Levis kald | 17. søndag efter trinitatis | 22.09.2024 | Markus 2,14-22 | Rasmus Høgh Dreyer |

Hvorfra får vi eksistens? Eller formuleret på almindeligt dansk – hvordan bliver jeg til mig? Ordet eksistens er et rigtig præsteord, som er gledet ind i vores dagligsprog. Mit liv er min eksistens.

Bogstaveligt talt betyder eksistens, det at være kaldt ud af sig selv. Altså at nogen har kaldt mig ud til noget andet, end jeg er i mig selv. Det samme sker i dagens historie fra Markusevangeliet.

Levi, Alfæus’ søn, kaldes ud af sin i datidens øjne ynkelige tilværelse som tolder og håndlanger for romerne. Levi kaldes med de ord, Jesus altid kalder sine disciple ud til en ny identitet med: ”Følg mig”; underforstået: ikke dig selv. Og Levi rejser sig og følger ham, står der.

Det ville være dejligt, hvis vi alle herind kunne lidt græsk – for netop at rejse sig siges med det græske ord, som også bruges om Jesu opstandelse. Levi rejser sig fra en død væren-for-sig-selv til en væren-for-andre. Eller igen: Levi begynder at eksistere. Han får tildelt eksistens, fordi han træder ud over sig selv.

Den måde, vi bruger ordet eksistens på i dag, stammer på sin vis fra den danske teolog Søren Kierkegaard. Oprindeligt er eksistens ikke et ord, der har noget med vores tilværelse og menneskeliv at gøre. Før Kierkegaard betød det bare fremtræden, altså at noget er synligt og eksisterende for vores øjne. Men Kierkegaard fremhæver to særlige og forbundne træk ved eksistens for os mennesker, der viser hen til vores nutidige forståelse af begrebet. For det første er eksistens i Kierkegaards forståelse bevægelse. Det betyder, at når jeg eksisterer, er man altid ”i vorden”. Som bekendt betyder ”vorde” det samme som at ”blive”, men i den forstand, at noget er undervejs og ufærdigt, begyndende, forandrende – ja, lidt ligesom vi bruger ordet i den klassiske udgave af fadervor: ”Helliget vorde dit navn… osv.”.

For det andet betyder det, at jeg som mig selv, altså som eksisterende, aldrig er færdig med at blive mig. Andre kan ikke leve mit liv, jeg må selv overtage ansvaret for det. Og her skal vi hold ørerne stive – for ansvar betyder just, at vi skal svare an over for nogen. Anderledes sagt skal jeg ’kaldes ud’ af nogen, og det ’kald’ skal jeg svare på.

Det er nøjagtig, hvad historien om Levis kaldelse handler om og viser os. Kristendommens menneskesyn er, at vi er nogen i kraft af, hvem vi er over for Gud – og hvem vi derfor er over for andre, som vi optræder som guder for. Levi optræder som dommer, gud og sig-selv-nok i sit hverv som romersk tolder. Han svigter dermed sine landsmænd og trosfæller, jøderne. Imidlertid ser Jesus, at han er noget mere og andet end denne synder; at Levi også er et menneske for Gud – og derfor kalder Jesus ham ud i livet og ind i fællesskabet ved bordet.

Jeg kan prøve at fortælle, hvad en sådan kalden på dig som dig selv betyder. For det første er jeg jo allerede et bestemt menneske. Jeg er Rasmus, Levi er Levi. Men for det andet, så bliver jeg altså først mig selv, når jeg hører en anden stemme end min egen fortælle mig, at jeg er noget for vedkommende. Og i allerhøjeste og bedste betydning gælder dette, når jeg som menneske bliver kaldt på af Gud. Det er dette kald, som – mere end, hvad jeg har skabt og gjort og sagt – gør mig fælles med alle mennesker. Guds kald, som vi hører om i Jesu kald til Levi, gælder således det særligt menneskelige. Det er ikke det særlige ved mig, der skal kaldes på eller kaldes frem. Nej, det er det menneskelige ved mig, som Jesus kalder frem i mig. Ja, kalder frem i ethvert menneske, der har øre at høre med (som han plejer at sige).

En stor amerikansk tænker (Francis Fukuyama) har sagt, at i vores tid, har ”det standpunkt vundet frem, at det autentiske indre selv [altså mit eget jeg] er båret af en rent indvortes værdi, mens det ydre samfund … uretfærdigt bedømmer det”. Med andre ord opfatter vi det i dag som problematisk, måske sårende og krænkende, hvis det særlige ved mig ikke kaldes frem. Vi kunne sige, at i denne nutidens attitude gælder, at andre mennesker eller samfundet som sådan skal påskønne min særlighed. Det er denne trang til at få anerkendelse for min særlige identitet, som vi forbinder med identitetspolitikken. Det vil sige, at alle andre skal se og acceptere mig og min positive anderledeshed. Imidlertid har denne anerkendelsestrang ikke bare positive sider, den risikerer nemlig at overstråle, hvad vi har til fælles: være det sig det menneskelige, vores land, vores tro, familie, by ø osv.

Storm P har på den vis ret i en af sine fluer:

”Det er da en tosset Verden, vi lever i.”

”- Den er, som den altid har været – det er os, som er tossede!”

Ja, sådan har verden altid været lidt af lave, fordi det er os mennesker, der bebor den. Vi vil gerne ses.

Lad mig igen bruge Levi som eksempel: I Kristi øjne er det ikke Levis særlighed, der gør ham til noget – alt dette ser Jesus jo bort fra. Guds nåde ser igennem alt, hvad vi har defineret; ser igennem alle sociale statussymboler og særheder, jeg nu engang ejer. Jesus ser igennem, hvem jeg gerne vil være – og kalder mig ud i en vedvarende og altid begyndende, vordende og fornyende eksistens. Vi kunne oversætte Jesu ord ”følg mig”, som han siger til Levi, med: glem dig selv, glem dit unikke jeg – så skal du få et nyt liv med andre og for andre. Fordi du er genkendt som et menneske som alle andre mennesker.

Jeg tror, at det hellige og universelle i mennesket ikke er, hvem jeg er; det er tværtimod det upersonlige, det almenmenneskelige i et menneske, der er det hellige. Vi er skabt af samme Gud – vi er lige i Guds øjne. Alt det upersonlige i mig, er alt det, jeg har fået givet, er blevet fortalt, og har overtaget fra fortiden.

Tænk jer: Hele mit liv er overtaget. Jeg fik det af Gud, fik det fortalt og formet af mine forældre. Det menneskelige i mit liv, er det jeg har fået, det som jeg er trådt frem i og bliver til i. Det er ikke personen Rasmus H.C. Dreyer, som Gud ser noget helt specielt i, eller som jeg – okay, måske nogle gange af ren forfængelighed – vil have, at andre skal se som noget særligt. Det er derimod det fællesmenneskelige, som Gud ser i mig, i dig – og i Levi. Eller som apostlen Paulus meget berømt formulerer det: ”I er alle Guds børn ved troen, i Kristus Jesus.  Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus.  Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus” (Gal 3,26-28)

Paulus forsøger at forklare os, at når vi er døbt ligesom Kristus – da er vi også lige med Kristus. Ergo har vi i troen en lighed, der går vandret: mellem hinanden. Og en lighed, der så at sige går op ad: vi er stillet lige med Guds egen søn, og må kalde Gud for vores far. Dåben er således vores ankerpunkt. Fra dette punkt bevæger vi os som skibet rundt om ankerpladsen. Men altid fast forankrede og i forandring på en og samme gang.

Forstanderen på Krogerup Højskole, Rasmus Meyer, foreslog for nogle år tilbage et nyt begreb: Forankrings-parathed. Meyer ser det som højskolens opgave at gøre unge mennesker af i dag forankrings-parate, og forankringen skal være i meningsskabende og forpligtende fællesskaber. Jeg tror, at han har ret. Højskolemanden Meyer misser blot den gamle grundtvigske pointe, at det er igennem gudsforholdet, at vi bliver mennesker. Det sociale, det fælles, får kun mening, når det ophæves i noget større. Når de sociale forskelle, de individuelle fejl eller fortrin, ophæves. Og noget sådan, kan kun Gud gøre.

Tænk på Levi. Guds kald gav hans liv mening og ophævede hans gamle liv; Jesus så igennem hans særhed – vi kunne sige hans syndighed. Men Jesu kald var en genkendelse af Levi som et menneske blandt medmennesker. Amen.

Den norske forfatter Karl Ove Knausgård er hverken teolog eller troende, men forstår præcis, hvad kristendommen er: Den er nemlig denne nåde, Jesus viste Levi. Knausgård skriver:

”Nåden er det sociales modsætning … det sociale er et system af forskelle … Nåden ophæver alle forskelle, i den er alle lige. Radikaliteten i dette er så stor, og tankegangen bag så forskellig fra alt andet, at det egentlig er umuligt at fatte betydningen af den. Men det er dette og intet andet, kristendommen handler om”. Amen

—

Rasmus H.C. Dreyer, PhD,

Lektor ved FUV Aarhus

Hatting/Horsens, Dänemark

Email: rahd (at) km.dk