Menneske af Guds nåde | Sexagesima søndag | 8. Februar 2026 | Markus 4,26–32 | Eva Holmegaard Larsen |

Der er vækst og grøde i de to billeder, Jesus kalder frem for os: bondemanden, der sår sin mark til. Og mens han sover og står op, nat og dag, spirer kornet og vokser – helt af sig selv. Uden han ved hvordan.

Og Guds rige, det er som et sennepsfrø, et lille bitte frø, mindre end alle andre frø. Men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter. Med store, skyggefulde grene.

Vækst og grøde er også det vi er begyndt at længes inderligt efter. Dagene længes, vinteren strenges. Vi glæder os til forår og sommer og til alt det gode, der er i vente, nu hvor lyset er ved at vende tilbage og de nøgne grene snart får knopper.

Det er et mirakel hvert år, når vi træder ud af det grå låg, der ligger over os fra morgen til aften hele vinteren. Det er et mirakel, når vi slænger vintermørket af os. Og trofast vender det tilbage til os, foråret – når det er tid. Helt af sig selv, og uden det afhænger af noget vi gør eller kan. Uanset hvem vi er og hvad vi har gjort eller ikke gjort. Uanset hvordan vi lever vores liv, og om vi er lykkelige eller ulykkelige. Uanset vi er onde eller gode – uanset hvor meget ufred, krig og ulykke der er i verden – så kommer det. Foråret.

Og vi kan ikke fremskynde det. Det vokser af sig selv. Trofast grønnes mark og eng – som et vidnesbyrd om den grokraft, der er i verden og som kan sætte sig igennem under de mest umulige forhold. I forhold til naturen har vi ikke svært ved at overgive os, lykkeligt afmægtige overfor dens stærke kræfter. Her er vi fulde af tillid – en tillid, der bærer og gennem de lange, mørke, iskolde vinterdage og får os til at se frem og føle os i gode hænder.

Men vi er jo tydeligvis ikke kun i Guds gode hænder, men også i vores egne mere utålmodige og naturforstyrrende hænder – og måske derfor følger vi lige nu endnu mere med i naturens gang, og er endnu mere lykkelige over at se træerne springe ud, og kornet vokser på marken – af sig selv, uden at vi ved hvordan.

Der er grokraft i livet – det er det, disse smukke” vækst og grøde” billeder vil fortælle os. Billeder på at være i Guds hånd. Også når vi dør. Vi vil på den ene side gerne styre naturens gang, men når det kommer til os selv, håber vi, at der er noget dernede i jorden, der med Guds gode vilje får givet mere liv end det, vi selv er herrer over.

Om ikke så længe skal vi fejre påske, med gule påskeliljer og kyllinger, der springer ud af ægget og Kristus der står op fra de døde.

Hvad er påsken dybest set? Påsken vil drage os ind i et dybere tillidsforhold til den kraft, der får tingene til at gro og vokse. En tillid til, at også vi er en del af Guds skaberværk – og at ikke engang døden kan hindre livet i os i at bryde frem igen. Gennemstrømmet som vi er af Gud.

Vi er vokset frem af Guds kraft og vi skal vokse til Gud. Vi lever ikke for os selv – som Paulus siger. Vi lever for Gud. At tro på de dødes opstandelse er at tro på det store forår. I det store billede. Tro på, at vi er i vækst og har Guds grokraft i os – og at vi altid er ved at blive til, også når vi dør.

En sådan tro på, hvad det vil sige at være menneske, taler lige ind i alle vores bekymringer og forventninger om, at vi selv bærer ansvaret for at skulle få det hele til at ske. En forventning om, at al vækst og forandring ligger på vores skuldre. Det er er en bekymring, der kan holde os vågne om natten. For vi har selvfølgelig meget ansvar – vi har mange opgaver vi skal løse og mennesker, vi skal passe på.

Vi skal også bære på os selv, og det kan sommetider være det sværeste. Hvem kender ikke til at kredse bekymret omkring dagens hændelser og gennemgå alt hvad der er sket – og traf vi nu de rigtige valg, og fik vi sagt noget forkert til nogen. Har vi såret nogen, og har jeg overset noget, og hvorfor kan jeg ikke tage mig sammen – og var det godt nok, det jeg leverede – og hvad med alle de dårlige nyheder og vores fremtid? Børnenes fremtid?

Vi er så dygtige og kan så meget, men det har også givet os en næsten manisk kontroltvang, der plager både gamle og unge – vi vil have kontrol over alt, også over vores tanker. Derfor kan det martre os gennem søvnløse nætter, når tankemylderet først er gået i selvsving.

Så kan vi æde sovepiller, eller stå op og se fjernsyn, eller tømme køleskabet, eller tømme køleskabet og spise og drikke os fra uroen – men vi kan også øve os i at lægge det hele fra os og overlade hele til Gud – mens vi siger til os selv – bede for os selv:

Jeg kan ikke længere ændre noget ved den dag, der nu har opbrugt alle sine timer. Endnu en dag er levet til ende, og i morgen er der en ny. Nu betror jeg det hele til Guds kærlighed i tillid til: at det jeg ikke magtede og det, som måske ikke blev som jeg ønskede det eller havde håbet på – alt det kan i Guds hånd forvandle sig til velsignelse.

Der er noget, der vokser af sig selv, mens jeg sover og står op. Nederlag og ærgrelser kan blive til glæde og velsignelse. Så det skal jeg ikke gruble over mere. Læg det over til Gud. Sov roligt. Alt står i Guds Faderhånd.

Det er godt at gøre sig lille, og lægge sig ind i Guds hånd, inden man skal sove. Det er godt, at få proportionerne på plads, inden man lægger sit hoved på puden – og tro på, at der også sker noget, og endda ikke så lidt, uden at det er os, der styrer det.

I gamle dage var man ikke så hård ved sig selv. Der var engang, hvor man kaldte livets modgang for livsvilkår. I dag er det nederlag: Du har fejlet – igen. Du traf de forkerte valg. Du har levet forkert. Du har ikke været stærk nok. Du har ikke passet godt nok på dig selv. Du har ikke haft dine prioriteringer i orden. Du har ikke læst de rigtige bøger, gået på de rigtige kurser, kendt de rigtige mennesker, haft det rette mentale overskud – ja, du har ikke været et dygtigt nok menneske – en god nok mor eller far eller spændende og inspirerende ægtefælle!

Engang tænkte man i vilkår. Nu tænker vi i nederlag. Vi tager alt personligt. Vi er hårde ved os selv. Tænk om vi kunne læne os lidt tilbage – og sige: Gud, jeg er i dine hænder! Tænk om vi kunne nøjes med at være mennesker af Guds nåde – og leve vores bøvlede liv uden at tro, vi skal få det hele til at ske.

Gid vi dog kunne leve vores liv med mere tillid til, at der er noget, der kommer af sig selv. At der er noget, der vokser, mens vi sover og står op, nat og dag.

For måske er det netop vores utålmodighed, hvor vi vil planlægge det gode liv ned til mindste detalje og ud fra en fast skabelon – måske er det denne kontrolmani, der ødelægger vores drømme.

Vi bliver nødt til at øve os i mere tålmodighed – både med os selv og med vores børn og ægtefælle og gode venner. Øve os i at kunne vente. Vente med samme tålmodige tillid, som vi venter på foråret og ved, at alt godt kommer til den, der venter.

Livet tager tid. Kærligheden tager tid. Børnene skal vi følge med glæde og ikke forfølge med forventninger. Det moderne liv har fået noget ”forvokset” ved sig. Noget utålmodigt, som om vi skal skynde os at leve og opnå en hel masse – inden det bliver for sent. Men livet kan blive for overgødet til at det kan give frugt. For overstimuleret til, at vi kan mærke det.

Giv tid! Livet kræver tålmodighed. Det kan tage lang tid at finde ud af at være den, man er. Det tager lang tid at blive sig selv. Det tager tid at finde fodfæste.

Kærlighed tager også tid. Det kræver tålmodighed at lære kærligheden at kende. Når man møder hinanden, lægges frøet i jorden. Man ved endnu ikke, hvad kærlighed er – langsomt vokser det. Og måske er det først, når den ene efter mange år lægger den anden i graven, at vi rigtig ved, hvad det vil sige, at vi elskede hinanden.

Både naturen og kærligheden kan visne og dø af kunstgødning og vækstfremmende stoffer.

Tro tager også tid. Måske et helt liv. Hvad er det at være troende? Det er også at lade det vokse indeni sig. Ganske langsomt, helt af sig selv. Man bliver ikke troende sådan fra det ene øjeblik til det andet – som noget man kan måle eller tage temperatur på.

På den anden side skal der ikke meget til. Det er som et lille bitte frø, der lægges i jorden og vokser sig større end alle andre træer. Sådan er Guds ord sået i verden af Jesus – det lyder ikke af så meget. Tværtimod kan det lyde af meget lidt.

Det lyder i hvert fald ikke altid lige overbevisende. Det var jo bare et menneske, der gik omkring for mange år siden. Han så ikke ud af meget. Han levede ikke noget stort liv, og han døde en sørgmodig, ydmygende død på korset. Men i dette almindelige liv lå noget gemt. Ordene blev sået – ord om tilgivelse, håb og forsoning. Det er stort, hvad sådanne ord kan gøre. De kan vokse – og vokse i os. Og gøre alting nyt.

Men det tager tid. Vi vil så gerne, at vi kan se meningen med det hele med det samme. At vi kan komme i kirke, og så går det hele op for os på et øjeblik.

Men tro skal have tid til at vokse og gøre sin virkning. Tid til at slå rødder.

Et lille bitte frø kan blive til et stort træ. Det der ikke ser ud af meget, kan have kimen i sig til noget stort. Det gælder også os mennesker. Ingen af os er bare hvad vi ser ud til at være. Det er det, vi skal tage med os herfra på denne søndag.

Amen.

---

Eva Holmegaard Larsen
Sognepræst Nødebo/Gadevang
ehl(a)km.dk