Kærligheden er ikke konsekvent, den overvinder grænser | 2. søndag i fasten | 16.03.2025 | Matthæus 15,21-28 | Leise Christensen |

For tiden diskuteres i Danmark spørgsmålet om, hvad den kristne dåb egentlig er for noget: Hvilken betydning har det, når et barn døbes? Er det allerede Guds barn før dåben, eller bliver det først Guds barn i dåben sådan, som det lyder i den indledende takkebøn i dåbsritualet? Hvis man kigger på den lutherske bekendelse, som danner grundlag for vores folkekirke, er der ikke så meget tvivl: Barnet bliver et Guds barn i dåben og i hvert fald ikke før. Luther taler med ret hårde ord i den sammenhæng. Nogle steder i folkekirken bruges bekendelsen som sådan en slags høtyv, som man kan bruge til at komme efter folk, der ved et uheld kommer til at give udtryk for noget andet end det i bekendelsen tilladelige f.eks. i synet på dåben.

Jesus levede også med en slags bekendelse. Det var den, der tilsagde ham, at han som frelser kun var sendt til de fortabte får af Israels hus, ikke alle mulige andre mennesker. Tag nu f.eks. de forhadte kanaanæere, som et ordentligt menneske bestemt ikke ville have noget at gøre med, og som Loven og bekendelsen desuden sagde, var nogle værre nogen, som man ikke behøvedes at omgås eller hjælpe. Så da kanaanæerkonen kom råbende rundt om hjørnet for at få Jesus til at hjælpe hendes datter, ja, så havde han bekendelsen i ryggen, da han ignorerede hende. Tre gange forsøger hun at få Jesus til at gøre noget – ja, sådan er mødre, når barnet er i fare – og så orkede han alligevel ikke at stå imod længere, bekendelse eller ikke bekendelse i ryggen. Selveste Gud omvendte sig den dag i grænselandet. Han gik på grænsen og overskred bekendelsens grænse. Det gjorde han jo af en eneste grund: Kærlighed. Når hans sande natur er kærlighed, kan han naturligvis ikke gå forbi et lidende menneske, en bange, insisterende mor.

Jeg synes, at det er en meget væsentlig fortælling den her, som vi præsenteres for i dag. Den er væsentlig, fordi vi sad ikke her i en kirke, hvis ikke Jesus var gået over bekendelsens grænse og havde hjulpet en hedningemutter – så var kristendommen aldrig nået til vores strøg i verden – og så er den væsentlig, fordi den har et bidrag at yde ind i den standende debat om dåben. Selvfølgelig bliver man et Guds barn i dåben. Den trøst og forvisning og glæde kan man leve hele sit liv på. Men det, at jeg ved, at jeg er et Guds barn, fordi jeg er døbt, siger jo ikke noget om, hvad de andre er, dem, der ikke er døbt. Jeg tror, at Luther er for hård i mælet, hvad disse forhold angår. Dåben er til for, at det døbte menneske ved, at hun hører Gud til. Ikke for, at Gud kan se, at det er en af hans børn. Det er Guds område og ikke nødvendigvis åbenbaret for os. Dåben er til for menneskets skyld, ikke for Guds skyld. Jeg tror, at det er det, vi kan læse ud af dagens evangelium. Dåben forandrer ikke Gud i sit forhold til sit skaberværk, men den forandrer den døbte, som kan leve i tro og tillid til Guds vilje. For den vilje er kærlighed, selv over for dem, som lære/bekendelsen/de kloge ikke vil acceptere som f.eks. kanaanæerkonen. Lad os lægge høtyven fra os og finde hvile i, at Guds kærlighed – undertiden til vores forbavselse – er meget større og stærkere end diverse principper, man måtte støtte sig til. Kærligheden duer ikke sammen med konsekvens, for den går altid langt over grænsen. Amen.

Sognepræst Leise Christensen

DK 8200 Aarhus N

Email: lec(at)km.dk