Sidste søndag efter Helligtrekonger | 29.01.2013 | Matthæus 17,1-9 | Af Marianne Christiansen |

Og så gik de ned ad bjerget, og der var heller ikke tid at fortælle nogen om oplevelsen på, for straks de kom ned, var der en far, der havde brug for hjælp til sin syge søn, og siden gik det slag i slag: Jesus og disciplene kom til Jerusalem til tilhængere og modstandere. Menneskesønnen mødte sin lidelse og død – som han igen og igen havde sagt til sine følgere, mens de var på vej. Der skete så meget. Mon Peter og Jakob og Johannes huskede det øjeblik af klarhed og storhed oppe på bjerget? Det øjeblik, hvor de følte, at alt faldt på plads, alt var godt – så godt, at Peter ville holde fast på det: ”Herre, det er godt vi er! Skal jeg ikke bygge nogle hytter her, en til dig og en til Moses og Elias, så du kan blive her i det gode selskab – så ved vi også, hvor du er – oppe på bjerget i en lysende sky.”

De må jo have husket det eller fortalt det eller nogen har fortalt det om dem, for Matthæus har skrevet det ned. Han har syntes at det var vigtigt – vigtigt til at fortælle noget om Jesus, men måske også for at fortælle noget om disciplene – dem, der siden blev ledere, Peter, Jakob og Johannes.

Fortælle, ja. Engang imellem kunne man tænke: ”Behøver vi absolut læse op af biblen i gudstjenesten og blive ved med at høre de gamle historier? Kunne vi ikke bare sige noget pænt om Gud og om vores liv, at vi skal leve pænt og ordentligt – behøver vi absolut en omvej af de snart 2000 år gamle tekster og mange endnu ældre? For det er svært, og der er mange ting i dem, som vi ikke længere forstår, og som skal oversættes. Hvorfor skal vi for eksempel høre om Moses og Elias – to personer fra Det gamle Testamente – fjerne personer, der kræver en forklaring. Kunne vi ikke bare nøjes med at sige, at Gud er kærlighed og så få det bedste ud af det?”

Det kunne vi vel godt – det ville også give nogle kortere prædikener – for øvrigt fortælles det om den Johannes, der var den ene af de tre disciple, der var med oppe på bjerget, at han blev meget gammel og prædikede om Jesus hele sit liv, – til sidst var han så svag, at når han blev båret ud for at prædike, så lød prædikenen kun: Børnlille, elsk hinanden!

Det var, hvad han efter sit lange liv havde fået ud af mødet med Jesus.

Men det var netop noget, han havde fået ud af mødet med mennesket Jesus – og ikke af en teori. For hvis vi bare nøjedes med moralen – ”Gud er kærlighed og I skal opføre jer ordentligt” – så er det ikke længere kristendom, for kristendom er evangelium. Evangelium betyder glædeligt budskab, et rygte, en fortælling, der gør én glad. Ikke en teori, men en beretning, en livshistorie, et menneskes livshistorie – et menneske af kød og blod. Historien om Jesus, som den er skrevet ned af forskellige evangeliefortællere og som den er fortalt videre fra mund til mund, er ikke en historie ud af det blå, men ud af jorden. Ud fra et menneske. Vel kan vi aldrig komme bagom historierne og kilderne og blive fuldstændig sikre på: ”Lige præcis sådan her skete det, sådan her sagde han og gjorde han, og det var en onsdag” – men vi har overleveringer fra dem, som fortalte det videre. Det, der betød noget for dem, har de fortalt videre. Vi har vidnesbyrdet om, hvad mødet med Jesus betød.

Det springende punkt er så om, om fortællignen vækker den tro i os, at det menneske viser os meningen med livet, åbenbarer hvad Gud er. I det liv, han levede og hvad han sagde og gjorde, i død og opstandelse. Er hans livshistorie en historie om Gud? Ja, så er Gud kærlighed. Ikke som teori, men som liv. Og så skal der hele tiden fortælles om dette liv, Jesu liv, og vores liv, verdens liv.

Derfor læser vi skrifterne, den fælles historie, uanset hvor gamle de måtte blive, og derfor udlægger vi dem hele tiden i vores liv. Vi er døbt ind i den fælles historie, og vi får den fortalt , mens vi lever og er på vej.

Og lad os så gå tilbage til bjerget: Et højt bjerg, som der står. Et højt sted, hvor man søger op for at få et øjebliks storhed, udsyn, fred i sjælen.

Jesus og Peter og Jakob og Johannes – de tre nærmeste er gået derop. ”Seks dage efter”, står der – og det er seks dage efter, at Jesus indgående har fortalt disciplene, at han er på vej mod lidelse og død, og at deres vej vil blive den samme, hvis de følger ham – de vil miste alt.  Øjeblikket på bjerget, hvor den slidte vejfarende tømmersvend forvandles for de trætte og bange disciples øje til et syn af lys og mening, er som en trøst, et håb på deres vej ind i lidelsen. Moses og Elias – de store profeter fra Det gamle Testamente, var for de jødiske disciple de store skikkelser, der skulle godtgøre, at Jesus virkelig var Messias, den ventede Kristus, der skulle befri folket. Det er jo det, striden hele tiden står om: ”Gælder denne Jesus? Åbenbarer han virkelig Gud?” Det sprog disciplene forstod, var Det Gamle Testamentes fortællinger om, hvordan Elias skulle komme sammen med Messias og hvordan Moses skulle pege på ham.

Så det syn, disciplene ser, er et øjeblik, hvor alt falder på plads – al tvivl og frygt forsvinder. Ikke så sært, at Peter ønsker at holde det fast. ”Gid vi kunne blive her, hvor alt er godt, og alt det med lidelse og kors er væk”. Den lysende sky og Gud selv, der taler, er endnu en bekræftelse, for sådan har disciplene jo hørt om Moses, der hørte Guds stemme ved den brændende tornebusk ude i ørkenen, og også han faldt på sit ansigt af frygt for at se Gud, og også han fik en opgave: ”Gå, for du skal befri mit folk.”

Og lidt efter rører Jesus ved dem og kalder dem tilbage til de almindelige liv – som vandringsmanden, mennesket i det slidte tøj. Sammen går de ned til det liv, der skal leves, med sygdom og frygt og helbredelse og glæde – et menneskeliv, der ender med død. Men øjeblikket af håb, lys, opstandelse har de med: Det er sandt. Også midt i mørket.

Øjeblikket, hvor alt falder på plads, skyen lyser, Gud taler. Hvad skal vi kalde det? Troens øjeblik? Opstandelsens øjeblik? Det evige øjeblik? Det ville være lige meget, hvis Matthæus bare ville fortælle, at Peter og Jakob og Johannes havde en stor religiøs oplevelse. Dejligt for dem, men uden betydning for andre. De øjeblikke af religiøs oplevelse, hvor alting pludselig åbner sig og Guds nærhed føles fysisk eller i sjælen, de øjeblikke, som mange mennesker får lov at opleve én eller flere gange i deres liv, er gaver og trøst. Men når fortællingen om forklarelsen på bjerget bliver givet videre som en del af historien om Jesus, så er det nok fordi den er evangelium, glædeligt budskab.  Øjeblikket på bjerget er et lille lysbillede af håbet, opstandelsen. Et billede at tage med ned fra bjerget ud i verden. Et billede at tage frem, når det ser sværest ud, i sygdom og lidelse og sorg. Amen.

Hele evangeliet, historien om Jesus, er sådan en ”forklarelse på bjerget” for os, der lever nu – hvad enten vi har religiøse oplevelser eller aldrig oplever andet end det underfulde liv, der ligger lige for. Evangeliet om mennesket Jesus ender som alle menneskers livshistorie med død – og så alligevel ikke. Evangeliet fortæller den overraskende åbning af verden: Opstandelse fra de døde, håb. Evangeliet kalder troen frem på, at den kærlighed, Jesus har åbenbaret, gælder – også når alting slutter.

Derfor fortæller vi evangeliet igen og igen. For det lader sig ikke gøre at bygge hytter oppe på bjerget og forblive i oplevelsen. Det lader sig ikke gøre at leve et sorgløst liv, i fuldstændig overbevisning, om at det hele i virkeligheden er godt. Håbet om opstandelsen ligger ikke i vores forstand eller i vores oplevelser eller kræfter. Det ligger i Jesu livshistorie, der bliver ved med at fortælle, at Guds barmhjertighed er stærkere end døden, også når vi ikke kan mærke det.

Evangeliet snyder kærligt for os, som når man undervejs i en historie fortæller børn (eller sig selv!) slutningen på historien for at give dem mod til at komme igennem de uhyggelige steder. Vi har allerede hørt slutningen på historien, som disciplene så et billede af den på bjerget. Den glædelige slutning giver mod og trøst til at leve i dette blandede liv, også når vejen går ind i tab og lidelsen og død. Den kalder på os fra fremtiden.

Biskop Marianne Christiansen

Ribe Landevej 37 
6100 Haderslev

Email: mch(at)km.dk