
Mattæus 11,25-30
Når håbet er større end troen…. | Sidste søndag i Kirkeåret 2024 | 24.11.2024 | Mattæus 11,25-30 (Mika 4,1-3; 1.Kor 3,10-17) | Anne-Marie Nybo Mehlsen |
Himlens og jordens Herre har åbenbaret det for de umyndige..og skjult det for de vise og forstandige, siger Jesus.
Betyder det nu, at vi ikke må bruge vor sunde fornuft? At vi ikke må tænke os om, men skal underkaste os som var vi slaver? Hvad og hvem skulle vi i så fald underkaste os?
I slutningen af november og i verdens tilstand, er det let at føle sig umyndiggjort af større magter; gjort ganske sagtmodig af mørket og ydmyget af et ubønhørligt krav om opmærksomhed på ulykker, krig, katastrofer og konflikter. At være et lille menneske imod så meget mørke kan føles overvældende. Hvor er alle de vise og forstandige? De, som har magt og midler til at stille noget op? Hvor er Gud?
”Kom til mig”, siger Jesus, ….så vi kommer. Vi er på vej, og håber…
Måske er håbet større end troen? Nu i november?
Det er håbet, Jesus taler ind i os på de sidste dage i det gamle år. På dage, hvor mørket synes at have magten, og det kan være svært at tro på, at det hele nok skal løse sig.
Hvad stiller vi op med det større håb og den mindre tro?
Jesus siger, vi bare skal komme, som vi er. Også trætte og bebyrdede, segnefærdige under belastningen.
Vi kan ikke kapere krigens billeder og rædsler, vi kan ikke fylde sandsække nok til at standse havet, når det kommer, vi kan ikke redde regnskoven … Vi kan kun være i verden og gøre vores lille bitte indsats i hverdagen. For der skal stadig arbejdes, bare ikke i forhold til alting på én gang. Der skal arbejdes med det, vi har, – med det, der er lige for hånden. Også når det hele er noget hø!
Vores arbejde skal prøves, skriver Paulus. Ildprøve! Vi skal godt nok slippe fra det, vi skal reddes, skriver han i samme nu, men det kan vi næsten ikke høre af bare skræk over ildens knitren og bragen. I praksis ser det ud til, at vi har ilden i hælene. Se bare på alle de krav om succes, lykke, arbejde, status, tilgængelighed, vi stræber efter at opfylde. Se på dem, der hviler; de, der ikke længere er med, eller kan være med. Se, hvordan de hastigt skubbes til side, hastes forbi af de andre, der altid skal videre. Hvad er egentligt kravet? Hvad er det for et domskriterium, vi har taget på os? Hvad og hvem har vi allerede underkastet os som umyndige slaver?
Kom til mig, siger Jesus – jeg vil give jer hvile.
Altså af med rygsækken, ned med byrderne, – en stund i det grønne græs med ryggen lænet mod en solvarm sten, en slurk af det friske vand, blikkets hvile på horisonten.
Lad os tale om håbet.
Håb, der så let forveksles med bestilling, som var det ønskesedlen til juleaften. Så er håbet bare en forventning om, at det går os, som vi gerne vil, lidt af en ønskesky.
Håbet er så meget større end ønsker og forventning, fordi håbet har sin kilde i Guds mulighed. Guds mulighed, der også er dér, hvor du og jeg må stønne, at dette er umuligt! Ubærligt! Håbet er ikke et redskab, der gør, at vi blot kan udholde at bære alt det tunge endnu et stykke. Det er ikke sådan et åg, Jesus taler om.
Så tag dig tid til hvilen her med ryggen op ad den solvarme sten, mærk varmen brede sig, det bløde tykke græs, tag endnu en slurk af det friske vand, der gør godt.
Se på alt det, du slæbte på, – og vid, at du ikke skal bære det med dig herfra igen. Se, nu bytter Jesus din byrde ud med sin egen, – som er let, siger han. Din byrde tager han nu vare på, han tager slæbet.
Byrden, du skal bære videre, er kærlighedens byrder. Det er dem, vi tager for hinanden, fordi det giver mening, fordi hjertet gerne vil, og det gør det let at tage slæbet. Også med et smil og vilje til at dele ud af sine kræfter, give sin tid fra sig, så de andre kan følge med, eller hvile for en stund.
I kærligheden handler, tjener og bærer vi for hinanden, og det føles som en ære at få lov.
Vi bliver stærke som okser af kærligheden, glade som forårskåde føl; – også æselføl kan være kåde af glæde.
Jo, også kærlighedens byrder kan være meget tunge og udmattende, lidelsesfyldte … Den byrde, du fik af Jesus i bytte, er også forbundet med korset. Om nogen ved han, hvad det betyder ikke at kunne lade være, ikke at have valget, fordi kærligheden tvinger os til at slæbe os videre for en anden, for de andre …
Men nu er korsets sted forbundet med opstandelsens mulighed, med alt det, der kommer fra fremtiden, som vi ikke kender. Den ukendte fremtid er nu fyldt af Guds mulighed. Også den dag, vi taber det hele på gulvet og ikke har styr på noget som helst. Dér, på afmagtens sted, går det op for os, at der er styrke i at være de umyndige, der ikke magter det hele selv. Gud selv træder til og står inde for kærlighedens fuldendelse, også i det, der er tabt, er spildt, er brudt og forbrudt. Han samler skårene og heler – se, alting bliver nyt! Du og jeg genkender det nye, skønt det er så meget smukkere og stærkere, end det, vi tabte. Det er også sårbart, det nye …
Sårbart, som vi er det i vores menneskelighed, men Gud står inde for, at det holder, at det bærer igennem. Åget er stærkt!
Måske får hvilen ved den solvarme sten i græsset tårerne til at trille lidt nu, hvor du mærker din træthed og din længsel. Der var så meget undervejs!
Det er på sin plads at klage, at bede inderligt og indtrængende til Gud, lægge det hele ud for Kristus, som det er, som du har erfaret det og med det, det har gjort ved dig.
Klagen har sammenhæng med håbet! Den lidenskabelige klage er en protest imod mørket. Dermed er klagen en insisteren på Guds mulighed og Guds mening med det liv, der er givet os! Den inderlige klage i lidelsen baner på sin vis vej for det nye liv, for nyskabelsen. Klagesangen og bønnen skiller det døde, dødvægten, i byrderne fra, og lægger det i Guds hånd.
Først nu kan vi tage imod det nye af Guds hånd, den lettere byrde, det stærke åg, der letter vægten.
Nu er vi ved at være klar til at rejse os og samle op for at gå videre. Rejs dig langsomt og stræk dig ud og op, inden du tager byrden op. Din nye byrde, som er dit liv med al den kærlighed, der giver det mening, og med al den længsel, der gør det værd at vandre videre imod håbet om mere, håbet, som Gud lover at stå inde for. Håbet fyldt af fremtid og ukendt mulighed, hvor du kun er sikker på én ting: at det er godt, uanset hvad eller hvordan. Dit liv, din indsats betyder noget, dagen i morgen har værdi og gør en forskel i forhold til den store horisont af kærlighedens fuldkommenhed, der omslutter os.
Du og jeg kan fortrøstningsfuldt vandre videre i en stadig og vedvarende indsats for at værne om skabningen i stort og småt, velvidende om vores vilkår i naturen som en bitte del af den store horisont. Vi kan vandre i forbundethed.
Denne visdom skulle nok gøre os ydmyge af hjertet, så vi som sagtmodige tjenere tager fat på at tjene det store mysterium: At vi er til! At Gud har sat os midt i sin kærlighed og vil, at vi er til i alt det som er. Amen.
—
Sogneprpæst Anne-Marie Nybo Mehlsen
DK 4930 Maribo
Email: amnm(at)km.dk