Fuldkommenhed er længsel efter det ooprindelige | 6. søndag efter trinitatis 2024 | 07.07.2024 | Matthæus 19,16–26; v.9-10 – 11; Salmer: 752 – 450 – 449 – 601// 349 – 561 v.9-10 – 11 | Peter Skov Jakobsen |

Det der med penge kommer vi ikke uden om i dag. Der er nogle sandheder, som vi bliver nødt til at se i øjnene. Det højeste bud i økonomien er, at penge helst skal yngle. De skal kaste gevinst af sig. Penge kan bruges til gode formål, men kan sandelig også bruges til slette. Penge er uden moral og de lugter ikke – det fastslog i hvert fald den romerske kejser Vespasian som beskattede latrinebesøg.

Men hvis ikke penge lugter, hvorfor vasker vi dem så? Alle ved vi også, at den der smører godt, også kører godt. Vi ved godt at der er økonomisk kriminalitet, og at der ligger korruption og venter, hvor ordentligheden bliver sat over styr.

Det er hykleri at anse penge og økonomi for at være noget det eftertænksomme, etiske, åndelige menneske ikke bør interessere sig for. Vi ved jo alle, at det er et pokkers godt betalingsmiddel, og med økonomien skaber vi muligheder for hinanden. Hvis der ingen penge er, er der fattigdom og elendighed, kriminalitet. Økonomien kan tjene menneskene og så skaber den samfund. Det er kun det menneske, der i morgen har råd til at sige nej og som ved, at der er nok til dagen efter, der ikke behøver at være skrækslagen for overlevelse og frihed.

Det ville være nemt at vende ryggen til økonomi og penge og føle den hellige grav velforvaret; men vi bliver nødt til at spørge os selv, om ikke det er vores pligt, at sørge for en ordentlig økonomi og på sikre finanser, hvis ikke vi skal overgive os til en uskøn naivitet, der dybest set vender ryggen til vores medmennesker.

Vi kan jo spørge os selv om, hvad vi bruger tiden til? Er det pengene, der bestemmer over os eller gør vi os tanker om hvad pengene skal bruges til? Vi bliver nødt til at lytte til det menneske, der spørger os, om vi bare har høje idealer om medmenneskelighed og menneskerettigheder, men ikke følger op på vores idealer om ligeværd og retfærdighed. Det er vi nødt til i vores nære liv og i vores liv som europæere. I vores hverdag er vi så nært forbundne med en større økonomi end den lokale, at vi ikke kan ignorere det medmenneske, der er med til at give os velfærd og den der taler om økonomi må også tale om retfærdighed, mådehold, visdom og ikke mindst kærlighed.

Det med penge og økonomi er slet ikke så lige til. Den unge mand, der blev udfordret den dag, luskede skræmt væk – for han var meget rig!

Det er ikke nemt at dele privilegier. Men kærligheden lærer os, at vi skal værne om den svage. Vi må gå ind i det vanskelige rum, hvor privilegier fordeles med en bevidsthed om, at det siger alt om vores karakter, om vi kan fordele privilegier eller ej!

Og så er der noget andet på spil i dag. Noget der er lige så farligt. Noget der kan udvikle sig helt forskrækkeligt og gøre livet ulideligt og overfladisk og selvhøjtideligt. Det er spørgsmålet om at være fuldkommen. Vil du være det?

Jeg tror, det er et spørgsmål, vi i særdeleshed skal være påpasselige med. Den fuldkommenhed kan ligge som en trussel for det gode liv. Det ønske om fuldkommenhed kan lukke os inde i en selvberuselse af den meget ensomme slags. Den kan isolere os fra den øvrige menneskehed og lukke af for relationer. Hvis det kun er selviagttagelsen og selvbevidstheden, der lever, uden forbindelsen til medmennesket og til Gud, lever man i et ekkokammer, et sted uden forbløffelse og overraskelse.

Fuldkommenhed – jeg er bange for, at vi har lagt så store forventninger op og at disse forventninger kaster mennesker ned i svælget på utilstrækkelighed og på skamfølelse. Først får de utilstrækkelighedens følelse langt ind på kroppen, og den gør dem tavse. Så kommer skammen over ikke at kunne leve op til andres og egne forventninger, og man gemmer sig; går i ly for de andres domme. Man skammer sig over ikke at kunne levere på andres forventninger og på egne.

Skal vi bare opgive fuldkommenheden? Det kan vi ikke. Fuldkommenhed er rigtigt betragtet en længsel efter det oprindelige, efter det sande. Det er en længsel, der skimter lys i mørket. En længsel der møder modbydeligheden med mod, møder monsterløgnen med tiltroen til sandheden, føder håbet i desperationen og tager kampen op med dødbidere og med de kværulanter, der aldrig bliver trætte af deres egne selvkredsende tanker.

Fuldkommenhed skal bæres af sårbare mennesker. Det er ikke det selvimponerede menneskes svar på tiltale. Det er derimod det sårbare menneske, der sættes fri af Guds håb om, at med et skaberord og med Kristus-fortællingen får Gud os ud af selvoptagede cirkler, ud af bitterhed og ensomhed (Thelle). Gud tager os til sig, og vi bliver menneskelige og det lyder forvandlende og fortættet i Tomas Tranströmers digt Romanske Buer:

“Inde i den store romanske kirke stod turisterne tæt

 i halvmørket.

Hvælving gabende bag hvælving og intet overblik.

Nogle lysflammer blafrede.

En engel uden ansigt omfavnede mig

og hviskede gennem hele kroppen:

“Skam dig ikke over at du er menneske, vær stolt!

Inde i dig åbner hvælving sig bag hvælving i det uendelige.

Du bliver aldrig færdig, og det er som det skal være.”

Jeg var blind af tårer

og blev skubbet ud på den solsydende piazza

sammen med Mr. Og Mrs. Jones, hr. Tanaka og Signora

Sabatini

og inde i dem alle åbnede hvælving sig bag hvælving i det uendelige.

 Amen

—

Biskop Peter Skov-Jakobsen

Nørregade 11, DK-1165 København K

Email: pesj(at)km.dk