med alt dét, men at Jesus på dén måde spotter Gud ved at gøre sig lige med Gud? Aldrig har man hørt noget lignende …

Men så er det, Jesus spørger dem: ”Hvad er letteste, at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå?” Hvad er det letteste? For de fleste af os ville det nok være mere nærliggende at spørge: ”Hvad er det bedste?” At blive helbredt for sin lammelse eller at få sine synders forladelse? Og hvad skal vi så svare til det? Vi véd jo egentlig godt, at syndernes nådige forladelse i Jesu navn, at dét er evangeliets hovedsag; ja, at dét i virkeligheden er hele evangeliet, hverken mere eller mindre. Men hånden på hjertet: var det så alligevel ikke bedre, i det mindste set fra vores perspektiv, om Gud førstville fjerne vores lidelser, hvilke de så end måtte være, og så kunne vi jo altid tage dét med syndernes forladelse bagefter? First things first …

Sådan tror jeg, at mange af os er tilbøjelige til at tænke. Jeg er det også selv, men set fra Guds perspektiv, der er det åbenbart omvendt. Eller rettere sagt: set fra Guds perspektiv, der er det først og fremmest i synden, at vores egentlige lammelse, vores egentlige lidelser, består. I vores optagethed af os selv og alt vores eget. I vores tilbøjelighed til at vende det blinde øje til alt dét, som vi gjorde eller undlod at gøre og det døve øre til alt dét, som vi sagde eller undlod at sige. Og mest af alt: i den lammende frygt for at indrømme eller, værre endnu, at blive afsløret i, at man rent faktisk har forårsaget en ulykke – stor eller lille, i øvrigt, men som i klarhedens øjeblik under alle omstændigheder pludselig forekommer én fuldstændig uoprettelig.

Og at leve sit liv under de vilkår, dét er der bestemt ingen frisættelse i. De fleste af os husker det sikkert allerede fra dengang, vi var små: når vi havde forårsaget en ulykke og somme tider følte, vi måtte skjule os for vores far eller mor, indtil vi til sidst måtte tage den eneste udvej, vi kendte: nemlig at løbe dem i favnen i håbet om at høre tilgivelsens ord, som ulmer af kærlighed og omsorg: ”Søn (datter), dine synder tilgives dig.”

Og nu lyder de til os igen i dag fra højeste sted, ligesom de lød til den lamme mand dengang. Alt forladt, alt godt, for at kalde os ud af fangenskabet og ud i friheden, hvor vi kan fortsætte vores liv over for Gud med god samvittighed, som om intet var hændt. First things first; først syndernes forladelse, og så kan vi altid tage alt dét med de andre lidelser bagefter. Og fordi de lyder til os fra Guds Søn, som tilsyneladende både kan og vil tage sig nådigt af både det ene og det andet, fordi han både i tale og handling er lige med Gud, så er dén uforudsete tilgivelse, som vi slet ikke havde bedt om, fordi vi lige gik og troede, at det i virkeligheden var noget helt andet, der var galt, så er den, når den kommer fra ham, alt andet end bebrejdelse og afstand.

Så er den derimod et guddommeligt tilsagn om, at Guds favn står vidåben for os, uanset hvilke ulykker, vi end måtte have forårsaget; uanset hvor blinde og døve og lammede af frygt, vi end måtte være, så vi i stedet kan koncentrere os om at leve, som vi er skabt til. Et frit liv i kærlighed til Gud og vores næste, fordi vi nu tør stole på, at både vi selv og vores næste har vores synders nådige forladelse i Jesu navn – også selvom vi ikke selv har bedt om den til at begynde med. Ja, så er den i virkeligheden hele evangeliet. Hverken mere eller mindre – og aldrig har vi hørt noget lignende. Amen.

—

Sognepræst Mikkel Tode Raahauge

Skovshoved, DK 2930 Klampenborg

Email: mitr(at) km.dk