Prædiken til 20. søndag efter Trinitatis | 18. oktober 2026 | Matt 21,28-44 | af Rasmus Nøjgaard

Den nødvendige snublesten

I dag er læsningerne ikke møntet på børn. Jesus’ ord stryger os ikke med hårene eller kildrer os under hagen, men er som en strid børste gennem filtret hår, og som at få et plaster revet hårdt af et åbent sår. Det handler om at lytte uden at høre, og se uden at få øje på. Som at tale for døve ører og mærke at budskabet allerede er afvist, inden det er overdraget. Det handler om at skyde budbringeren uden først at høre budskabet.

Evangeliet handler med andre ord om at lytte, mærke og se, og så handle derefter, det er med andre ord handlingsorienteret.

Ligesom vi troede at evangeliet var ren kærlighed og uforbeholden tilgivelse, så rummer det noget mere. For det er kærlighed og tilgivelse, men vel at mærke den der synker ned i mulden, og spirer op med sådan en ny kraft, at den kan forvandle verden. Det fordrer noget af os.

Denne særlige passage ændrede en af den tidlige kirkes største fædre og uden sammenligning mest produktive forfatter, Origenes af Alexandria, der lever i overgangen mellem år 180-250 e.Kr., også kaldt Adamantius, manden af stål. Han hæftede sig ved de sidste ord i vores tekst: Den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den som stenen falder på, vil den knuse. Origenes lagde grunden til den firfoldige læsning af hele Bibelen, som blev standard helt op til middelalderens quadriga og renæssancens begyndende bibelkritik og dermed en trædesten for vores egen bibelforståelse. For Bibelen skulle ikke alene læses for sin historiske virkelighed, men også for sin moralske betydning, altså for menneskers liv og handling, og for sin betydning for Guds kommende virkelighed og endelig for troen på Kristus. Origenes’ læsning af præcis dette bibelsted førte ham til at formulere sin læsemetode: Den sten, som man falder over, er Kristus, og når man forkaster Kristus, er det at afvise selve kærligheden og livet, en erfaring af at blive knust, når stenen som en dom falder over ens liv. Derfor skal man være lykkelig for at snuble over stenen, som jo er Kristus, som man herved får øje på. Det er Guds ejendommelige plan, at vi skal støde os på Kristus, fordi Gud ved, at vi ellers bare passerer forbi uden at tage notits af ham. Kristus er nemlig den grundsten, der afslører menneskers forhold til Gud. Der er ingen vej til Gud, uden at snuble først. Det er en befriende tanke!

Origenes vender igen og igen tilbage til Kristus som den snublesten, der et øjeblik skal bringe os ud af fatning, så vi ser verden på ny. Så vi ikke bare fortsætter på autopilot som sønnen, der var ligeglad med sin fars vilje, eller vingårdsbønderne, der troede de kunne slippe fra vingårdsejerens dom og endda slippe lykkeligt fra at slå hans søn ihjel. Det synes jo som om, at Jesus omtaler sin kommende død.

Jeg tænker næsten det næstmest ulykkelige for en prædikant må være at prædike hele sit liv uden nogensinde at få en kirkegænger til at snuble! Tænk hvis I alle kom her for at holde gudstjeneste og lyttede til Jesu ord og min udlægning og formaning, men at det prellede af på jer som vand på en gås. Hvilket spildt liv. Og dog – tænker jeg så, det var forsøget værd! Ville det være bedre ikke at prøve, ikke hver gang at gøre sit bedste?

Nej, vel? Guds nådige håb bærer også menneskers skæbne.

Det mest ulykkelige måtte være hvis budskabet prellede af på prædikanten selv, at det aldrig betød andet end sofisteri og levebrød, end ikke anger eller skyldsbevidsthed førte det til. Det ville være præcis så ubærligt, som den stenen falder på og knuser.

Så hellere snuble og erkende sin fejl, – for så at få øje på snublestenen, Kristus, der kalder dig hjem med alt hvad dertil hører af anger og selvransagelse, men også af tilgivelse, forsoning og sjælefred.

Den tro giver mod til at træde frem igen. Om det så er ved drejebænken, på Borgen, i Novozymes, Skat, Vurderingsstyrelsen eller i Sankt Jakobs kirke. På den igen. Vi bliver hver dag givet en ny chance. Hver dag er i den forstand at få livet tilbage.

Ofte læser vi hurtigt hen over det, vi ikke forstår. Men det er som regel her, at alvoren og det væsentligste skjuler sig. Sådan er det også mellem mennesker. Oftest bør vi i stedet stoppe op og undersøge. Et ord kan være som et kunstværk, der fanger vores opmærksomhed, provokerer, irriterer, vækker latteren og humoren, og i bedste fald sender os forundret videre som mere opmærksomme betragtere, ikke kun på ordet og værket, men på mennesker, på den verden vi er en del af.

Jesus’ ærinde er at vende vores blik udad mod næsten, mod den virkelighed der er vores fremfor forfængeligt at være optaget af vores eget og blive ved vores egne. Som når man er optændt af vrede eller selvretfærdighed og ens eget fylder alt, så alle andre er idioter. Så har vi brug for en snublesten, at blive rystet, og få nyt perspektiv.

Denne lille snublesten har fået stor betydning for os i den kristne verden. For den betyder at vi aldrig kan regere, lovgive, dømme og bruge vores magt entydigt efter bogstaven. Et ord er ikke bare et ord, en lov ikke bare en lov.

Apostlen Paulus har også sagt det: Med Jesus er det ikke længere lovens bogstav der gælder, men lovens ånd. Den levende Guds ånd. Vores kultur er bygget op omkring denne levende ånd. Vores kristelige liv er som en dans med to skridt frem og et tilbage, altid i bevægelse og i samspil med andre, aldrig forudsigeligt, altid under forandring.

Det er Guds levende Ånd.

Herinde i Guds hus er vi i den levende Guds hænder, og omsluttet af Guds kærlighed. Skulle vi også snuble her, så er det kun for at Kristus skal gribe os og omslutte os med sin kærlighed i legeme og blod.

Derfor kan vi høre og tro Jesu ord:
Kom til mig, og frygt ikke!

Amen.