Sexagesimae | 11.02.2007 | Markus 4:1-20 | Bent Arendt |

På sin vis kunne vi godt spare en prædiken i dag. For Jesu lignelse om sædemanden, er jo udlagt allerede i teksten, vi hørte: ”Forstår I denne lignelse? Sædemand­en sår ordet. Med dem, hvor ordet sås, er det sådan og sådan” som Jesus forklarede. Det er helt usædvanligt i Jesushistorien, nærmest det eneste sted, der følger så­dan en forklaring på Jesu lignelser. ­Hvorfor gør han nu det? Det deler jo op­mærksomheden mellem to budska­ber: En lignelse om en bonde, ­der sår over­alt – og så en forklaring om, hvordan mennesker danner jordbund for sæden? Jeg tør godt vædde med, at 9 ud af 10 herinde har hæftet sig mest ved den sidste del af Jesu lignelse med forklaringen. For for­klaringer må vi have. Det er med forklaringer, vi forstår omverdenen og tilegner os den, så vi ikke blot lader os rive med, som små børn, men kan forholde os til dét, vi hører og ser, og der sker os. Al vores opdragelse og uddannelse går ud på at tildele er­faringer at håndtere omverdenen med. Der er altid noget af os selv med i vores for­klaringer – vores holdninger og den måde, vi nu gerne vil hånd­tere livet på. Og måske er det netop derfor, Jesus lever sådan en forklaring: For at give os mulighed for at få os selv med i budskabet. Først får vi budskabet: Lignelsen om sæde­manden, der såede helt vild omkring sig. Og så får vi forklaringen – som når vi selv forklarer tingene: ”Hvor er du selv i det her? Hvad har du selv tænkt dig at stille op?” Det er det uforskam­mede eller irriterende ved Jesu forkyndelse, at vi ikke blot kan høre den som et eller andet ”den­gang” eller ”for de andre”, men selv er inddraget i histori­en ved at høre den og få en forklaring. Det er ikke sådan en frem­med, uvirkelig verdensorden, vi kan over­tage eller lade være, men altid noget personligt, en historie, vi kommer med i: ”Hvor­dan ser du selv på livet og forklarer dig?” Her står vi overfor en Gud, der åben­bart giver hæmningsløst sig selv ud, over­alt, hvor vi er, og gør sig til en del af det liv, vi har – ligesom sæden, der spredes ud til forår eller efter­år og bliver en del af livets gang. Vi får noget i mø­det med Gud. Vores liv ­er ikke kun en evighedsmaskine, der kører og kører i tomgang og kværner det ene liv igen­nem efter det andet, men en virkelighed, hvor Gud vil os noget ved sådan at sprede vildt om sig. I samme øje­blik, vi siger: ”Gud” – er vi sam­men med Ham, der vil noget, i det, der er vore­s, og dét uanset, om vi bærer frugt, eller ligger brak. Gud er Ham, der vil os noget, også i det at ligge brak og ikke bære frugt i vores liv. For at vi kende kan kende Ham, fra vores liv, som det nu er. At sige: ”Jeg ved ikke, hvad Gud vil mig!” – eller: ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med Gud” – det er som at sige: ”Jeg ved ikke, hvad jeg vil med mit liv.” Det er en ærlig sag; det er i høj grad de men­ne­sker, der ikke ved, hvad de vil, som Gud vil – for at få os til at ville noget, sådan som vi møder Ham i Jesu liv. Af os selv vil vi altid kunne ærgre os over alt det, der ikke bliver til noget. Men fordi Gud vil os noget, uanset om vi tager imod Ham eller ej, derfor er det, vi kan blive ved med at holde os til, hvad der bærer frug­t. På den måde må vi egentlig forudsætte Gud, selvom vi nok så meget bilder os ind, at det bare er os selv. For når det står til os selv, hvor forklaringerne og vores egen håndtering råder, ja, så går nok 3/4 eller mere af livet til spilde, eller hen over hoved­et på os. Men det er i orden: Det er jo netop de men­nesker, der kommer til at fylde for meget med deres eget – det, der kaldes synd – det er dem, Gud vil, vil give mu­lighed for at forlade synden, syndernes forladelse, for at kunne række ud efter, hvad Han giver os at tage imod. Kærligheden kan kun blive til virkelighed, ved at vi tager imod den og lader den komme et andet sted fra end os selv. Men vi kan godt lade kær­ligheden bære frugt ved at passe livet sam­men ordentligt, gøde jorden med os selv, og leve sådan at vi, med alt, hvad vi vil og kan forklare og håndtere, er til for kær­lighedens skyld og ikke omvendt. Som en forældre eller voksen, der ikke kan andet end tage sig af det lille barn, der er kom­met ind i livet for at give os så meget ved at lade den voks­ne kom­me i anden række med sig selv. Barm­hjertigheden, den er ikke vores eget produkt, noget, jeg yder, og du tager imod, men en virkelighed, der bliver til for os, og som får os til at dele livet uden forskel på dit og mit. Men vi kan godt lade barmhjertigheden komme til, hvor jeg ikke kun vil se mig selv, og mig selv i dit spejlbillede, men ser dig, hvor du er, og du mig, hvor vi mødes, i livet sam­men. Som en dag, hvor det er godt for mig, at jeg kan tage mig af dig med mere, end du selv kan, uden at jeg skal have nogen tak for det. Og glæden, hvordan kan det være, den bliver ved med at gribe os og spre­de sig og slå rod, hvis ikke det var, fordi den åben­bart bliver spredt ud iblan­dt os, selv når vi af os selv er kommet helt bort fra den. Det menneske, der er helt spundet ind i sin egen verden, kalder vi deprimeret. På samme måde ville en menneskehed uden Gud lide af en stor livsødelæggende depression. Men vi kan godt lade os over­mande af glæ­den, når vi tager imod livet, som det kommer til os, i tillid til, at der er én, der vil os noget i det, som godt kan være anderledes end det, vi selv vil – og at det er godt, det er sådan. Som en søvndrukken, mørk og sur morgen, hvor solen står op overvælder os med sit væld af lys. – Sådan kender vi Gud, som den, der vil os et liv, vi ikke kan forklare og forstå, men kun tage imod, i det liv, vi prøver at forklare og forstå og hånd­tere og gerne vil no­get med. Som lignelsen om sædemanden hænger sam­men med for­klaringen om den. Hvis ikke det netop var sådan, Gud vil os, så ville vi jo gå til af ærgrelse over alt det spil­d, der allerede optager 3/4 af vores liv. Men fordi Gud vil os, så rigeligt, at frugten af det langt overgår alt spildet, så kan vi godt tillade os at gøre som Ham: Lade det gå til i tilgivelsen, alt det, Gud giver os i tilgift – 30, 60, ja, 100 fold, som jo selv i dag ikke engang er, hvad en landmand tør drømme om. Det giver jo en vis tillid til at give sig i lag med livet, som Gud sådan vil os i . Amen.

Sognepræst Bent Arendt
Larsen-Ledets Gade 1
DK-8000 Århus C
Tel.: ++ 45 – 86 12 21 36
e-mail: brar@os.dk