En finger på vægten | Seksagesima søndag | 01. Februar 2026 | Matt 25,14–30 | Jan Asmussen |

En finger på vægten

Man siger, at tiden er en streng dommer. Der findes derfor ingen mere hård rettergang, end når et menneske spørger sig selv: „hvad brugte jeg egentlig mit liv til, hvad gjorde jeg egentlig med min tilmålte tid – de år, jeg fik?“ Det er et granskende spørgsmål, der hører alderdommen til, når man ser tilbage på de uoprettelige fejltagelser og de muligheder, der blev spildt. Men det spørgsmål kan også lamme den unge, som står foran mange muligheder, tvunget til at vælge den ene mulighed: hvilken uddannelse? hvem skal jeg blive forældre sammen med? Det hele kan jo kun leves én gang, selvom den unge let bilder sig ind, at man bare kan begynde forfra. Det kan man jo ikke. Så hvad skal jeg bruge mit liv til?

Den klassiske forestilling om Guds dommedag handler om dette opgør med, hvad tiden blev brugt til. Dér står ærkeenglen på trappens øverste trin med sin skålvægt som en himmelsk Justitia. Over kanten på den ene skål titter ansigtet på den bange sjæl op – sådan kan man se det på et middelalderligt kalkmaleri i en nærliggende landsbykirke. I den anden skål ligger det, som det menneske gjorde af godt. Er det nok, eller bliver den stakkels sjæl vejet og fundet for let? Ærkeenglen bærer vægten med neutral mine og kold retfærdighed. På den modsatte væg i den gamle kirke udmales konsekvensen, hvis sjælen bliver fundet for let. Her findes et andet kalkmaleri, hvor de stakler, der ikke klarede testen, bliver budt velkommen af djævle med trefork og skovlet nedad i et flammende helvedesgab. „Hvad brugte du dit liv på?“ – det er ikke kun et moderne spørgsmål. Det martrede også middelalderens mennesker.

„Jeg kender dig som en hård mand“, siger ham med den ene talent, da regnskabet skal gøres op, „og af frygt for dig gemte jeg din talent i jorden“. Jeg har altid tænkt, at netop han er den mest pålidelige af de tre: de to andre jonglerede med de betroede penge og kunne lige så vel have sat dem over styr i en økonomisk fejldisposition. Så ville de kun være i stand til at sige „undskyld! Jeg fik fem talenter, men desværre mistede jeg dem i en uheldig investering.“ Den eneste af de tre, der har kunnet sove trygt hver eneste nat – det er ham der har gemt det betroede et sikkert sted. Han kan sige: „se, her har du den talent, du betroede mig.“ Man kan næsten høre hans stolthed i de ord.

På den baggrund er det fuldkommen uforståeligt, at lignelsen om talenterne ender med så grum en straf til den pålideligste med den ene talent. „Kast ham ud i mørket“, lyder det. Det har han faktisk ikke fortjent. Det har alle de blandt os, der bare lever på det jævne og passer vores lille jævne butik ikke fortjent. De fleste mennesker ligner jo ham med den ene talent: dem tilhører de fleste af gravstenene derude på kirkegården med indskrifter, som langsomt forvitrer, indtil graven på et tidspunkt bliver sløjfet, fordi ingen længere føler tilknytning. Og så glider disse Peter Hansener og Hanne Petersener ind i den uendelige række, der fik et liv og gav et liv tilbage, da det var levet til ende. Én talent – én til én – uden noget særligt, knogler på knogler nede i jorden uden spektakulære konsekvenser. Hvad du fik, gav du. Hverken mere eller mindre.

„Du dårlige tjener“, kaldes ham med den ene talent. Lad os se på fortællingen én gang til for at forstå, hvorfor han bedømmes så hårdt. Jeg tror, nøglen ligger i hans indstilling og forventning til ham, der betroede ham den ene talent. Den indstilling får vi noget at vide om. Den er nemlig præget af frygt. Hans sag er afgjort allerede inden han begynder at overveje, hvordan han skal passe på det betroede, nemlig i udsagnet „jeg kender dig som en streng herre“. Det betyder: det ligger uden for denne tjeners forestillingsevne, at der findes mulighed for nåde og tilgivelse. Han har derfor kun én strategi, nemlig at holde sig på den smalle sti og ikke vække sin herres vrede. Derfor er han så påpasselig.

Og det er dér, denne irriterende lignelse om de betroede talenter kan afgive en mening eller pointe. Når Jesus fremhæver de dristige tjenere, er det fordi han vil sige: „Slip kontrollen.“ – „I skal ikke bekymre jer“, siger Jesus et andet sted, „se til liljerne på marken og himlens fugle“. Lev ud i dagen uden at skulle bemægtige dig dit liv, hvis du stadig er ung. Gå ikke i rette med dine egne store fejldispositioner i fortiden, hvis du er blevet gammel. Trøst den unge ved at sige: „det skal blive så godt, glæd dig!“ Trøst den gamle ved at sige: „alt er blevet, som det skulle, så godt og rigtigt!“ Og for os ind imellem, der hverken er rigtig unge eller rigtig gamle: gør din lille gerning, lad tingene ske, overgiv dig til det flow, livet nu har for med dig. Vid, at du ikke har en streng og ubarmhjertig herre, men en Gud, der er nådig, mild og barmhjertig, sen til vrede og rig på troskab – sådan lyder formlen mange steder i bibelen. Det gør en himmel til forskel, om vi forsøger at kontrollere livets skridt eller flyder med ubekymret. Det er den indre ro, evangeliet vil fremelske, fordi det er den eneste mulige og helt selvfølgelige reaktion på, at Gud er nådig og ikke streng, kærlig og ikke nøjeregnende. Modet til at leve kommer ikke af sig selv, men af at vide sig tilgivet og elsket på forhånd.

Derfor er der en detalje i nogle middelalderlige kalkmalerier af ærkeenglens sjælevejning, som jeg ikke har nævnt, men som udtrykker det, jeg her vil sige. Denne detalje kan man også ser i landsbykirken ikke langt herfra: uden at fortrække en mine stikker ærkeenglen en finger frem fra sin kappe og lægger den på vægtskålen med det menneskes gode gerninger og tynger den ned. Sjælen i den anden vægtskål smiler uden at forstå, hvorfor vægten pludselig tipper til den for frelsen rigtige side. Over vægtscenen står porten til det himmelske Jerusalem åben, og Jomfru Maria står klar til modtagelse med åbne arme. Ærkeenglen står uden at fortrække en mine og forkynder dér på den kalkede væg: vi har en himmelsk far, der lader nåde gå for ret. En Gud, der ikke – som den tredje tjener fejlagtigt tror – høster, hvor han ikke har sået, men tværtimod griber ind til fordel for os arme syndere sår, hvor han knap nok har høstet. Nådig og barmhjertig, sen til vrede og rig på troskab.

Amen.

Jan Sievert Asmussen, Farum
jsas(a)km.dk