Det store øjeblik – og hverdagens virkelighed | Sidste søndag efter helligtrekonger | 09.02.2025 | Matthæus 17,1-9 | Mikkel Tode Raahauge |

Det er vel i sagens natur forskelligt fra menneske til menneske, både under hvilke omstændigheder og også under hvilke skikkelser, de viser sig. Men sikkert er det, at det aldrig er til at forudse, hvornår de pludselig opstår. De kan komme som et lyn fra en klar himmel, og jeg tænker selvfølgelig på de fuldstændig mageløse øjeblikke i livet, hvor alting ligesom stemmer overens, og hvor man ikke ønsker at være noget som helst andet sted end lige nøjagtig dér, hvor man nu engang er.

Det er lige enestående hver gang, og selv har jeg været så velsignet at opleve netop ét af de øjeblikke hjemme i min egen have. På én af de der lune sommeraftner, som man så let kan længes efter for tiden hvor man fornemmer, at vinteren så småt går på hæld. Den aften var solen omsider ved at gå ned; overalt ved bordene sad mine venner slynget ind i uldne tæpper; lyset fra de små lygter rundt omkring i haven kom endelig til deres ret i tusmørket; middagen var spist og glassene var fyldte og samtalen var levende og alting var lige præcis, som det skulle være. Og jeg husker, hvordan jeg så udover denne min lykke og tænkte, som man jo gør i den slags øjeblikke, at hér kunne jeg blive for altid, hvis det skulle være. Lige dér var der slet ingen grund til at spørge efter meningen med det hele, for jeg anede, at jeg befandt mig midt i den – i det, der føltes som fuld overensstemmelse med Gud, med verden, med mine medmennesker og med mig selv. Som var det hele en drøm; et lille glimt af evigheden i tiden.

Som sagt, så er det vel forskelligt under hvilke omstændigheder og skikkelser, de viser sig for os. Men jeg håber så inderligt, at I alle sammen kan komme i tanker om øjeblikke i jeres liv, hvor alting ligesom stemte overens og var lige præcis, som det skulle være, for lige netop jer. Og hvis I kan det, så kender I med al sandsynlighed også til den særlige form for vemod, der også så let kan indfinde sig i den forbindelse – måske allerede i samme sekund. Nemlig det vemod, der følger med erkendelsen af, at det ikke kan lade sig gøre at holde fast i øjeblikket for altid – fordi vi inderst inde godt véd, at vi ikke lever i en drømmeverden, men hér i den virkelige verden, hvor tiden går, og hvor lykken kan skifte når som helst, det skulle være.

Jeg gætter på, at det også er den erfaring, som den gode Peter har gjort sig allerede inden han er fulgt med Jesus og de to brødre, Jakob og Johannes op på bjerget. Her bliver Jesus med ét forklaret for dem: hans ansigt begynder at stråle som solen, og Moses og Elias kommer til syne og taler med ham som venner på en lun sommeraften. Og alting stemmer ligesom overens, og meningen med hele er pludselig soleklar: At Jesus virkelig er ham, som de har læst om i loven og den, som de gamle profeter har spået om. Det er som en drøm; et lille glimt af evigheden i tiden; og lige dér foreslår Peter så – som i en slags protest mod tidens gang og lykkens omskiftelighed – at bygge et hus til hver af dem dér på bjerget, for at holde fast i det enestående øjeblik for altid. Men knap har han stillet sit forslag færdigt, førend han bliver afbrudt af røst fra himlen, der forkynder for dem, at Jesus er Faderens elskede Søn og at de skal høre på ham. Og med ét er drømmesynet forsvundet i virkelighedens tåger, og Jesus står alene tilbage på bjerget med disciplene.

Og hér er det værd at lægge mærke til dét, som Jesus siger til dem, og som de altså ifølge røsten fra himlen skal rette sig efter. For det første, at de skal rejse sig op og ikke frygte. Det i sig selv er i virkeligheden evangelium nok til et helt liv, men han siger også til dem, og det er måske lige så vigtigt: at de ikke må fortælle nogen om, hvad de har set deroppe på bjerget, førend han er opstået fra de døde. Og med den befaling kalder Jesus altså disciplene tilbage til den virkelige verden, som er både deres og vores; hertil, hvor tiden går og hvor lykken kan skifte hvert øjeblik, det skulle være. Og de bevæger sig lige så stille nedad fra bjerget, og derefter fortsætter vejen mod Jerusalem, hvor Jesus kort efter går sin lidelse og død i møde – efter at den selvsamme Peter, som ellers lige havde været så fuld af tro, har fornægtet ham tre gange med forbandelser og besværgelser, som der står, og sagt: ”Jeg kender ikke det menneske!”

Det er hjerteskærende, når man tænker over det i dét lys – eller under de skygger, måske snarere. Både, selvfølgelig, fordi lykken pludselig skiftede for dem alle sammen på en meget brat og voldsom måde. Men også fordi, og det er næsten det værste, fordi det ligesom implicerer, at Peter kun kunne genkende Gud, så længe alting fremstod lyst og dejligt. Men nu, hvor mørket har trukket sig sammen over ham, kan han ikke længere se hverken Gud eller meningen med det hele.

Jeg tror, at vi alle sammen kan sætte os i Peters sted, for også i vores liv kan mørket jo pludselig trække sig sammen over os. Og modsat de enestående øjeblikke, hvor alting stemmer overens og det hele føles som en drøm, så kan virkelighedens tåger gøre, at det bliver svært vanskeligt at se både Gud og meningen med det hele. Og derfor befalede Jesus disciplene netop, at de ikke måtte fortælle nogen om, hvad de havde set deroppe på bjerget, førend han var opstået fra de døde. For ikke at skabe det indtryk, at Gud er kommet for at frelse os fra virkeligheden, eller at dér, hvor Gud er, der er der altid lyst og dejligt og ingen lidelse eller død. Men helt omvendt: at hér, hvor tiden går og hvor lykken kan skifte når som helst, det skulle være, og hvor der derfor er både lidelse og død, hér er Gud. Som for at understrege, at heller ikke Gud hører til i en drømmeverden, men tværtimod hér, i den virkelige verden, der er vores. Alt inklusive.

Og sådan bliver Jesu lidelse og død altså den store forklarelse af, hvem han er. Nemlig Faderens elskede Søn, der af ren og skær kærlighed insisterer på at dele hele vores virkelighed med os. Og som vi skal høre på og på den måde forstå, at ligesom hans egen vej til livet gik gennem lidelsen og døden, sådan vil Gud også føre os frem til vores forløsning. Til Guds rige; til evighedens endelige frembrud, hvor alting stemmer overens, og hvor ingen tåge og intet mørke længere kan komme på tværs af den mening, som vi øjeblikvis har oplevet hér.

Og når vi hører det, så kan vi måske også fornemme et sagte mod spire frem i hjertedybet. Et livsmod til at rejse os op og fortsætte ad den vej, der bliver vores. Uden frygt, fordi evigheden allerede nu glimter strålende mod os på tidens horisont og fordi Gud selv har lovet os at gøre drømmen til virkelighed. I Jesu navn. Amen.

Sognepræst Mikkel Tode Raahauge

Skovshoved, DK 2930 Klampenborg

Email: mitr(at) km.dk