Pessimisme er ingen løsning | 10. søndag efter Trinitatis | 9. august 2026 | Matt 11,16–24 | Eva Holmegaard Larsen

Pessimisme er ingen løsning

Verden er fuld af stemmer, der vil have vores opmærksomhed. Men er der nogensinde nogen, der får vores fulde opmærksomhed? Både Jesus og profeten Ezekiel forsøgte at råbe deres samtid op. Det holdt hårdt. Ezekiel måtte sande, at mennesker ”jager efter deres egne elskovsord og jager efter vind.”

Sagt med andre ord, vil vi hellere høre os selv tale, eller høre hvad andre siger om os. Måske er det derfor Jesus lyder så desperat i dagens tekst. Rasende og alt for insisterende for en blød augustdag, hvor vi stadig lever lidt i minderne om liggestole og dovne dage på en sandstrand: Ve dig, rejs dig – kom op af liggestolen! I dag får vi hele dommedags-apparatet hældt i hovedet som en spandfuld brandmænd.

Men måske kan man godt forstå Jesus? Hvorfor ikke sige det værste, når ingen hører efter alligevel? Han råber som en skibbruden på en øde ø, uden håb om, at der er nogen derude, der kan høre dig.

Til vores forsvar er det jo ikke fordi, der ikke er nok, der råber på os. Verden er fuld af stemmer, og der er al mulig grund til at lukke ørene for strømmen af nyheder om, hvad der sker af både stort og småt ude i verden og som gør os både forskrækkede og urolige, men først og fremmest magtesløse. Og hele tiden er der nogen omkring os, der mener og siger noget, vi skal forholde os til. Men vi kan ikke forholde os til alt hvad der sker. Det er svært at kapere krig, skovbrande, jordskælv, tørke og alle de råb om hjælp, der kommer helt ind i vores stuer – medmindre vi lukker af for verden derude en gang imellem.

De fleste af os ved godt, at der er så meget, vi burde have mere opmærksomhed på. Det er ikke fordi, vi er ligeglade, men vi har også et liv, der skal leves. Her i vores del af verden ved vi også godt, at vi har meget at takke for midt i de voldsomme begivenheders undergangsstemning. Og det er et meget godt sted at starte for at undgå at få et ”vantro hjerte”.

Det er apostlen Paulus, der advarer os mod vantro. Han siger: Se til, at der ikke i nogen af jer skal være et ondt, vantro hjerte så der sker frafald fra den levende Gud. Et ondt, vantro hjerte og frafald fra den levende Gud. Hvordan skal vi forstå det?

Den irske forfatter og filosof Irish Murdoch undersøgte i sine romaner og afhandlinger, hvad moral er. Mange opfatter moral som et sæt værdier, man kan vælge at leve efter. Nogle gode leveregler, som f.eks. kristne værdier.

Murdoch gik et skridt videre og udfordrer det syn på moral, at det er et sæt værdier, man kan tro på eller blive enige om. Hun taler om moral som noget, man bliver ramt af. Hendes kernebegreb er ”opmærksomhed”:

Moral er at kaste et retfærdigt og kærligt blik mod en anden virkelighed end vores egen. Altså se med velvilje og ja, kærlighed på mennesker og verdener og virkeligheder, der ligger vores egen fjern.

Prøv lige at tænke igennem, hvor udfordrende det faktisk er – og noget helt andet end at fable om gode, kristne værdier, mens man lever helt uanfægtet videre.

Murdoch siger det ganske råt for usødet, ligesom Jesus og Ezekiel og Paulus. Hun kalder vores ego for et ”fat, relentless ego” – det betyder ”det fede, utrættelige ego”, der konstant kredser om egne bekymringer, krænkelser, ønsker og forestillinger.

Derfor har vi også en tendens til at fortolke andre ud fra os selv og hvordan det hele lige ser ud derfra, hvor jeg står og hvad jeg har mest lyst til at høre – i stedet for faktisk at lytte til dem eller se dem, som de er.

Et godt eksempel er, at vi som tilhører den rigeste del af verden, vi klager rigtig meget over stress på arbejdsmarkedet, karrierepres og udfordringen med at få work-life balance til at gå op. Og så taler vi rigtig meget om realkreditlån, pensionsopsparinger og faldende og stigende priser på boligmarkedet.

Vi kalder det privilegieblindhed, men måske kan man også kalde det vantro? En ung universitetsstuderende skrev en kronik om, at hendes egen generation er blevet kynisk. Hun oplevede en aften, at der stod en gruppe unge mennesker og filmede en beruset kvinde, der var faldet om, i stedet for at hjælpe hende.

Det er også en blindhed, når livet på de sociale medier er mere virkeligt end virkeligheden. Godt på afstand. Uberørt.

Men måske kan vi ikke tåle virkeligheden? Vi kan ikke holde ud at blive forstyrret og blive berørt af virkeligheden. Det er lettere at filme den og tale om pensionsopsparinger og huspriser. Får vi virkelig øjnene op, så er vi på den! Så er freden forbi.

Men hvorfor skal vi have lov til at leve i fred? Måske er det det, der er vantro. At vi holder op med rigtig at være til stede i verden og gemmer os i vores små reservater, hvor vi kan nøjes med at se på.

Der er noget vrangvendt og livsfjernt ved at stå på afstand. Det er en osteklokke, som alligevel ikke holder og som i de flestes liv bryder sammen på et eller andet tidspunkt.

De formanende ord fra Jesus i dagens tekst dømmer verden, når vi trækker os ud ad virkeligheden: Vi spillede på fløjte for jer, vi sang klagesange. Lige meget hjalp det. Først kom Johannes Døberen. Han var en strammer, han råbte om bod og bedring. Det var ikke til at holde ud at høre på. Så kom Jesus, han var mild og talte om kærlighed og tilgivelse. Men det er også lidt for meget.

Det er som om, vi ikke rigtig vil noget. Hverken kæmpe eller elskes. Vi vil bare have vores pensionsopsparinger.

Jesus vil vække vores følsomhed. Kom nu ind i kampen. Vågn nu op og se verden i øjnene. Også selvom det gør ondt, og man føler sig skyldig, privilegeret og afmægtig. For verden bliver et endnu værre sted, meningsløst og uden håb, hvis vi ikke kan græde med de grædende, og ikke kan mærke andres angst og udsigtsløshed. Man kan ikke bruge sine moralske værdier til noget, hvis man ikke kan mærke smerten.

Vi er nødt til at stå der sammen, i den samme virkelighed. Det gælder også solidariteten med de desperate unge mennesker, der svømmede i farefuldt hav i tre timer for at få et værdigt liv i Europa. Et er, at de må sendes hjem igen af gode grunde. Noget andet er, hvis vi ikke kan føle med dem og forstå dem og se deres virkelighed, som den ser ud fra der, hvor de er!

Livet er komplekst. Det er hårdt og urimeligt for mange mennesker, også sommetider for os selv. Men når vi tør se rigtigt efter, så ser vi også al skønheden, mildheden og godheden.

Løft blikket. Den hellige vrede, Jesus opviser på denne sommerdag, vil revse os for åndelig dovenskab. Evangeliet i dag vil sætte en følelsesmæssig og åndelig ild til verden, så den brændes af for den ligegyldighed og kynisme, der let kan blive vores måde at overleve på i en alt for påtrængende virkelighed.

Vantro er at trække på skulderen og sige: Det kommer ikke mig ved.

Den kendte psykolog Svend Brinkmann har i årevis udgivet den ene bestseller efter den anden om at tage Ja-hatten af og blive bedre til at sige Nej og ikke føle sig så forpligtet til at tænke positivt, når der er så meget at være pessimistisk i forhold til.

Nu har han skrevet i opslag på Facebook, hvor han trækker sin uforbeholdne anbefaling af en mere pessimistisk livsstil tilbage. For pessimisme har det med at lede til kynisme:

Altså – hvis der alligevel ikke rigtig er noget at håbe på, er det bedre at være ligeglad! Hvis jeg tror, at de andre vil skuffe mig, kan jeg lige så godt bare tænke på mig selv! Og hvis vi alligevel ikke kan leve op til vores idealer, er det bedst bare at glemme dem!

Kynismen og ligegyldigheden indeholder en meningsløshed, der er meget værre end at blive bevæget, foruroliget, skuffet og anfægtet af den verden, vi lever i.

Det er meget bedre at mærke sin afmægtighed overfor at kunne være med til at løse verdens problemer, end helt at tjekke ud af enhver form for medfølelse.

Fordi nogen misbruger vores tillid, skal vi jo heller ikke holde op med at være tillidsfulde. Eller fordi rigtig mange mennesker, også de mest magtfulde, lyver – må vi ikke holde op med at tro på sandheden.

Evangeliet til i dag kommer til os med et krav om en trodsig, næsten krigerisk håbefuldhed. Lad os både danse og græde. Lad os både synge lovsange og klagesalmer. Med klagesalmen giver vi stemme til vreden og indignationen og protesten, når livet er hårdt, forrevet og fuld af sorg.

Og med lovsangen glæder vi os over alt det fantastiske på denne skønne jord, alt hvad vi har fået givet og daglig modtager af vores himmelske Far og Skaber, som bliver ved med at skabe nyt og lade liv opstå hen over alle vores bekymringer og værste skrækscenarier.

Gud i vold og amen!

---

Eva Holmegaard Larsen
Sognepræst i Nødbo/Gadevang
ehl@km.dk