Lovsangen trods lidelsen | Palmesøndag | 13.04. 2025 | Matthæus 21,1-9 | Marianne Christiansen |

Se så, nu begynder vi. Når vi er ved enden af historien ved vi mere, end vi nu ved. Sådan begynder H. C. Andersens store eventyr Snedronningen om den lille Gerda, der går på bare fødder alene ud i verden og til sidst lige ind i snedronningens iskolde slot for at frelse sin lille ven.

Nu begynder historien, og den vil gøre os klogere – eller vil den det? Eller driller H. C. Andersen os med, at vi altid tror, at det drejer sig om at blive klogere? For historien om snedronningen drejer sig om, at det netop ikke er, hvad du ved, og hvor klog du er blevet, der kan frelse dig, men kun den kærlighed, der vil gå i døden for at finde dig. Og den kan man ikke blive klog på. Den kan man bare tage imod og høre om. Måske endda komme til at tro på.

Se så, nu rider Jesus ind i Jerusalem, og vi skal fejre påske og endnu engang høre og gennemleve historien. Vi ved, at han red ind under jubelråb til Jerusalem, der dengang som nu længtes efter retfærdighed og fred og heling. Der varvirkelig nogen, der troede og håbede, at han ville bringe befrielse til de besatte og undertrykte og heling til de syge og skabe et retfærdigt samfund. Og så var der var nogle, der ville noget helt andet og som planlagde hans død – det vidste han vel også selv.

Vi ved allerede nu, at han om få dage sidder til bords med sine nærmeste venner, som alle som én svigter ham, den ene værre end den anden. I hører allerede nu, at de råb der gjaldede i gaderne af glæde, da han red ind i snedronningens slot eller magtens centrum – de forvandlede sig til taktfaste råb: Korsfæst ham, korsfæst ham! For sådan er mennesker. Og tænker vi efter, hvor langt vores eget mod og tapperhed rækker, så vi ved også godt, at sådan er vi. Vi ved, at det ender med smerte, død og sorg.

Men nej, det ender netop ikke dér, for så kommer den overraskende slutning: Da alt håb var ude og historien slut, stod han op fra de døde, graven var tom, den fangne ven befriet. I solopgangen kom han gående gennem græsset fra et andet sted end forventet og hilste: Godmorgen.

”Se så, nu begynder vi, når vi er ved enden af historien ved vi mere end vi nu ved” – nej, det gør vi sådan set ikke. Vi ved det hele allerede nu, og derfor tør vi fortælle historien, fordi vi tror og håber, at den, –  det, alting –  ender godt i opstandelsens solopgang. Men måske er vi også samtidig lidt valne, fordi vi godt ved, at det ikke er os, der får historien til at ende godt, og at vi nok snarere finder os selv i de tvetydige roller som glade tilhængere, der råber hosianna, når det er godt vejr, og der er mange andre, der hepper på vores hold,  – og er dem, der så har gjort sig usynlige, når det virkelig gælder, og vores helt viser sig at være en taber.

Vi ved det godt. Alligevel gentager vi. Historien fortælles både i fortid og nutid og fremtid. Historien fortælles til hvert barn i dåben:  i fortid, som det Jesus gik igennem; i nutid, at du skal tilhøre ham og være en del af den kirke, der altid genfortæller påsken; i den fremtid af håb og evigt liv hvor Kristus kommer og dømmer og gør en ende på ondskab og uretfærdighed.

Vi gentager den fortælling, der ændrede og ændrer og vil ændre verden. Hvert eventyr, der siden hen fortælles om den yngste søn, ham ingen regnede for noget, ham som ikke måtte få en hest, men kun en gedebuk eller et æsel, men som alligevel bliver den, der befrier prinsessen og bliver helten til sidst, eller om den lille pige på bare fødder, der befrier sin ven – alle de historier er efterklange af evangeliet om Jesu indtog.

Men den ændrede jo ikke verden derved, at der ikke længere rider tyranner ind over alle grænser, som bliver mødt med hyldest eller veråb, den ændrede ikke på viljen til lægge verden øde og til undertrykke andre. Kan vi virkelig tro på, at ord kan ændre verden? Måske først, når vi mister troen på, at der er andet, der kan –  penge, våben, overmagt. Når alt det afslører sig som tom magt, der ikke kan ændre noget som helst til det bedre, kun ødelægge, da kan vi høre ordet, der stilfærdigt kommer ridende som Jesus Kristus. Med ham kommer håbet om, at noget andet end volden, pengene og overmægtig teknologi er meningen. Noget andet, der vil gro frem med en kraft som mælkebøtter af ruinerne. Det har vi kun ord for – ord, der bliver ved med at fortælle os, at vi er på vej igennem lidelsen til opstandelsen.

Den vej er Jesus og hans livsfortælling. I den hører vi og ser vi, hvem Gud er – og vi kan endda synge det:

Herre, fordi du ikke lod guddomsmagt smede til krone, derimod valgte hånsord og fattigdom ved vi hvem Gud er.

Herre, fordi du var hos de pinte her, var hos de dømte,

ved vi at ingen ensomhed findes mer, ved vi hvor Gud er.

Derfor skal alle verdener, væsener, alt som har været,

 er og skal komme, hin dag bekende det: Jesus er Herre.

DDS 57

Se, så nu begynder vi – og vi begynder med at kende slutningen – hvem Gud er:  At den afmægtige er den almægtige. Der begynder vi i dåben og i dag og alle dage. Den historie er ikke fortid: Den er vores historie, vores livs eventyr, verdens livshistorie. Gud fortæller den, og Jesus Kristus er begyndelsen og enden, alfa og omega. Til sidst befries alle fanger og alle ofre oprejses.

Derfor tør vi være med i hosianna-råbet og den umiddelbare glæde palmesøndag, uanset hvad der venter, og uanset hvor vi selv befinder os og ser os i historien – som den glade og befriede, eller som den, der endnu oplever at struben snører sig sammen i sorg eller af frygt for hvordan det skal gå os selv og verden, eller af skam over, at vi ikke er eller kan være sådan som vi synes, at vi burde være. Der er mange ting, der kan kvæle lovsangen i et lille menneske, så man til sidst synes, at min stemme kan vel undværes.

Men det kan den ikke. Hver eneste af os er med i Kristi historie – fra vugge til grav til død til liv. Det gælder alle væsener verdener og også mig.  Når vi er helt ved enden af historien, ved vi nok mere end vi gør nu, men lige nu ved vi nok til at leve på begyndelsen og være med som en lille enestående stemme i historien og i sangen og som én, Kristus er kommet, kommer og vil komme for at befri.

Før vi vender blikket indad og ransager os selv, skule vi måske begynde med at lukke ører og øjne og sanser op. mærke at solen skinner op huden, at fuglen synger, som ikke har tanker og forstand som vi har, men livskraft og den enestående opgave at være en lille fugl. En eneste lille fugl på et patr og tyve gram kan give så meget lyd, at den rammer et menneskes sind med hele forårets kraft. En anemone, der åbner sit ansigt og svarer på solen

Skulle vi indviklede udviklede skabninger med det tunge hoved og den sårbare krop så ikke løfte hoved og lovsang endnu højere i taknemmelighed for at vi lige netop nu er til under solen, lige netop nu kan give lyd sammen med resten af skaberværket og takke fordi vi findes og alting findes og er lige nu.

Og mere end det. Skulle vi ikke som børn og spæde og fulde folk – det er af dem man hører sandheden, synge hosianna, hil dig frelser og forsoner, fordi vi ved endnu mere om skaberen og lyset end fugle og blomster gør. Vi har hørt at han er kommet til verden og rider ind i hjertet af alting, for at helbrede.

For vist er det sandt at børns og spædes lovsang ligesom stivner i munden på os med tiden. fordi vi jo ældre vi bliver erfarer, oplever at struben snærer sig sammen – af frygt for hvordan det skal gå os selv og verden, eller af skam over, at vi ikke er eller kan sådan som vi synes, at vi burde være – vi kan endda skamme os over, at vi ikke længere kan være glade som børn, fordi livet har ramt os med sygdom eller død, eller fordi vi er blevet skyld i ulykker og ondskab eller offer for ondskab. Der er mange ting, der kan kvæle lovsangen i et lille menneske., så man til sidst synes, at min stemme kan vel undværes. Lovsangen er for de lykkelige og børn og enfoldige tumper, der endnu ikke kender verden.

Så sandt. Når vi mærker solens stråler, tænker vi også på den globale opvarmning og vores skyld i den Når vi hører fuglene tænker vi på vores livs korthed og de forår der for længst er forbi og aldrig kommer igen, og når vi ser blomsterne tænker vi på, hvor skrøbeligt livet er over for vold og ondskab, og hvor lidt der skal til for at trampe på og ødelægge de fine kroblade.

Når vi palmesøndag husker på børnenes sang og råbene fra jerusalem til manden på æslet: Hosianna du Davids søn, så husker vi også, at samme stemmer få dage efter tog del i råbet korsfæst, ham korsfæst ham, da han blev udstillet som ødelagt tornekronet torturoffer.

Men netop derfor skal vi mennesket med den tunge bevidsthed synge børnenes og de spædes lovsang. For det er taberen, offeret, den ødelagt vi synger for. Vi lover den gud, der ikke holder sig fjernt fra de lidende og det ødelagte liv, men går ind i det, for at overvinde døden og ondskaben og skylden. og bære livet frem på en ny måde: Tilgivet og oprejst, endnu mere end forårsfugelen ved – Verden forsonet med gud af hans kærlighed over foråret af børns og spædes mund.

Det er i orden. Du må godt synge med. Du skal tage lovsangen op, også du der ved, at det er mest gråd der kommer ud, hvis du begynder. For livet, for foråret uden om. Lykken og livet, de er der også når du ikke kan se det. Velsignet være han som kommer i Herrens navn. Han kommer når det er mørkest. og han kommer til sidst. Og derfor kan vi hver dag synge lovsang i forventning til den nye dag og i sidste ende i forventning til det evige liv. Amen.

Biskop Marianne Christiansen

Ribe Landevej 37
DK-6100 Haderslev

Email: mch(at)km.dk