2. søndag i advent – 7. december 2025

Matt 25,1-13

Af Laura Lundager Jensen

De kloge jomfruer

Det er da et højst ubegribeligt evangelium vi hører i dag – uretfærdigt, umenneskeligt, nærmest anti-næstekærligt.

Ti brudejomfruer er gået ud for at møde brudgommen. De 5 er kloge og fornuftige og har sørget for at have Olie med til deres lamper. Og sikkert også 3 liter vand og dåsemad og toiletpapir, så de kan klare sig, hvis ventetiden bliver lang. Men de andre 5 – de har glemt at tænke sig om – glemt at udruste sig med tålmodighedens gaver – glemt olien og alt preppeudstyret – har måske tænkt lidt mere på nutid end på fremtid – eller måske har de slet ikke tænkt. Så da der går bud om at brudgommen er på vej må de til købmanden – og der er de stadig, da brudgommen kommer og mødes af de kloge 5, følges de  til bryllup.  Og da de tåbelige piger kommer igen er døren lukket og nøglen brukket. Der er ikke meget Klods Hans pointe over den fortælling – her er Per og Povl med alle deres talenter og snusfornuft der vinder prinsessen.

Som kristen lignelse er den måske klar nok – for ”oversætter” vi den til en fortælling om Jesus og hans menighed, er det en ret tydelig fortælling om, at vi må holde os klar. For hvis Jesus er Brudgommen, og vi er hans menighed, så er pointen klar – Ingen kender timen. Ingen ved om vi har olie nok til at lyse, når vi hentes og Gudsriges egetræsporte smækkes op. Ingen ved hvornår Vorherre genkomst ventes. Moralen er derfor at vi må holde os klar, med olie på lamperne – hele tiden, så vi hører til de kloge, der kommer i Guds riget.

På den måde er pointen løfterig. Vorherre er på vej til sin menighed – til os. Men samtidig er fortællingen rædselsvækkende, for vores fejlen og svigt er jo altid potentielt tilstede – risikoen for at vi ikke er klar, når brudgommen står der – sandsynligheden for at vi hører til tåbelige brudejomfruer og ikke de kloge – ligger lige for. Og så er løbet kørt – så er døren smækket og lukket og låst . Og der hjælper ingen kære mor eller medlidende og med-delende søstre.

”Men det er da ikke retfærdigt” sagde mine lærerstuderende, var vi talte om lignelsen den anden dag. Og nej, det er det vel ikke – bestemt ikke efter vores tids målestok – og slet ikke når vi ved hvor mange grunde, der kan være for ikke helt at være tilstede i nuet. I en skolesammenhæng går det i alt fald ikke, hvor skrøbelige elever med utallige bogstavs-kombinationer, ikke kan forventes altid at være lige parate. Da nytter det jo ikke at lade dem sakke ud af dansen. Tværtimod er strategien at sørge for at få dem med, på de præmisser de kan deltage på og så sørge for at have dunkevis af ekstra olie med at hælde på dem, når tiden er inde. Men hvad med dem i vores samfund, der vitterlig er tåbelige og tossede og ikke kan overskue hverken tiden eller dagen eller livet – har de ikke en chance overfor Gud.

Så hvad skal vi med den lignelse ? Men er de 5 tåbelige jomfruer, så tåbelige endda. De er vel bare som folk er flest i dag – lever måske ikke så meget efter normer og skikke – på Jesus tid var det skik og brug at vente og følge sin brudgom, men hvis nu brudgommen ikke er værd at vente på, hvorfor så vente ?

Tidligere levede man med respekt for autoriteter og traditioner. Men det gør vel de færreste i dag. Og hvorfor leve i en drøm om et fremtidigt gudsrige, hvis det viser sig livet her og nu er alt værd at gribe og morgendagens bekymringer hører morgendagen til.

Enhver ved at prinsen på den hvide hest, meget vel skal skiftes ud efter et par år, når hesten er halt og prinsens eventyrskær er danket af og hverdagens bøvl overstråler magien.

Tendensen i dag er ikke længere at søge én sandhed eller sandheden. Tendensen er at søge den sandhed, som virker sand for én selv nu og her

– og er man usikker griber man ikke til Bibelen eller for den sags skyld den faderligt overleverede opdragelse. I stedet går man på nettet og finder den person eller influencer der præsenterer det bedste bud på et godt liv. Og selvom den sandhed måske ikke kommer til at leve i 2000 år, er et enkelt år vel også ok. For der kommer nye influencere til med nye bud på sandheder. Og ingen forventer man gør eller vil eller søger det samme hele livet i den foranderlige verden, vi i dag er en del af.

Så hvad med evangeliet – er det passé, uaktuelt og gammeldags? Tja måske – men måske alligevel ikke. For sagen er vel at uanset hvor travlt vi har efter at lede efter egne sandheder – uanset hvor ofte vi opdager vi tog fejl og går andre veje, er håbet og forventningen til at sandheden  findes  stadig lige stor – På Jesus tid var forventningen at man gjorde som de kloge jomfruer – I dag har vi lært at sige Yes, når vi har gjort fejl, for så at få et forsøg mere. Men søgen efter sandhed hører menneskelivet til. Og at leve i uden håb på at sandheden findes er at være som død i livet.

Vi mennesker lever af at håbe. Og det kan let bevises, for selv den voksne, der har mistet håbet vover ikke at tage håbet og forventningen fra et barn – det ville være helligbrøde. Det er som om der er mere sandhed i barnets håb og forventning end der er i den voksnes mismod –

Og netop nu i Adventstiden er forventningen stærkest, i en tid der med sin sammenfald med årets mørkeste måned sætter lysets magt på spidsen. Fortællingerne om en verden i knæ, som vi jo virkelig oplever det netop nu, lyder så meget mere intens, når himlen er grå og kulden trykker. Og så er spørgsmålet reelt, for er det overhovedet muligt stadigt at holde liv i håbets olielampe, eller vil flammen flakke og gå ud.

Netop derfor er håb så ekstra vigtigt, og det ville være så tåbeligt at slippe det, eller undlade at pøse ekstra olie på. Og netop derfor er evangeliet så vigtigt  fordi det bære løftet om, at selvom vi selv mister grebet, eller prinsen eller troen på influenceren, holder evangeliet fast og gør os kloge og klarsynede

Sådan er advent. Forventning og ængstelse går hånd i hånd. Og er vi stærke nok, udholdende nok, tålmodige nok til at stå i mod, der mørke der allevegne findes og vinder frem, så vinder lyset og dermed håbets rige over mørkets magter.

Derfor det er så vigtigt at holde fast i adventstidens vej mod jul – fordi det midt i en tid hvor alverdens sandheder kæmper om magten i verden, midt i en tid hvor tendeser og trender og forestillinger skifter, er så vigtigt at fastholde overfor hinanden, at den magt, den sandhed, det lys, der må og skal overleve og som er aldrig kan udskiftes, er kærlighedens magt i verden – den kærlighed Vorherre satte ind og gav mennesker som retning i livet. Det er ikke sikkert vi er så gode til at gribe den og derfor heller ikke magter at begribe den, men der er i den, Guds rige findes og vender vi ryggen til den smækker porten og det ville da være tåbeligt at lade det ske for næser af os.

Amen

—

Laura Lundager Jensen

Valgmenighedspræst i Osted

Luje(a)kp.dk