Der er én, der har ment, at når Jesus her i dag tre gange lige efter hinanden spørger Peter, om han holder af Jesus, så er det et tegn på Jesu menneskelighed. Et tegn på, at han er ligesom os, der altid har brug for at blive bekræftet i, at dem, vi er forbundne med, de også virkelig holder af os. Så er han ligesom den ægtemand, der ikke rigtig synes, at det er et godt svar fra hustruen, når han spørger hende, om hun elsker ham, at hun så svarer, ja, det sagde jeg jo til dig den dag for 12 år siden, da vi blev gift, kan du ikke huske det…?

Det er virkeligt såre menneskeligt at have brug for at få kærligheden bekræftet. Det viser også, at kærligheden er en levende størrelse, der ikke kan behandles som almindelige fakta i tilværelsen. 2 og 2 er fire, ja, det er et faktum, som vi ikke behøver at blive overbevist om igen og igen. Har vi først én gang i 1. klasse fået sparket ind i hovedet, at sådan er det, så sidder det der. Det er tegn på noget andet, hvis vi synes, at vi bliver nødt til at blive ved med at spørge, om 2 og 2 nu også er fire.

Med kærligheden er det noget andet. Den er noget levende, der i virkeligheden altid er ved at blive til. Man kunne sige det på den måde, at kærligheden egentlig ikke eksisterer som begreb, men den eksisterer først i det øjeblik, nogen elsker. Kærligheden er ikke i sig selv, den er, at nogen elsker.

At Jesus er menneskelig, ved vi godt. Vi bekender jo i troen, at han er både Gud og mand. Men jeg tror alligevel ikke, at hans tre spørgsmål til Peter i dag bekræfter hans menneskelighed. Jeg tror snarere, at de bekræfter Peters menneskelighed og Jesu guddommelighed. Hvordan det skal forstås, skal prædikenen handle om i dag.

Peter havde gjort sig til forræder. Før påske havde han svoret, at han ville være Jesus tro til det sidste. Gå gennem ild og vand med ham. Aldrig svigte om så alle andre svigtede. Allerede dengang havde Jesus forudsagt, at Peter ville svigte alligevel: Før hanen galer to gange, har du svigtet mig tre gange. Umuligt, svarede Peter. Men det var ikke umuligt. Da Jesus blev slæbt for domstolen, tortureret og dømt til døden ved korsfæstelse, da blev Peters mod som vand, der hældes ud i sandet. Og da det trak op til, at han ville blive genkendt som én af Jesu følgesvende, da blev frygten for at ende på korset ved siden af Jesus for stor og han benægtede, at han overhovedet kendte ham. Tre gange. Og så galede hanen. Og Peter huskede Jesu ord og indså hvor ussel, han var og gik udenfor og græd bittert.

Tænk, at blive svigtet netop der, hvor man lider allermest og har størst brug for venner. De, der har lidt store tab, begået store fejl eller haft store sorger, ved, hvor pinagtigt det er når andre mennesker vender ryggen til én netop der, hvor man er svagest. Og de der har prøvet at svigte en ven i nød – og hvem har ikke det – ved, hvor ussel man føler sig og hvor mange forklaringer, man er nødt til at bygge op for at beskytte sig selv og sin egen usselhed.

Begge situationer, den svigtedes og den svigtendes er almindeligt kendte menneskelige situationer. At jeg kan føle mig svigtet, betyder ikke, at jeg er et helt særligt offer. At jeg svigter, gør mig ikke til et helt særligt forfærdeligt monster. Begge dele indsætter mig bare i rækken af ganske almindelige mennesker med ganske almindelige menneskelige erfaringer.

Peter var såre menneskelig, selvom han gerne ville være guddommelig i sin troskab. Men han opdagede, at han bare var et menneske, og det er svært at opdage sin egen sprukne menneskelighed. Jesus havde selvfølgelig vidst det hele tiden.

Hvad gør man, når man er blevet svigtet på det grusomste? Hvordan reagerer man overfor den, der har svigtet? Hvad bliver skuffelsen til? Bitterhed? Kulde? Eller måske ligefrem had? Og hvad skal der til for at genoprette tilliden, om det overhovedet er muligt? Lang tids seen den anden an, indtil han har bevist, at han er værd at stole på igen? Igen såre menneskelige reaktioner.

Men hvordan reagerer Jesus overfor Peters kolossale svigt? Han gør noget, der i sandhed er guddommeligt. Han hverken afviser eller kasserer Peter. Han ser ham ikke engang an. I stedet for giver han ham straks det største ansvar noget menneske kan få; ansvaret for at føre Jesu gerninger videre på jorden. Ansvaret for de mennesker, der er kommet til at tro på ham. Ansvaret for at bygge en kirke, der kan være stedet, hvor Jesu ord kan forkyndes. Tre gange overdrager han det ansvar til Peter: Vogt mine lam, være hyrde for mine får, vogt mine får. Svaret på Peters tre fatale svigt er tre gange gigantiske tillidserklæringer. Svaret på det største svigt er den største tillid.

Sådan reagerer den guddommelige. Jesu spørgsmål og svar til Peter er netop ikke tegnet på hans menneskelighed, men tegnet på den guddommelige, der tilgiver, når vi dømmer, tror, når vi svigter.

Han spørger tre gange, og Peter ved godt hvorfor og bliver derfor bedrøvet ved det tredje spørgsmål, fordi det er en påpegning af hans svigt og en dom over den. Men han opdager også, at de tre spørgsmål samtidig tilgiver ham for det, han gjorde galt. Samtidig med at Jesus påpeger hans svigt genopretter han Peter i forhold til ham. De tre spørgsmål er en syndsforladelse og en kærlighedserklæring.

Peters glæde må have været af himmelske proportioner. Tænk at modtage så stor tillid og kærlighed efter at have gjort sig så lidt fortjent til den. Det er en stor glæde at blive elsket, skønt man har opført sig uelskværdigt. Den kærlighedserklæring og ansvarsoverdragelse som Peter modtog, gav ham faktisk styrken til at løfte ansvaret, også da det betød at han måtte give sit eget liv for det: Traditionen siger, at han under kristendomsforfølgelserne blev korsfæstet i Rom, efter eget valg med hovedet nedad, fordi han ikke selv så sig værdig nok til at blive korsfæstet på samme måde som Jesus. Sådan kan kærligheden give os styrken til at give alt, også selve livet.

Historien om Peters tre svigt og Jesu tre kærlighedserklæringer ville aldrig være blevet mere end en historie, hvis den ikke også handlede om os. Og den gør den. Den kærlighedserklæring og tillidserklæring som Jesus giver Peter, er den, vi som kristne også lever af. Vi kender selv til at love for meget og så svigte, og vi kender usselheden ved det helt ind i knoglerne. Men i dag har vi hørt, at Gud både ser vores svigt lige i øjnene, men samtidig kærtegner os og viser os tillid på ny, på ny, på ny. Det er Kierkegaard, der har sagt, at Jesus så på Peter, da han svigtede, som en mor der ser på sit forløbne barn med det blik, der ved, at det er barnet, der er i den største fare og har hjælp behov. Og som hjælper barnet ved at vise tillid og kærlighed, igen og igen og igen.

Sådan lever vi i Guds kærlighed til os, der alt for ofte opfører os uelskværdigt overfor andre mennesker. Vi lever af hans genoprettelse af os, når han viser sin kærlighed til os endnu gang og endnu en gang og endnu en gang. Amen.

Sognepræst Kirsten Jørgensen
Præstegade 2
DK-5300 Kerteminde
Tlf.: ++ 45 – 65 32 13 20
e-mail: kjoe@km.dk