I tiggerhjørnet | 13. søndag efter Trinitatis | 30. august 2026 | Matt 20,20–28 | Jan Asmussen

I tiggerhjørnet

På en humoristisk tegning sidder en tigger med et par småmønter i sin kurv. En mand kommer hen til ham og spørger interesseret: ”Kan De virkelig leve af at tigge?” – ”Nej”, svarer tiggeren, ”sommetider må jeg selv fylde lidt på!” Evangeliet til i dag handler om at være tiggere overfor Gud – altså hvad vi har at fylde vore kurve med. Om Martin Luther fortælles det, at netop det var hans sidste ord på dødslejet, konklusionen på hans egen tilværelse med dens kamp for at overleve og al den velsignelse, der også var: ”Tiggere er vi – det er vist og sandt!”

En mor kommer for at tigge noget hos Jesus. Ikke til sig selv, men på vegne af sine to sønner. Det er en meget menneskeligt alt sammen: hun synes, de fortjener det bedste. For hende er hver modgang, hendes sønner møder, ufortjent. Måske har hun også svært ved at se deres fejl – sådan er mødre. De to sønner, hun taler om, er Jakob og Johannes, to af Jesu disciple. Ikke at de er sorte får i discipelflokken, tværtimod: de er blandt de nærmeste. Det er dem, der sidder nær Jesus omkring bordet. Også den skærtorsdag aften, hvor Jesus indstifter nadveren. Det er dem, der bagefter går med Jesus, da han beder i Getsemane have. Det er dem, der på gamle malerier afbildes stående under korset. Mange i den kirkelige tradition har i Johannes set den disciple, der omtales som ”den discipel, Herren elskede”. Der er også grunde til at forestille sig, at de to er i familie med Jesus: hans kødelige fætre. Hvis der er en inderkreds omkring Jesus, så er disse to unge fyre lige midt i den og behøver ikke tigge om en plads ved bordet.

Men alt dette er ikke nok for en mor – hun kommer med en særlig bøn: giv dem en plads ved din side i Guds Rige. Det har de fortjent, mener hun, så dygtige og loyale som de er. I Fadervor beder vi: ”ske din vilje som i himlen, således også på jorden”. Men her vendes det om: ”sådan, som det er her på jorden, sådan skal det også være i himlen”, beder moderen.

Det er fint at være respekteret. At have status her i livet er en stor ting. Men hvad sker der med os, når vi en dag ikke er her mere – vil man så stadig huske os? Og boet over vores liv en dag skal gøres op, kan vi så tage de meritter og fortjenester, vi har erhvervet i vores liv, med os? Det er det, Zebedæus-sønnernes mor tumler med.

Det får Jesus til at spørge, henvendt til Jakob og Johannes: ”kan I tømme den kalk, drikke den bitre drik, som jeg skal?” Og selvfølgelig svarer de ja som altid, disse ideelle apostle. Men det er et skråsikkert ja som fra nogen, der på endnu sikker afstand lover at gå gennem ild og vand for en anden. Er det også gyldigt, når det en skønne dag går hårdt på? Det fortælles om disciplene, at da soldaterne sprang frem og greb Jesus og førte ham til Pilatus, flygtede de alle. Dér lå loyalitetens grænse. Dér hytter man sit eget skind og sin egen selvopholdelse. Dér er enhver sig selv nærmest. Loyalitet har vi altid kun på bestemte præmisser og helst på afstand. Når det går hårdt på, flygter de alle og lader os helt alene. Så er der ikke meget at fylde på af.

Derfor afviser Jesus disse to disciple og gennemskuer deres gode vilje og forsikringer. I den virkelige knibe, dér hvor man råber om hjælp, dér er man ikke mere værd end en stakkels tigger, som ikke kan andet end at bede om hjælp og håbe, at den kommer. Det kan være et helt livsværk, som vækker anseelse og berømmelse som i Luthers tilfælde. Konklusionen er den samme.

Der findes et sarkastisk billede af hunoristen Storm P, som siger dette tydeligt. Vi er i en kirke og ser op mod prædikestolen. Der står en præst, vist oven i købet en biskop med fløjlsmave, selvsikker og knejsende – billedet er fra dengang, autoriteten var indbygget i selve embedet. Men han understreger den også selv: en medalje med et stort kors glimter på hans kjole, tydeligt anbragt, så enhver kan se det. Men i baggrunden af billedet, næsten utydeligt, står på alteret et lille krucifiks. På det anes Jesus i selve dødstimen. Forpint og udstødt. Korset står uden for bymuren i vanære, og bag korset anes rækker af fortvivlede, fattige mennesker og mørke, skumle lejekaserner. De to kors, hedder billedet. Det ene på biskoppens mave udtrykker menneskelig status og ære og bæres med stolthed. Det andet kors udtrykker menneskelig fordømmelse og nedværdigelse.

Hvad biskoppen ikke ved, er at han kun står der på grund af det kors i baggrunden. Hele hans status har han kun i kraft af manden på korset. Jesus tømte den bitre kalk og blev i sin død ene og forladt alle menneskers træl, alle menneskers undergivne. Hans æresæde var ikke med håbefulde og ambitiøse disciple på hver side, men med to røvere. Sådan drak han den kalk, som i hans liv bestod i at være tro til det sidste. Tro imod sin himmelske far. Tro imod den jord, som Gud havde skabt. ”Ske din vilje som i himlen, således også på jorden.”  Det er den vej, bønnen i fadervor går.

Kristendommens kerne er, at der hvor vi falder og råber om hjælp og er tiggere, der er der foruden os selv en Gud, der giver os det, vi har at leve af. Jakob og Johannes forlod ham og flygtede fra deres loyalitet, da det kom til stykket, men han forlod os ikke. Fra det kommer den sidste tilflugt, når vi sidder med tomme kurve og ingen mening finder. Det sidste er nemlig ikke, at vore kurve er tømte, men at de fyldes. At Kristus lyser for os i vores mørke og giver os langt mere, end vi har fortjent. Samlet i de stærkeste ord, som lyder i hver eneste gudstjeneste: at vore synder er os tilgivet, at vi bæres af Gud – sådan som det blev sagt før, da et lille nyt menneske blev døbt her i kirken.

Pladsen i Guds rige er ikke til de dygtige, begejstrede, kompetente efterfølgere af Jesus. Nej, pladsen i Guds rige er en plads til tiggere, som ikke kan andet end at tage imod. Det er et leve på det løfte, som vi fik i dåben. Hvad vi selv fylder på gennem livet, fylder i sammenligning intet som helst.

Amen.

Jan Sievert Asmussen
Farum Kirke
jsas@km.dk