Nøglen til Gud og til medmennesket | 5. søndag efter trinitatis | 30.06.2024 | Matthæus 16,13-26 | Poul Joachim Stender |

Der var piger i min ungdom, som havde en uigennemtrængelig firewall. Jeg sagde vittigheder, jeg lod mig male sort af solen for at se pæn ud. Men jeg havde ikke nøglen til 99.9 procent af dem. Når jeg spurgte pigerne: ”Hvad er din kode? Hvad er nøglen til dig?” gjorde det kun det hele værre. Sådan er det fortsat med vores forhold til vores medmennesker. Vi har ingen pinkode eller nøglekort til at låse folk op. Man kan prøve om man kan bryde gennem sine medmenneskers firewall med høflighed eller dannelse eller smil. Men det er ikke altid det lykkes. Jesus siger i søndagens tekst til Peter: ”Jeg giver dig nøglerne til himmeriget og hvad du binder, på jorden skal være bundet i himlene og hvad du løser, på jorden skal være løst i himlene”. Gid man selv havde sådan et nøglekort. Men på den anden side har vi, som mennesker, magt til også at binde og løsne.

Vi er i stand til at lukke vores medmennesker ned. Opfør dig som et svin. Vær udannet. Tal grimt. Du har låst dem. Access denied.  Men der er også en nøgle, der kan åbne et andet menneske. Dannelse, belevenhed, charme, mod, skæve vinkler på livet. Vi har nøglerne til at lukke hinanden i med og op med. Jesus kom til jorden for at give os et slags NemID eller Mitid til bryde ind i såvel himlen som hinanden. Det er banalt sagt. Men troen på Jesus som den levende Guds søn er nøglen til Himmeriget og den kærlighed han gav os, er nøglen til vores medmennesker.

Jesus spørger disciplene hvem han er? Vi har devalueret Vorherre med de svar vi giver i øjeblikket. Vi har gjort Kristus til en flink mand, en stor tænker, et kærlighedens eksempel. Og selvfølgelig er han det. Men han er først og fremmest Gud selv. Intet er så ufatteligt, så stort, så ukontrollabelt, så udefinerligt som Gud. Da Jesus spørger hvem han er, siger Simon Peter meget præcist det vi tøver med at bekende:  ”Du er Kristus, den levende Guds søn.” Bedre og mere rammende kan det ikke siges. Den danske folkekirke er bygget på den bekendelse. Vores kirkelige grundlag er ikke grøn kirke eller genbrug eller godt arbejdsmiljø.  Grundlaget er bekendelsen: ”Du er Kristus, den levende Guds søn.” Vi må derfor ikke glemme at vi er kirke for at fortælle, at Jesus er den levende Guds søn. Og læg mærke til at der bliver sagt den levende Guds søn. Det er ikke en død Gud, en statue, en guldkalv vi tilbeder. Vi tilbeder en levende Gud, og når vi har en levende Gud, skal vi mennesker også være levende og ikke indtørrede mumier, tørvetrillere, der kun kan tænke på penge eller karriere eller aldersrente.

Efter Peter har sagt, hvem Jesus er, siger Jesus til Peter: ”Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke”! Og der stod Peter. Lille og skrøbelig ved siden af de enorme, faste, solide klipper ved Cæsarea Filippi. Skulle vores kristne kirke bygges på noget så rokkeligt og bøjeligt som ham? Den sten der rullede fra Jesu grav, var en rullesten. Den rullede fra døden og skabte nyt liv for Jesus og dermed for os alle.  Og når Jesus ved Cæsarea Filippi vil bygge sin kirke på Peter, er det forbi hans kirke skal være i bevægelse, skabe nyt liv, den skal kunne rulle, den skal altid være på vej i retning af mere kærlighed, mere medmenneskelighed, mere kontakt med Gud. Og vi kristne skal også være rullesten. Ikke forstået sådan at vi skal være åbne for alt og flytte os ved den mindste vind. Men Jesus Kristus, Guds søn, skal med sit mægtige ord kunne sættes os i bevægelse i retning af ham og hinanden. Vi er den rullende kirke- de rullende kristne – der altid er på vej mod Gud, mod hinanden, mod fred, mod kærlighed.

Hvad er det højeste et menneske kan nå? Er det viden? Dyd? Godhed? Skønhed? Sejr? Der er noget der er højere og mægtigere. Ærbødighed. Der er intet så stort som den ærbødighed, der kommer af, at vi har forstået, at livet er en gave. Livet tilhører ikke os. Det tilhører Gud. Og navnlig holder vi andre menneskers liv i vore hænder. Det er mig, der vogter mit medmenneskes liv. Og når vi står overfor et andet menneske, må vi fyldes af ærbødighed. Dette menneske er skabt i Guds billede. Vi er ikke som klipperne i Cæsarea Filippi. Vi er ligesom klippen Simon Peter. I ærbødighed for livet som Gud har givet os, kan vi ændre meninger og holdninger både som kirke og mennesker, hvis det sætter os i bevægelse mod Gud og hinanden, mod kærlighed og fred.

Gud i vold. Amen.

—

Sognepræst Poul Joachim Stender
DK 4060 Kirke Såby
pjs(at)km.dk