Mattæus 16,13-26

· by predigten · in 01) Matthäus / Matthew, Beitragende, Current (int.), Dansk, Kapitel 16 / Chapter 16, Neues Testament, Poul Joachim Stender, Predigten / Sermons

5. søndag efter trinitatis | 17.07.2022 | Mattæus 16,13-26 | Af Poul Joachim Stender |

Snart er det slut med NemID…  Men endnu kan det bruges. Man finder sit tal, og så er der et tal på nøglekortet, der åbner for bankkontoen eller e-Boksen eller hvad man er inde på. Det fungerer. Man kan bryde gennem uigennemtrængelige firewalls, fordi man har sit nøglekort. Men hvad nøgle har vi til hinanden? Jeg husker de kvinder i min ungdom, som havde en uigennemtrængelig firewall. Jeg sagde vittigheder, jeg lod mig male sort af solen for at se pæn ud, så jeg i dag har fast parkeringsplads foran min ligblege søsters hudklinik i Charlottenlund. Men jeg havde ikke nøglen til 99.9 procent af dem. Og når jeg spurgte kvinderne: ”Hvad er din kode? Hvad er nøglen til dig?” gjorde det kun det hele værre. ”Stodder”, svarede de. Og sådan er det fortsat med vores forhold til vores medmennesker. Bare vi havde et nøglekort, der kunne låse folk op. NemID til medmennesket.  Man kan prøve om man kan bryde gennem sine medmenneskers firewall med god mad eller vittigheder eller dannelse. Men det er bestemt ikke altid det lykkes.

Jesus siger i søndagens tekst til Peter: ”Jeg giver dig nøglerne til himmeriget og hvad du binder, på jorden skal være bundet i himlene og hvad du løser, på jorden skal være løst i himlene”. Det kalder jeg et nøglekort. Vi må se i øjnene, at vi også har nøglen til at lukke vores medmennesker totalt ned. Opfør dig som et svin. Vær udannet. Stink af sved. Tal grimt. Sig du kan lide Donald Trump. Du har låst dem. Access denied.  Men der er også en nøgle, der kan åbne et andet menneske. Dannelse, belevenhed, charme, mod, skæve vinkler på livet. Jeg ved bare, at vi har nøglerne til at lukke hinanden i med og op med. Og jeg ved, at Jesus kom til jorden for at give os et slags NemID til bryde ind i såvel himlen som hinanden. Det er banalt sagt. Men sandheden er banal.  Jesus er nøglen til Himmeriget og den kærlighed han gav os, er nøglen til vores medmennesker. Jesus spørger hvem han er? Som jeg ser det har vi devalueret Vorherre frygtelig med de svar vi giver i øjeblikket. Gud er blevet gjort lige så værdiløs, som vores valuta er godt på vej til på grund af inflationen. Vi har gjort Kristus til en flink mand, en stor tænker, et kærlighedens eksempel. Og selvfølgelig er han det. Men han er først og fremmest Gud selv. Og vi burde ryste i bukserne når vi står over for ham. Intet er så ufatteligt, så stort, så ukontrollabelt, så udefinerligt som Gud. Da Jesus spørger hvem han er, siger Simon Peter meget præcist det vi tøver med at bekende:  ”Du er Kristus, den levende Guds søn.” Og bedre og mere rammende kan det ikke siges. Den danske folkekirke er bygget på den bekendelse. Vores kirkelige grundlag er ikke økologi eller grøn kirke eller genbrug eller godt arbejdsmiljø.  Grundlaget alt hviler på er følgende bekendelse: ”Du er Kristus, den levende Guds søn.” Vi må derfor ikke spænde kirken foran alt muligt halløj og glemme at vi udelukkende er kirke for at fortælle, at Jesus er den levende Guds søn. Og læg nu mærke til at der bliver sagt den levende Guds søn. Det er ikke en død Gud, en statue, en guldkalv vi tilbeder. Vi tilbeder en levende Gud og når vi har en levende Gud, skal vi mennesker også være levende og ikke indtørrede mumier, tørvetrillere, der kun kan tænke på penge eller karriere eller aldersrente. Efter Peter har sagt, hvem Jesus er, siger Jesus til Peter: ”Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke”! Og der stod Peter. Lille og skrøbelig og bevægelig ved siden af de enorme, faste, solide klipper ved Cæsarea Filippi og alligevel er hans navn klippe. Skulle vores kristne kirke virkelig bygges på noget så rokkeligt og bøjeligt som ham?

Der var en dansk sanger ved navn John Mogensen. Han skrev en sang, hvori denne linje indgår. ”Men du er en rullesten”. Det var godt nok i hans sang ment om en kvinde han elskede, som ikke havde nok i hans kærlighed og om hvem han skrev: ”Du er en rullesten, du har ikke nok i en, derfor må du gå din egen vej”. Men jeg kan bruge sætningen, fordi en rullesten er væsentlig i kristendommen. Den sten der rullede fra Jesu grav, var en rullesten. Den rullede fra døden og skabte nyt liv for Jesus og dermed for os alle.  Og når Jesus ved Cæserea Filippi vil bygge sin kirke på Peter, er det forbi hans kirke skal være i bevægelse, skabe nyt liv, den skulle kunne rulle, den skal altid være på vej i retning af mere kærlighed, mere medmenneskelighed, mere kontakt med Gud. Og vi kristne skal også være rullesten. Ikke forstået sådan at vi skal være åbne for alt og flytte os ved den mindste vind. Hvis tolerance er en stor ladeport, der altid står åben og lukker alt ind, giver jeg ikke noget for tolerancen. Men Jesus Kristus, Guds søn, skal med sit mægtige ord kunne sættes os i bevægelse i retning af ham og hinanden.

Konflikten mellem Ukraine og Rusland er tragisk.  Ligesom klipperne ved Cæsarea Filippi, står de overfor hinanden urokkelige, ubøjelige, stenhårde. Men det er netop det vi ikke skal være, hvis vore holdninger og synspunkter fører til at mennesker bliver dræbt.  Vi skal være i bevægelse – vi er den rullende kirke- de rullende kristne – der altid er på vej mod Gud, mod hinanden, mod fred, mod kærlighed. Hvad er det højeste et menneske kan nå? Er det viden? Dyd? Godhed? Skønhed? Sejr? Der er noget der er højere og mægtigere. Ærbødighed. Der er intet så stort som den ærbødighed, der kommer af, at vi har forstået, at livet er en gave. Livet tilhører ikke os. Det tilhører Gud. Og navnlig holder vi andre menneskers liv i vore hænder. Det er mig, der vogter mit medmenneskes liv. Og når vi står overfor et andet menneske, må vi fyldes af ærbødighed. For dette menneske er skabt i Guds billede. Vi er ikke som klipperne i Cæsarea Filippi. Vi er ligesom klippen Simon Peter. I ærbødighed for livet som Gud har givet os, kan vi ændre meninger og holdninger både som kirke og mennesker, hvis det sætter os i bevægelse mod Gud og hinanden, mod kærlighed og fred. Gud i vold. Amen.

Sognepræst Poul Joachim Stender
DK 4060 Kirke Såby
pjs(at)km.dk