Prædiken til 6. søndag efter Trinitatis | 12. juli 2026 | Matt 19,16-26 | af Tine Illum |

Det bedste er at gi op omsider

En voksen kamel vejer et halvt ton! Og den er deromkring to meter høj! Og enhver, der har siddet og knebet øjnene sammen og klippet lidt af tråden igen og igen, ved hvor alt for lille bitte et nåleøje er. Det er simpelthen et godt billede, Jesus kommer med her. Af umulighed. Det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre. Uanset om det er den største stoppenål, så kommer man som kamel aldrig igennem nåleøjet. Man må gi‘ op! Er det fiasko? Eller er det åbning. Søren Ulrik Thomsen, digteren, siger Det bedste er at gi op omsider og pludselig mærke det hele begynde“.

Men tilbage til den unge mand, vi hører om i dag.

Han udstråler vellykkethed. Af alt andet end fiasko. Han er i kontrol og har styr på sit liv. Han er gået gennem alle nåleøjer i sit liv. Han er fornuftig og ordentlig, han har tjent godt. Han er en, andre ser op til. Men hvem er han indenunder sin ordentlighed og sin succes…… det har jeg af og til tænkt på…… Hvad får ham til at opsøge Jesus den dag?

Det mest indlysende er nok, at han bare lige skal have et sidste godt råd for at alt er perfekt. Han virker meget selvtilfreds. Han har ordnede forhold til andre mennesker og til Gud. Det er jo tydeligt, at Gud holder af ham, når hans liv lykkes i den grad. Hvor ofte hører vi ikke det??? „Eftersom jeg ikke døde af skuddet, så må det være Guds vilje – og så har Gud udvalgt mig“…. og vi må tænke: hvad så med de skolebørn, der er døde i skyderier; hvad med alle de mange unge soldater, der mister livet i krige….. Det er ganske enkelt ikke en kristen tanke, at det skulle gå de gode godt, og de onde dårligt….

Nå, men tilbage til den unge mand: Er han en af dem, der bare spørger på skrømt, som egentlig godt ved, hvad svaret er – men han vil bare gerne høre Jesus sige det – og han vil gerne at alle de andre hører det: at han har gjort alt, hvad et menneske kan gøre.. Han vil bekræftes i det, han godt ved: at han er perfekt. Og at han trygt kan stole på, at når den dag kommer, så skal hans perfekte liv og livsførsel ikke være forgæves – den snævre vej vil for ham ende i en vidtåben dør til Guds himmel, og han kan gå velfortjent ind. Det skulle da lige mangle. Er han sådan en? Sådan kan vi jo tænke om ham….

Men hvad nu, hvis det forholder sig anderledes? Er der en større dybde i hans spørgsmål, end vi måske lige tillægger ham… – mærker han der i nattens vågne timer den der fjer, der stikker – noget der gnaver og kradser indeni. At der alligevel mangler det sidste for at det er helt perfekt. Han kan ikke helt finde ro. Og derfor spørger han faktisk ud af sin usikkerhed. Der er et savn, en tomhed……. , det mærker han inderst inde og allerdybest i sit sind. Han mangler lige det sidste lille bitte noget – som han ikke rigtig ved, hvad er, men som vel må være der…. Jesus har ry for at være klog, og måske også at have et helt særligt forhold til Gud… så nu kommer han af et ærligt hjerte for at få det sidste gode råd, og bekræftelsen af, at han har gjort sig fortjent til et godt liv ikke bare her, men i al evighed. At hans liv giver mening.

Når jeg synes, der er de to muligheder – så er det på grund af en eneste sætning. Nemlig, at da Jesus har sagt, at han bare skal sælge alt, så bliver han ked af det, og går … han går ikke i fornærmet vrede … ja, ordet betyder nærmest: dybt bedrøvet, i hjertesorg. For dét her kan han altså ikke… han kan ikke give alt det bort, der holder hans velkontrollerede liv sammen. Alt det, han synes viser, at han er noget værd. I hvert fald ikke lige nu. For hele hans verden er lige blevet vendt op og ned, og han … ja, han ved ikke, hvad han skal tænke. Her kom han for at få den sidste brik i sit beundringsværdige liv….. og så er det som om at den brik får hele fundamentet til at vakle.

Du er ikke perfekt! Runger det i hans ører. Og han er sikker på, at det betyder, at han er en taber. Mislykket.

Den unge mand i fortællingen vil vide, hvad HAN skal gøre for at lykkes fuldstændig. For der mangler et eller andet. Når man har det sådan, er det ligesom to muligheder:

– febrilsk at gøre sig endnu mere umage for at få den sidste rest kontrol…. Altså mere af det samme…. Jagten på perfektion er grundlæggende selvcentreret… for på en underlig måde kommer det til at handle om mig…. også selv om jeg egentlig ikke vil det.

– men han kan også gøre noget andet… når han har sundet sig … han kan se sit liv i det lys, Jesus har kastet ind over det…. Han kan give op og give sig hen – få den første fornemmelse af, at han er elsket og har evigt liv længe før han har vist sit værd – og i det øjeblik mærke, at netop det er alting værd. Han kan løfte sig blik og se andre end sig selv.

En kamel kan ikke gå gennem et nåleøje – bare tanke virker jo nærmest komisk. Men Gud kan få både det mindste barn og det største skrummel lempet ind ad den mindste sprække i det evige liv.

Det bedste er at gi op omsider og pludselig mærke det hele begynde“.

Det intet menneske kan – ikke ét – det kan Gud. Det ligger ikke i jobbeskrivelsen af at være menneske, at vi skal være perfekte. Eller at vi kan være det. Vi slår ikke til. Det er ethvert menneskes erfaring. Den dag kommer til os, hvor vi ser nåleøje for nåleøje bag os. Alt det, vi ikke kunne og ikke sagde, og det vi ikke fik gjort og det vi sådan fortryder, at vi fik sagt. Det er fortvivlelse. Og sådan kommer jeg jo let til at høre fortællingen om kamelen og nåleøjet i dag. Og jeg hører slet ikke det næste: Gud kan alt. For Gud er alting muligt. Det giver et himmelsk håb – selv for mig. Fortvivlelse kan være en åbning ind til forvandling Det er, når vi giver op, at Gud kan komme til. Når vi tør være små, at Gud kan være der. Det er der, det begynder.

Det bedste er at gi op omsider og pludselig mærke det hele begynde“.

Der, hvor Jesus færdes, i mødet med ham, bliver mennesker set og sættes fri. Her er en ny begyndelse. Det er det vi kalder „nåde“ eller „syndernes forladelse“…. Jesus fortæller igen og igen, at Gud ikke kommer bagfra og i et overraskelsesangreb fanger os i alt det, vi gjorde forkert og det der mislykkedes. Han kommer altid til os forfra, fra fremtiden – og han siger „kom!“

Du skal ikke gøre noget for at få det evige liv. Du har allerede fået det. Det blev sagt, da du blev døbt. Himlen er hældt ud over dig, du er svøbt i det, og det vil du være altid. Det gælder stadig. Du skal ikke gøre noget, for at have en plads i livet her på jorden eller i himlen. Det har du allerede. Umisteligt. Og nu skal du så gå ud og leve det liv, du har fået.

„Det bedste er at gi op omsider og pludselig mærke det hele begynde“.

—

Tine Illum
Sdr. Bjert
ti@km.dk