Sexagesima | 23.02.2003 | Markus 4, 1–20 | Hanne Sander |

Så skal vi høre om den igen ! – Om ødselheden og om en
handlemåde, der så langt fra svarer til vores. Sidste søndag
var prædiketeksten lignelsen om arbejderne i vingården, hvor
daglejerne får samme løn for ulige arbejde uden at nogen
rent faktisk bliver snydt.

Og nu i dag skal vi se billedet for os af en bonde, der sår på
gammeldags maner, med en pose over skulderen og med store armbevægelser
slynger håndfulde af korn ud, og han tager det åbenbart ikke
så nøje, hvor det lander.

Og ligeså lidt som vi kunne lære noget om arbejdsmarkedsregler
sidste søndag, lige så lidt kan vi lære noget landbrugsfagligt
i dag. For heller ikke her bliver der arbejdet efter overvejelser om indsats
og udbytte. Så kunne bonden jo have nøjedes med at tilså
den gode jord

. Men der er også noget underligt ved den gode jord. Det hører
nemlig ikke hjemme i virkeligheden at noget skulle give hundrede fold,
altså 1:100.

Der er på den måde ikke umiddelbar genkendelse for nogen
i billederne her, så der er grund til at spørge, hvem skal
have glæde af historien her ? Hvad er det vi kan høre her
? – forstå ? Er den fortalt til trøst for de mennesker,
der ikke synes, at deres arbejde bærer særlig megen frugt,
for at de kan lære at have større frimodighed ? – Eller
skal den høres som en formaning ? om at høre ordentligt
efter, når der prædikes ?

Udlægningen, der er hægtet på, lægger jo i hvert
fald op, at her skal der moraliseres. Der bliver foretaget jordbundsprøver,
og billedet skifter, så fokus bliver rettet mod jordens bonitet
og ikke mere mod den ødsle og favnende bonde og hans korn.

Det har alle dage være kirkens tidsfordriv at tage temperatur
på de troende. Når forkyndelsen ikke slog an var det sin sag
at mene, at det var ordet, der var noget i vejen med, og derfor måtte
det jo være modtagerforholdene, der ikke var i orden, sluttede man
naturligt. Derfor har lignelsen også altid været provokerende,
for bonden strør tilsyneladende sorgløst bare sit korn og
har så meget tiltro til dets spirekraft, at han ikke løber
bagefter det for at kontrollere, om det nu også bliver til noget
.

Men selvfølgelig er det rigtigt, at det så langt fra altid
bliver til noget med os. Vi hører ikke ordentligt efter, hvad Gud
vil med os, så vi kan sætte aks og kerne, når vi optaget
af så meget andet. I udlægningen bliver der hurtigt sat ord
på: overfladiskhed, bekymringer, direkte modgang og sorg kan give
en lukkethed om ens eget, der gør det vanskeligt at Guds og andre
menneskers befriende og igangsættende ord kan nå frem til
os.

Der er rigtignok hårdt at tale om spildt liv og ufrugtbart liv,
men sådan er det jo, når vi ser på vores Liv i forskellige
perioder.

Her er det er vigtigt at se, at linierne bliver trukket gennem det enkelte
menneskes liv – og ikke mellem mennesker.

Vi må tro på, at ingen menneskers liv er spildt – jf. lignelsen
om den fortabte søn, det vildfarne får, den mistede mønt.

Derfor er det væsentligste i lignelsens billede at se, at Guds
ord sætter sig afgørende igennem på trods af modgang
og på trods af alt det, der mislykkes i verden.

Når udlægningen kommer til at lyde så bekymret, kan
det ligge i, at det er os, der kommer til at sætte begrænsninger
for Guds ord, når vi kommer med vores meninger/ører om, hvor
hvad kan gro og ikke gro.

Derfor var det også godt at høre Esajasteksten ( Esajas.55,6-11)
til indledning, for der taler profeten stærkt og også poetisk
om Gud Herrens ord og hans vilje til at sætte det igennem………….

Guds ord og hans vilje er altså langt mere end vi kan fatte, men
samtidig er Guds ord også det nære, Nemlig en person, et menneske,
der lever i tid. ”Avlet i Guds hjerte i al evighed sendes det ud
i verden for at leve og dø blandt mennesker .”

Den sammenhæng blev tydelig, da jeg forleden igen så på
et af Van Goghs berømte billeder – af sædemanden.

Sædemanden er i billedets venstre side, hvor han går på
en mark, der er pløjet op – og hans hoved rager lige præcis
op i en lysende, næsten blændende sol. I højresiden
af billedet står der et træ, der næsten er gået
ud. De øverste grene rækker ud over billedet, men en af dem,
der så på det forleden, mente, at der var antydet et kors.

Om det nu er der eller ej, så er det naturligt her i forfasten
at knytte billedet af sædemanden Sammen med billedet af sædekornet,
hvor Jesus siger : hvis ikke hvedekornet falder i jorden og dør,
bliver der kun det ene korn, men hvis det dør bærer det mange
fold.

Det er for mig den hemmelighed, der er tale om i teksten: sædekornets
hemmelighed, om I vil, gudsordets hemmelighed.

At som Kristus ikke levede for sin egen skyld og kunne give sit eget
liv for livets skyld, sådan Vil Guds ord også omsættes
i vores liv – så det bliver brugt i livets og hengivelsens
tjeneste og bliver til liv for andre. Amen.

Pfarrer Hanne Sander
Prins Valdemarsvej 62
DK-2820 Gentofte
Tel.: 39 65 52 72
e-mail: sa@km.dk