Hvad tiden tager | allehelgens søndag | 1. november 2026 | Matt. 5,1-12 | Thomas Reinholdt Rasmussen |

Hvad tiden tager

Vi kender alle ordsproget, og vi kender alle til det, at ting tager tid. Vi ved at det tager tid at få ting gjort, og vi ved at der ikke findes uendeligt med tid i denne verden. Ting tager tid, og derfor må vi prioritere og lære at gå glip, for vi kan ikke nå alt i denne verden, og hvis vi prøver på det, så spræller vi os træt i mulighed.

Så ting tager tid.

Men det omvendte er jo også tilfældet: at tid tager ting. At de ting, vi har haft og har været glade for mange gange, er nu forsvundet, ødelagte eller smuldret mellem vore hænder.

Så ting tager tid, men tid tager også ting. Og det siger vi vel vidende at de væsentligste ting i verden jo ikke er ting.

Ting, er hvad de er. Men vores kære kan slet ikke beskrives således, men mange af dem er også blevet væk i tidens strøm. Vi husker dem. Vi holder af dem. Men de er væk. De er ikke mere.

Og det er livets vilkår: at det hører op. At vi engang er nødt til at skilles ad hvor gerne vi end ville holde fast i hinanden og være en del af hinandens liv og tilværelse.

Tiden er en ubønhørlig størrelse, og ingen af os kan standse dens malende hjul. Derfor mister vi. Derfor taber vi. Derfor mindes vi.

Men vi kan også en gang imellem opleve øjeblikke, hvor tiden næsten hører op. Øjeblikke af lykke, hvor tiden ingen rolle spiller og kun nærværet er til stede. Hvor tiden synes ophævet og kun rummet er tilbage. Glimt af evigheden.

Og måske er evigheden netop rummet uden tid. Kun rummet med nærvær af hinanden og kun hinanden. Det rum, hvor der ikke er noget til at forstyrre, hvor solen ikke er dit lys om dagen, og det ikke er månen, der lyser for dig om natten; men Herren skal være dit evige lys, og din Gud din herlighed. Hvor Herren er det evige lys og sørgedagene er forbi, som Esajas siger det i den læsning vi hørte fra alteret. Hvor Gud er lys og tiden er blevet til fylde. Til rum. Til nærvær.

For vi er ofte meget optaget af vores eget og vores eget selv. Meget ofte hører vi, at mennesker skal finde sig selv. Det føles afgørende. Det føles væsentligt. At finde sig selv. Men er det så afgørende og er det så væsentligt; at finde sig selv. Handler det ikke grundlæggende om at finde hinanden? At det er livets mening: at finde hinanden og ikke så meget sig selv?

Og når vi mister og sørger, kan det at finde hinanden være en vanskelig sag. Så har vi kun hinanden i minderne og i det skete. I det det var. Og dog, for der er håbet. Håbet er tilbage. Det håb som vi ved dåben er genfødt i og som lyser, når alt er gået ud. Det håb, vi skal finde hinanden i.

Og det skal vi ikke alene. For en sorg kan være så tung, og et tab kan være så tyngende, at det er sværere at flytte en sorg end noget andet. Men sorgen kan flyttes. Den kan flyttes, selvom det føles tungt og næsten ubærligt. Den kan flyttes i det håb, at Gud gør alting nyt. Og det er netop hvad ordene i de smukke saligprisninger, som vi hørte til i dag, handler om.

Saligprisningerne, som taler til dem, der er knuget af sorg. Til dem, der ikke kan finde ud af livet. Til dem, for hvem livet ikke vil lykkes. Til alle dem, og til alle os er disse smukke ord talt: Salige er I. Ikke salige på grund af kvalifikationer, men salige fordi Jesus Kristus taler til os. Salige er I, ikke fordi vi magter livet og heller ikke fordi vi ikke kan håndtere det, men fordi vi tales til at den Gud, der holder verden i sin kærlighed og sætter alt ind på kærligheden, der må bære, når alt andet brister. Kærligheden, hjertegløden, stærkere var end døden.

Salige er I midt i sorgen, tabet og længslen. Salige er I.

Således kan vi erfare, at ting tager tid, og at tid også tager ting, og at de væsentligste ting i verden ikke er ting, men er de mennesker, vi holder af, og som griber os i deres kærlighed. Også at vi til sidst må skilles ad, men alligevel lyder ordene om, at salige er I. Salige ikke på trods, men på grund af det Guds ord, der er kærligheden selv, der rækker tværs gennem kors, død og grav frem mod den opstandelse, der synes uvirkelig i tabets øjeblik, men som er hele kernen og hele indholdet, og uden den ville alt være intet.

For døden er alvor, og ingen kan slippe den. Alle har vi tabt og mistet og alle har vi erfaret, at intet synes stærkere end døden. Men kristentroens ord er, at kærligheden er stærkere end alt, også stærkere end døden og afsked. Vi gribes i kærlighed både her og hisset, der er kernen i den kristne tro, og kan man grundlæggende tro andet?

Andet end at ordene lyder, at salige er I tværs gennem tab, sorg og død. Salige er I, også når det ikke ser sådan ud. Salige er I, og det er hele sagen. Salige er I, for I er set på med den opstandnes blik tværs gennem alt, hvad der tynger og truer. Ja salige er I, der sørger, for I skal trøstes.

Amen.

Thomas Reinholdt Rasmussen
Biskop i Aalborg
trr@km.dk