Lignelsen om sædemanden | Seksagesima | 23.02.2025 | Markus 4,1–20 | Eva Holmegaard Larsen |

Som en kontrast til al den uro, der er omkring os, møder vi denne morgen et meget roligt billede. En mark, en forårsdag, høj sol og håb i luften. Her er bondemanden, han trasker afsted hen over marken. Posen med sædekorn hænger hen over hans venstre hofte, mens den højre hånd med rolige, rytmiske bevægelser griber ned i posen efter en håndfuld korn – så åbner han sin hånd og kaster kornet ud over marken. Det gør han en gang til, og igen, frem og tilbage over marken. Tålmodigt, vedholdende og stædigt.

Se det for jer! Så tidig under forårshimlen, den hvide lys og den brune mark, før såmaskinens tidsalder, som et gammelt maleri for det indre øje. Det er hånden, der arbejder. Hånden åbner sig og spreder kornet ud i store bevægelser – som en hånd, der løfter sig til velsignelse. Og kornet kastes ud og noget falder på vejen, noget på klippegrund, noget blandt tidsler, men så er der også noget, der falder lige ned i den gode jord.

Jeg tror, det er meningen, vi skal følge bondemandens rolige og tålmodige arbejde og følge hans blik, når han løfter det fra plovfurens klare linjer og kaster sine frø gavmildt og grænseløst ud til højre og venstre – uden at bekymre sig om, hvor de rammer. Som den gavmilde Gud, der lader sol og regn falde på både onde og gode.

Men bondemanden viser også en vej for os, der kan have så svært ved at løfte blikket fra vores eget livs plovfure og se det store billede og finde troen på den overraskende drejning af vores egen historie. Livet følger ikke plovfurens lige streg, og det gør vi heller ikke og tro er at leve med det håb, at der vokser noget godt blandt tidselgemytter og forstenede hjerter.

Der er masser af tro og håb og kærlighed i fortællingen. Fremtiden tegnes ikke som dyster dommedag og undergang, men i billedet af et nyt liv, der finder sin vej op mellem ruinerne af en sønderbombet by, mens grønne spirer dækker slagmarkens rædsler. Liv opstår hele tiden, og liv bliver ved med at opstå, for livets Gud er i livet og er i os – der er plantet så meget godt i os, og det bliver ved med at vokse trodsigt og holde håbet oppe. Mennesker over hele verden står op hver morgen og gør det, de skal, gør det bedste de kan – mange lever under forfærdelige vilkår, men holder alligevel livet oppe og prøver at skabe en hverdag. Der er så meget hverdags-mod derude, som velsigner omgivelserne med små glimt af lys og glæde.

Hvor går vi hen? Hvad sker der med vores verdensorden? Er vi stadig enige om at forsøge at redde klimaet? Holder vi sammen, eller vokser hadet og modsætningerne. Ser vi i disse år, hvor skrøbeligt det menneskelige fællesskab er?

Lad os blive ved med som kristne mennesker holde fast på, at det er barmhjertighed og omsorg og respekt for hinanden, der gør os til mennesker. Det er ikke ufatteligt rigdom eller pralende styrke. Det er medmenneskeligheden, der gør hverdagen for de allerfleste mennesker værd at leve. Det er det, som planter håbet og giver os modet og det er derfor, vi er her.

I alle Jesus’ fortællinger ligger der en overraskende pointe. Han tager noget hverdagsagtigt, som en bonde der er ved at så sin mark. Det er helt almindeligt, og så alligevel ikke. Der er lige noget, der udfordrer – i fortællingen om den fortabte søn, er der en far, der burde være vred på sin yngstesøn, men i stedet tager ham kærligt og tilgivende tilbage i varmen. Og her er den en bondemand, der burde tilså sine furer i den gode jord på marken, men kan strør lemfældigt kornet ud på klippegrunden og blandt tidslerne.

Vi skal se noget her. For sommetider lever vi sådan, at vi ser og ser og fatter ingenting. Men her skal vi bide mærke i den overraskende vending, som udfordrer vores egen erfaringer og meninger om hvad der er op og ned.

Men det er hele pointen. At vi skal befinde os midt imellem det, vi  selv mener må være det rigtige og så det, der undrer og overrasker os. Fordi, det er her, der sker noget væsentligt.

Som i dåben og nadveren. Vandet er i dåben mere end vand, og brødet og vinen er i nadveren mere end brød og vin. Og det mere, der er – det er det, der åbner vores øjne og flytter vores blik. Og måske er det netop det, der er tro: at flytte blikket.

Vi synes, at bondemanden her virker ufokuseret og skødesløs og tænker, at han går konkurs, hvis det fortsætter på den måde.

Og hvorfor gør han det? Hvad kan være vigtigere end en flot høst? Det er det overraskende. Og det er der vi  skal standse op og løfte blikket.

Det gælder også en anden af Jesu fortællinger, hvor en vingårdsejer – eller virksomhedsleder, som vi ville kalde det i dag – giver alle sine ansatte nøjagtig samme løn, selvom de ikke arbejder lige mange timer. Der er nogen på fuldtid, halv tid og kvart tid. Men de får alle sammen, når dagen er forbi, den nøjagtig samme dagsløn.

Hvor bondemanden bare virker uklog, så er denne virksomhedsejer jo direkte urimelig og uretfærdig. Men her gælder det om at løfte blikket. Det er Jesus, der fortæller – og han vil åbne vores øjne for, at der gælder en anden lov – og det er Guds lov. Som der står hos profeten Esajas: Jeres planer er ikke mine planer og jeres veje er ikke mine veje – siger Gud Herren.

Gud lønner ikke, som vi er vandt til at blive lønnet. Gun lønner ikke efter fortjeneste, men lader regnen falde og solen skinne på onde såvel som gode. Selv når vi krummer os sammen af skam og skyld og fortrydelse, åbner Gud sin milde hånd og lader solen stå op over mit liv og giver mig endnu en dag. Endnu en mulighed for at takke og elske og gøre det godt igen, som jeg har ødelagt.

Og Gud sår ikke sin mark til som en almindelig klog bondemand, der udvælger den gode jord på forhånd. Gud vover, at han måske satser forgæves og spilder den gode såsæd på tørre, stenede marker.

Men når vi får åbnet vores øjne, kan vi måske godt se meningen med, at den tørre, stenede mark har endnu mere brug for en chance mere. Brug for, at der måske bare er et enkelt lille frø, der vil slå rod.

Derfor elsker Gud ødselt, rundhåndet og tilgivende. Ikke fordi det er lige meget, hvad vi gør og hvordan vi lever. Det er ikke lige meget, om vi gør Guds frodige agre til slagmarker og vores hjerter hårde som sten. Men Guds nåde er ødsel og rundhåndet, fordi det så kan være den rammer lige præcis dér, hvor der er allermest brug for det.

Kimen til, at noget smukt og godt kan vokse, er plantet. I os og i livet. Og Guds ord kommer til os for at vande kærlighedens spirer.  Som en bonde med store armbevægelser sendte han sin egen søn, og med ham var der ingen smalle steder. Han levede med kærlighedens store armbevægelser, og kristen tro er at følge det spor og tro fast på at der kan gro det bedste i de værste.

Det er det, der er syndernes forladelse. At vi mennesker for Gud er mere end håbløs klippegrund. Vi er med al vores tørhed og hårdhed stadig grobund for Guds ord og vilje og kærlighed.

Selv det mindste frø kan blive til et stort træ. Selv de mest håbløse skæbner kan vendes til noget godt. Selv de mest håbløse situationer kan med Guds kraft opstå til en ny dag.

Der er ikke noget, der er fortalt færdigt, før Gud har sagt det sidste ord. Gudstro er at tro på den uventede drejning af historien til sidst går det, som Gud i sin godhed vil. Amen.

Sognepræst Eva Holmegaard Larsen

Nødebovej 24, Nødebo, DK-3480 Fredensborg

E-mail: ehl(at)km.dk