4. søndag efter trinitatis | Matt. 5,43-48 | Af Thomas Reinholdt Rasmussen |

At være Guds barn

Evangeliet til i dag indeholder to glæder. Den første er at vi kan blive Guds børn, den anden er at vores himmelske fader er fuldkommen i kærlighed. Det er en god trøst.

Men lad os tage den første glæde først.

I Danmark har debatten om at være Guds børn bølget frem og tilbage længe. Spørgsmålet har lydt, at hvis man bliver Guds barn i dåben, hvad så med dem, der ikke bliver døbt? Hører de så ikke til? Er de så udenfor?

Spørgsmålet er om dåben er skelsættende, så den efterlader nogle mennesker udenfor og andre indenfor. Således at dåben altså skaber et A- hold og et B-hold mellem mennesker.

I en evangelisk kirke er der ingen tvivl om, at Guds barn bliver man ved dåben. Og det er i samklang med både Johannesevangeliet, Paulus med flere. Der sker altså noget i dåben. Men det er som om man har stirret sig blind på begrebet Guds barn, så man slet ikke har set på, hvad det betyder. Hvad indeholder det at blive Guds barn? Man spørger om det virkelig er et skelsættende begreb?

Nu skal man fastholde, at det eneste, der stiller skelsættende spørgsmål her i livet, er synden. Det er synden, der sætter skel, så mennesket holdes inde og ude.

For Luther betød det at være et Guds barn, at man er et menneske formet af sakramentet. Altså et Kristus-formet menneske. Og hvad gjorde Kristus? Han gjorde sig solidarisk med dem, der var udenfor. Han gjorde sig lige med de fortabte. Det er også Guds barnets opgave: at gøre sig lige med den fortabte. Så det at blive et Guds barn er netop at ophæve skel og at åbne porte.

Og det er lige præcis det, der udfoldes i dagens gode evangelium med ordene: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn”. Stil jer lige i kærlighed med dem, der ikke er med, de fortabte, dem udenfor.

Det er at være et Guds barn. Så at begynde at tale om, at Guds barn skulle betyde, at vi opstiller et nyt skel, er at gå helt forkert i byen. Det er ikke at se hvad Guds barn betyder. Guds barn er at ophæve skellene. Og at blive Guds barn i dåben, er at lade skellene falde. Det er dåbens styrke. Ja, det er dåbens sande evangelium.

Nu er det dog sin sag at elske sine fjender og at gøre sin solidarisk med den fortabte. Det er ikke let. Det er ikke let stille sig lige med dem, der lyver om en og måske endog forfølger en. Man skal gøre det. Man er jo et Guds barn.

Men det er her, det er godt at vide, ja at tro, at vores himmelske Fader er fuldkommen og at Jesus er vores broder. For selv om at vi deler barnekår med Jesus, så var det ham, der hang på korset vores skyld. Når vi som han forsøger at stiller os lige med den, der er udenfor, så kan det sagtens ske, at vi rammer ved siden af skiven. Og det er jo heller ikke os, der er Kristus.

Jesus Kristus stillede sig på korset lige med den fortabte. Han gjorde sig lige med den, der var forkastet. Han bad for sine forfølgere. Han gjorde det, der fordres i dagens evangelium, og det som vi nu, som himmelspejl i mulde, skal gentage i al ufuldkommenhed.

Men så vær da fuldkomne, lyder fordringen. Og selvfølgelig lyder den sådan. Vi må ikke skrue ned på fordringen. Du er et Guds barn. Lev sådan.

Men lysten til det skelsættende klæber til os. Lysten til at være mere end de andre, klæber til os. Det er udfordringen, som fordringen lyder i.

For Guds barnet bliver ikke Kristus. Kun en hang på korset. Han var Kristus. Vi, de døbte, er Kristus-formede. Det er en forskel.

Kristus stillede sig lige med den fortabte, også med det fortabte Guds barn, der ikke kan være fuldkommen, og rammer ved siden af skiven i sit forsøg på at udfolde den kærlighed, man selv ved dåben er genfødt af.

Derfor er det den anden glæde i evangeliet til i dag. At vores himmelske fader er fuldkommen. Han er fuldkommen i den kærlighed, vi kun er amatører i. Han griber os, når vi rammer skævt. Fordi vi har hørt fortællingen om Kristus, tror vi, at han gør sig solidarisk med alle os fortabte, der forsøger at være til i det liv, hvor han lader sin sol stå op over både gode og onde. Det er simpelthen evangeliets trøst, at når vi rammer ved siden af skiven i vores tilværelse, der kan være så rodet og uperfekt, så er vores himmelske fader fuldkommen. Hans kærlighed rækker gennem alle skel og alle porte. Den går gennem lukkede døre, og gennem gravens tunge sten. Det er Guds kærlighed, der når selv den fortabte i verden. Det er jo det, der fortælles os fra kors og fra grav: at Gud vælter stenen fra.

Så to glæder åbner dagens evangelium for: at vi kan være Guds børn, og at Guds fuldkommenhed regerer, hvor vores slipper op.

Opgaven er at leve i sin dåbs nåde og at være det Guds barn, som ikke sætter skel, men efterligner sin himmelske fader, som han er fortalt os på kors og i grav.

Guds nåde og tilgivelse til det.

Amen

—

Biskop Thomas Reinholdt Rasmussen

Thulebakken 1

DK-9000 Aalborg

E-Mail: trr(at)km.dk