
Matthæus 22, 34-46
18. søndag efter trinitatis | 19.10.2025 | Matthæus 22, 34-46 | Thomas Reinholdt Rasmussen |
Kærlighedens magt
Hvem er Kristus?
En af de største stridspunkter og diskussionsemner i den tidlige kirkes historie var naturligt nok spørgsmålet om Kristus. Hvem var han? Hvad var han for en? Hvilket forhold havde han til Gud? Hvilket forhold havde han til mennesket? Hvem er Jesus? Det er det grundlæggende spørgsmål, for enhver, som hører om ham. Man vil vide det.
Og alle disse spørgsmål og alle disse debatter kan hurtigt blive noget abstrakte, og kunne hurtigt flytte sig fra folks almindelige hverdag. For spørgsmålet er jo, hvad Kristus betyder for os i den tilværelse, der nu og her er vores? Hvis svaret ikke på en eller anden måde har relation til vores levede liv, så kan det i grunden være lige meget.
Debatten bølgede i den tidlige kirke frem og tilbage, og man kan med god ret se bibelens fire evangelier – sammen med alle de andre evangelier, der står uden for Det nye testamente – som indlæg i denne debat. Efterhånden måtte man dog samles om det synspunkt, at Kristus på en gang var Gud og menneske. Ikke en halvgud, men netop på samme tid både Gud og menneske. Gud i forhold til mennesket og menneske i forhold til Gud. En Gud i forhold. En Gud i relation.
Det betød jo ikke, at alle var enige. Nogle fastholdt at Kristus kun var et menneske – et stort menneske, ja bevar’s, men dog kun et menneske. Det er et synspunkt, der i kirkehistorien og ad forskellige omveje kan blive til islam, men det er en anden historie.
Men:
Hvis Kristus kun er et menneske, så kan han kun vise os vejen, man han går den ikke for os.
Hvis Kristus kun er et menneske, så bliver han en profet.
Hvis Kristus kun er et menneske, så handler livets frelse om moral.
Hvis Kristus kun er et menneske, så bliver religion til lov.
For da kan han kun pege på det vil skal; men kan ikke selv gøre det. Det kræver en Gud.
Derfor handler det både om Gud og mennesket. Ikke kun og alene om Gud, som måske nok er stor, men hvor vi har glemt mennesket, og derfor forholdet mellem Gud og mennesket.
Her kan vi se, at det abstrakte spørgsmål om hvem Kristus er, får ganske konkret betydning i vores liv, og ikke mindst betydning for den måde, vi lever vores liv på.
Hvis Kristus kun er et menneske, findes evangeliet ikke.
For evangeliet – frisættelse fra religiøs lov og moral – frisættelse fra død og mørke – findes kun der, hvor frelsen alene er hos Gud, og hvor Kristus således er både Gud og menneske, og kan med kærlighedsmagt række ud efter os.
Han er menneske, for at kunne lide og for at kunne dø, og derved til bunds være som os, og for at kunne være sandt menneske for Gud. Og Gud, for at kunne have magt til frelse og bære livet gennem dødens nat, som intet menneske i sig selv kan.
Evangeliets frisættelse forudsætter at Kristus på engang er Gud og menneske.
Spørgsmålet
Og det er præcis dette spørgsmål, vi havner ved i dagens evangelium. Farisæerne, der bygger deres liv og tro på en religiøse lov og overholdelsen af denne, kommer til Jesus, for at udfritte ham om det største bud i loven: Er det mon det med ikke at slå ihjel? Er det mon det med ikke at måtte stjæle eller endog det om ikke at bedrive hor? De spørger, men Jesus sprænger hele rækkefølgen af bud og love ved at svare: kærlighed til Gud og næsten.
Altså: ikke jeres opfyldelse af budene. Ikke evnen til at overholde lovene. Ikke viljen og evnen det formfuldendte liv. Men kærligheden alene er det afgørende. Kærligheden til Gud og næsten. Kærligheden, der netop ikke ser på regler og love, men sprænger det hele for at kunne opfyldes. Det er lovens største bud. Den kærlighed, der på én gang opfylder hele loven og sprænger den i stumper og stykker.
Der står de så. Og da sættes der trumf på ved spørgsmålet: hvem er Kristus? Hvis søn er er han? Og det er jo vitterligt en trumf, for farisæerne ved, at hvis der svares Guds søn, så deres tilværelse baseret på lovens eller lad os bare sige livets opfyldelse omsonst.
Derfor kan de kun svare ham: Davids. Ellers er deres verden sunket i grus, og livet befriet fra religiøse love og regler. Hvis de svarer Guds søn, er livet befriet, men de har tabt. Hvis de svarer Davids, har de stadig magten gennem moralopfyldelse og opførsel.
Der står de og her står vi.
Hvad med os?
Vi står her på baggrund af en 2000-årig kristen tradition og forkyndelse. Vi har ikke længere nogen religiøs lov, der binder os – ikke på grund af ligegyldighed – men faktisk på grund af, at en kristen tradition har virket og sat sine spor. Vi har ganske givet mange andre ting, der binder os, og til tider kan det næsten være om, at vi er omgivet af religiøse love, når man ser på hvordan vi agerer i andre henseender, men det er andet aspekt.
Det afgørende er, at bekendelsen til Kristus som Gud og menneske gennem historien har befriet os fra den religiøse lov, påbud og regler, og nu står vi befriede tilbage. Den noget abstrakte diskussion om den rette identitet af Kristus, har virket helt konkret i samfundet.
Så hvem er Kristus? Det spørgsmål er dybere end vi måske ved første øjekast ser, for det har afgørende betydning for hvilket samfund vi skaber os. Det har afgørende betydning for hvilket liv, vi kommer til at leve, og det har afgørende betydning for det forhold vi har til hinanden.
Vi tror at han er Gud og mand, og det kan være forunderligt at sige, og svært at tænke på, og der er en dybde i det spørgsmål, man aldrig kan blive færdig med, men afgørende er det, at alt derved sprænges og kun kærligheden står tilbage som altings opfyldelse.
Så hvad mener I om Kristus? – Gud og mand – er det kærlighedens udtryk? Hvad mener I om Kristus?
Amen.
Biskop Thomas Reinholdt Rasmussen
Thulebakken 1, DK-9000 Aalborg
Tlf. +45 98188088, E-mail: kmaal(at)km.dk