6.søndag efter Trinitatis 2025 | 27.07.25 | Markus 5,20-26; Romer 6,3-11 | Af Tine Illum

På ny løsladt til os selv

Der findes god vrede – og der findes ond forligelse. Det synes jeg vi bliver nødt til at sige højt.

For hvad handler det her om?…. Om pænhed? Eller om terapi – det der med: ”tilgiv nu ham eller hende, det vil være meget bedre for dig selv”…  ”prøv nu at forstå ham, der forgreb sig på dig… hende der mobbede dig….”
Er vrede altid noget ondt? Skal retfærdigheden fejes under gulvtæppet for fredsommelighedens skyld?

Vil vi sige til kvinden, der mørbanket og hundeangst søger hen i krisecentret med sine skræmte børn, at hun da ikke må være vred på sin mand, men skal forlige sig med ham? Sandheden er jo desværre at det har været sagt alt for ofte. Og det har ødelagt mennesker for livet.
Eller skulle vi ha sagt til Bruce Springsteen og Taylor Swift at de skulle holde sig til at synge og ikke blande sig i politik og låne deres stemme til undertrykte og kritisere tyrannerne.
Eller vil vi sige til alle dem, der sidder ved de små hvide ligposer med børn, der blev skudt, da de ville hente mad ”I må ikke være vrede.  Det er heller ikke nemt at være soldat for besættelsesmagten”? Har vi ikke set eksempler nok i verdenshistorien på, at mennesker vender det blinde øje til, mens tyranner driver deres livsødelæggende spil?
Ikke at handle er også at handle.

Vi hører faktisk flere gange om, at Jesus bliver vred. Og selv om episoderne er så forskellige, så er det fælles for dem, at det altid handler om, at der handles ukærligt. Vreden retter sig mod dem, der misbruger deres økonomiske eller religiøse magt. Eller mod dem, der bare helst vil have deres på det tørre.  Der væltes borde og råbes ”hykler”…
Og hver gang vi har dåb hører vi at Jesus bliver vred, fordi disciplene vil holde børnene væk…

At gøre det, Gud vil har gjort, kan være at blive vred – fordi vold og undertrykkelse eller sladder har fået magten.  I taler så meget om retfærdighed, siger Jesus gang på gang. Men Guds retfærdighed overgår regler og systemer. Det handler om kærlighedens liv.
Det handler om at være god uden grund. I hvert fald uden anden grund, end at I selv lever af den retfærdighed, der er kærlighed og godhed.

Det hørte vi også – lidt knudret måske – fra et af Paulus’ breve. Her siger han, at Guds tilgivelse har smeltet os ind i Kristus’ død og opstandelse og liv. Guds retfærdighed er tilgivelse. Der er sket en forvandling, og sådan skal vi tænke på os selv og hinanden ”levende for Gud i Kristus”. Det liv skal vi leve.

Samtidig ved vi også – og har altid vidst – at godheden har trange kår. Så når godheden ikke er der, så må man ty til det næstbedste: lov og retfærdighed. Det vidste man også da man skrev Jyske lov for næsten 800 år siden.
“Var der ikke lov i landet, da havde den mest, som kunne tilegne sig mest. Derfor skal loven gøres efter alles tarv, at retsindige og fredsommelige og sagesløse kan nyde deres fred, og uretfærdige og onde kan ræddes for det, der er skrevet i loven, og derfor ikke tør fuldbyrde den ondskab, som de har i sinde.
Det er godt at man i et land har en lov, der sørger for at den stærkeste ikke har magt som han har agt.  At man ikke – bare fordi man har en stor hær, eller påberåber sig en mytisk fortælling, der giver en privilegier – er hævet over loven. At man ikke – bare fordi man er den stærkeste, tjener mest eller forstår at netværke med de rigtige – kan få sin vilje på andres bekostning.
Det er godt, at der findes en vrede, der får nogen til at gribe ind, når de ser at svage trædes under fode.

Det er ikke nogen kristen dyd at vende ryggen til uret og mishandling – om det så handler om enkeltpersoner eller nationer. Og buddet om ikke at blive vred kan ikke bruges til at holde tyranner ved magten – hverken i skoleklasser, i vores hjem, i det politiske spil – eller hvor vi nu ser og mærker, at undertrykkelse og vold har fat. Kristen etik kan aldrig være at se væk, når andre undertrykkes, fordi jeg ikke vil være vred, ikke vil blande mig, og synes at folk jo må se at forliges.

Men kan vi så overhovedet forbinde det Jesus siger i dag med vores liv?

Lad os igen tage fat i det lille stykke af et brev, som vi hørte om da vi kom i kirke i dag. ”Du er jo døbt”, siger Paulus – ”Du er levende for Gud i Kristus”. Du er ét med ham. Den enhed er det, Gud kalder sin retfærdighed. Og den er egentlig så dundrende uretfærdig, hvis man skulle måle efter vores almindelige tanker om retfærdighed. Men nu siger Gud altså at det er sådan det er: jeg elsker dig – så jeg vil gøre det, der passer til mit væsen – det er at du elskes ind i det liv, som Kristus lever. Ind i hans død og ind i hans opstandelse. Og det hører aldrig op. Kærligheden overvinder alt.

Det har jeg brug for at vide.
For jeg har sagt meget værre ting end ”fjols” eller ”idiot”.
Og hvad jeg har tænkt, ja, det har da været endnu værre.
Og jeg har været så ganske forfærdelig vred på både den ene og den anden. Jeg forstår så godt hende der i en bøn sagde:
”Vreden bor i mig

et kæmpestort dyr med stritpels af stål

og kløer der graver i hjertet på mig”.

Det er sådan jeg gang på gang må se mig selv. Som den, der ikke gør det, Gud vil have, som ikke er retfærdig og god. Som den, der bliver så ubærligt vred. Og som har så svært ved at forsone og forlige mig med andre – måske allermest dem, jeg selv har gjort ondt.
Og samtidig må jeg se på mig selv, som den, der har fået at vide, at når jeg er allermest ussel, allermest fej eller uforsonlig, skiller det mig ikke fra Kristus. Det husker jeg måske bedst, når jeg ganske enkelt husker, at jeg er døbt – og at jeg er levende for Gud i Kristus.

I det liv – dåbslivet – lever jeg midt i den virkelige verden, – ikke i en fantasiverden, hvor ondskab ikke findes, eller hvor der findes lette løsninger og et enkelt liv uden lidelse.
Men det er aldrig en verden, der er overladt til sig selv og til magter, der forvrænger og ødelægger alt godt. Aldrig en verden i modløs venten, altid en verden i glædelig forventning. Det er altid en verden i håb

En tysk kvinde har skrevet om det håb. Det nytter ikke, siger hun, at drømme om et landskab på den anden side af tåregrænsen, eller om at blive forskånet for alt ondt, eller om at være perfekt… om at alt skal være enkelt. Sådan er livet ikke. Det er fuldt af situationer, som vi ikke bare kan finde en vej ud af og en løsning på.
Et af hendes lange digte slutter med ønsket om, at vi må leve

”stadig mere sårede og mere helede,
hele tiden på ny løsladt til os selv.”

Løsladt til os selv. Befriede. Vi har en plads her i denne vidunderlige og rædselsfulde verden. Godt, at vi hver dag må stå op – sårede, helede, fri, løsladte.
Her skal vi leve som mennesker, der tror, at vi er levende for Gud i Kristus. Vi skal leve og handle ud fra den dybe forligelse, der blev tegnet med et kors for vores ansigt og bryst.  Uden anden grund, end at vi selv lever af netop det: håb, befrielse, forligelse, barmhjertighed. Amen.

—

Sognepræst Tine Illum

DK-6091 Bjert

.mail: ti(at)km.dk