Matthæus 25,31-46

· by predigten · in 01) Matthäus / Matthew, Archiv, Beitragende, Bibel, Current (int.), Dansk, Erik Høegh-Andersen, Kapitel 25 / Chapter 25, Kasus, Neues Testament, Predigten / Sermons, Vorl. So. des Kirchenjahres

Næstsidste søndag i kirkeåret | 16. November 2003 | Matthæus 25,31–46 | Erik Høegh-Andersen |

Mon ikke det ville være sådan, at hvis vi fik muligheden
for at vælge til eller fra i den kristne tro, så ville der
sikkert være mange der med det samme ville fjerne forestillingen
om dommedag, om en himmelsk rettergang ved tidernes ende. Den forestilling
som vi jo har fået udfoldet i dag, i mægtigt billede hvor
vi ser Menneskesønnen for os på Himlens trone. Rundt omkring
ham er englene. Og foran ham samles folkeslagene for at modtage deres
dom. Han vil da skille dem fra hinanden, hører vi, som en hyrde
skiller fårene fra bukkene. Og nogle vil han lede ind til evigt
liv hos Gud, mens andre må gå bort til evig straf.

Hvad skal vi egentlig med sådan en forestilling? Sådan kan
jeg heller ikke ind i mellem lade være med at spørge mig
selv. Vi ser den jo mange steder rundt omkring i landets kirker, udpenslet
på de kalkede vægge. I midten den tronende Kristus, dommeren:
foran de ventede folkeskarer; til højre for Kristus alle dem som
er gået ind til den himmelske lyksalighed; og til venstre mennesker
som lider alle Helvedes kvaler.

Det er ofte det der sker i Helvede, er skildret med en fantasifuld
og en livagtighed uden lige. Man ser de onde djævle udsætte
de fortabte for pine og tortur, og man ser til sidst, hvordan de brænder
op i den evige ild. Man næsten ikke forestille sig andet end at
maleren har set ganske konkrete personer for sig, som han så har
placeret godt og lunt i Helvedes ild.

Hvad skal vi med sådan et billede? Det har jo gennem tiden formodentlig
givet anledning til masser af frygt og bæven og angst for en kommende
straf. Det har i visse perioder vitterlig været med til at sætte
skel imellem mennesker, sådan at man delte verden op i frelste
og fortabte. Var det ikke bedre bare at sige at det er en tankegang vi
ikke kan have med at gøre?

Jeg tror man skal huske på, at det netop er et billede, det er
en lignelse. Som man nok skal tage alvorligt, men ikke bogstaveligt.
Et billede som viser at sandhedens time findes. Det er ikke til at sige
hvornår og hvordan. Men det som er sandheden om vores liv, skal
i sidste ende blive åbenbaret os, og vi skal se os selv som vi
er.

Jeg indrømmer at forestillingen om en evig straf er meget problematisk,
og det skal jeg nok vende tilbage til. Men selve det at der er en sandhedstime,
en dom, tror jeg til gengæld ikke vi kan undvære – ja det
er ganske afgørende for vores liv.

For man kan jo nemlig spørge: Hvordan vores liv ville tage sig
ud, hvis der ikke var en sidste sandhed vi blev målt på?
Hvis der ikke var et himmelsk klarsyn, hvor vi skulle se ansigt til ansigt
hvad vi her i tilværelsen kun dunkelt anede og forstod?
Så ville vores liv være illusion på illusion, uden
at vi nogen sinde nåede frem til en endegyldig sandhed. Så ville
vi være overladt til det som var sandt og rigtigt for tiden. Og
tiderne skifter som bekendt. Hvad mennesker erfarede som gyldigt og moralsk
afgørende for 300 år siden, er ikke nødvendigvis
det vi lægger vægt på i dag. Såfremt der ikke
var en sidste sandhed hvor alting kom til klarhed, så ville tilværelsen
i virkeligheden være som én, lang vandring i en labyrint,
og vi nåede aldrig ud. For der var jo så ikke en sandhed,
en målestok uden for verden, uden for selv, men kun de domme og
meninger vi selv skaber og går rundt med og gør gældende
i forhold til hinanden.

Hvad med det menneske, som et liv igennem udsættes for omgivelsernes
misbilligelse, fordømmelse, smålighed – hvis der ikke ligefrem
er tale om afsky og forfølgelse. Uden en sidste sandhed, en himmelsk
målestok, så ville fordømmelsen jo være alt,
hvad der var at sige om det menneskes liv. Som i H. C. Andersens historie „Hun
duede ikke“.
Den fortæller om en vaskekone der nok indimellem tager en slurk
brændevin for at klare at stå og vaske fra morgen til aften
ude i det kolde vand i bækken, hvilket hun er nødt til for
at forsørge sig selv og sin dreng. Men omgivelsernes omkvæd,
med byfogeden i spidsen, er at vaskekonen ”hun duer ikke”.
Hendes dreng er køn og begavet, men hun duer ikke til noget. Og
det er også hvad hendes dreng får at vide, da hun en dag
er faldet om, død af udmattelse. ”Hun duede ikke!” siger
man.
Men H. C. Andersen lader alligevel en anden dom lyde over hende, da drengen
står ude på graven sammen med gammel kone der kendt hende. „Jo,
hun duede“, siger konen til drengen, idet hun ser op imod himlen. „Jeg
siger dig, hun duede, og Vor Herre i Himmeriges Rige siger det med, lad
Verden kun sige: hun duede ikke.“

At der er et andet ord der bliver sagt os end denne verdens ord, at
der er en sandhed vi skal erfare engang, det betyder at det i sidste
ende ikke er os som får ret. Fordømmelsen, sladderen, er
ikke det eneste et menneske skal erfare, og omvendt i sandhedens time
vil det blive os klart hvad vi i vores fordømmelse, afvisning
eller ligegyldighed gjorde os skyld i i forhold til hinanden. Uden en
dom, uden dette at stå ansigt til ansigt med Vor Herre, ville vi
være hjælpeløst overladt til os selv.

Selvfølgelig vil dommen også ramme os, selvfølgelig
vil det også gøre ondt at se sit liv som det i virkeligheden
er og har været, men det må ikke desto mindre være
vores håb – både undertrykkerens og offerets håb
– at der er et klarsyn som venter os, en renselse som gør sindet
nyt, en retfærdighed af en anden art end vores.

Derfor lad os holde fast i tanken om en dom, om at sandheden vil komme
for en dag. Hvornår og hvordan det ved vi selvfølgelig ikke.
Men mon ikke det vil være sådan at det vi erfarer, det vil
på en gang være overraskende og nyt og samtidig helt enkelt,
indlysende og klart. Sådan er det i hvert fald i Jesu lignelse.
Der er det bestemt ikke spidsfindigheder der bliver foreholdt skarerne
foran den tronende menneskesøn. Det er tværtimod så enkelt
og ligetil som tænkes kan.
Jeg var sulten, og I gav mig at spise.
Jeg var tørstig, og I gav mig at drikke.
Jeg var fremmed, og I tog jer af mig.
Jeg var nøgen, og I gav mig klæder.
Jeg var syg, og I så til mig.
Jeg var i fængsel, og I besøgte mig.
Det er ikke noget som kræver en særlig fromhed eller uddannelse
eller indsigt. Det er ikke sådan at man kan sige: Det havde jeg
ikke forstand på, eller det var der ingen der havde fortalt mig.

Men det overrasker dem alligevel, for de havde ikke tænkt sig
det sådan. At Gud havde været dem så nær, at
sandheden havde været så indlysende og klar.

Det som lignelsen viser er jo at det afgørende i livet ikke er
et bestemt religiøst sindelag eller en særlig viden, men
blot det at vi faktisk tager imod og er til stede hos det menneske som
har brug for vores hjælp.
Så enkelt er det. Vi forråder det vi er skabt til, hvis vi
går forbi det menneske som har brug for vores hjælp, eller
hvis vi i virkeligheden aldrig rigtig åbner os for andre og tager
dem ind i vores liv. Mens omvendt : Det er i virkeligheden at tage imod
Guds liv og nåde, når vi er til for hinanden; når vi
sidder hos den ensomme; tager imod den fremmede; når vi giver den
anden noget os selv.

Sådan stilles vi altså i et valg: Vi kan tage imod hinanden,
og da er det Gud selv vi har med at gøre, og vi kan gå forbi
hinanden og lade som ingenting, og da er det i sidste ende ikke kun et
menneske, men Guds kærlighed , Guds nåde, vi ikke vil have
med at gøre. Og det er dybest set en fortabelse i sig selv .Der
er at lukke sig selv ude fra fællesskab med Gud. At gå forbi
den fremmede, den hjælpeløse, det er at miste det afgørende,
for så vi bliver fremmede ikke bare for hinanden, men også for
det vi er skabt til. Vi bevæger væk fra det som er sandheden
eller meningen i vores liv. Vi forbliver i det mørke som kommer
fra os selv.

Så på den måde kan og skal vi naturligvis tale om
fortabelse. På den måde at der er muligheder for kærlighed,
der er nådesøjeblikke, som vi ikke vil tage imod. Og de
forsvinder da som i flammer. Vi mister dem for evigt.

Hvad jeg ikke kan have med at gøre, er til gengæld at fortabelsen
ses som en tilstand vi i al evighed vil være overladt til. For
det kolliderer med altafgørende tanke i kristendommen at Gud aldrig
vil opgive det menneske han engang har skabt og som altid hører
ham til. Gud er kærlighed, og han vil i sin kærlighed altid
kunne hente os tilbage fra den goldhed eller det umenneskelige mørke
vi er havnet i. Det er jo i øvrigt hvad vi bekender i trosbekendelsens
ord, når vi siger at Kristus er ”nedfaret til dødsriget” eller
er ”nedfaret til helvede”, ”og på tredje dag
opstanden fra de døde”. Der er i de ord en påstand
om at intet menneske for evigt vil være overladt til mørket,
men om vi tager imod Kristi kærlighed, vil der altid være
vej fra mørket tilbage til lyset hos Gud igen. Vi kan fortabe
os selv, vi kan forspilde vores liv på mange måder, men frelsens
mulighed, det at der en guddommelig kærlighed som bliver ved med
at ville os noget, det fortaber vi ikke.

Men selvfølgelig: Det kan være vi ikke vil have med kærligheden,
have med det der møder os i andre at gøre, og da er vi
frygteligt overladt til os selv.
Selma Lagerløf har engang fortalt en legende om det, som jeg til
sidst vil referere.

Den fortæller at en engel engang fik befaling til at hente en
af de fordømte op til himlen. Englen fór ned i dødsrigets
mørke og slog sine arme om en kvinde og løftede hende op.
Men der skete så det at nogle af de andre fordømte samtidig
greb fat i hende der skulle frelses, for at de kunne blive båret
med op i paradiset. Trods de mange som hang ved, løftede englen
sig op og steg så let som ingenting. Det var som om den slet ikke
tyngedes af byrden. Men da den fordømte blev klar over hvor mange
der fulgte med, gav hun sig til at slide sig løs fra dem. Hun
alene ville op i Guds himmel. Hun greb fat i deres hænder og løsnede
deres tag, så den ene efter den anden faldt tilbage i afgrunden.
Da skete der for englen det mærkelige, at byrden blev tungere og
tungere at bære , jo færre der blev at bære på.
Og da det til sidst lykkedes kvinden at vriste den sidste fra sig, var
det som byrden af kvinden alene blev så tung at englen ikke mere
kunne bære hende, og han måtte lade hende falde.

At ville have med Gud at gøre, at lade sig frelse ind i hans
rige, hænger altså uløseligt sammen med også at
ville have med de andre gøre. At tage imod hans kærlighed
er også at tage imod det der møder os i de andre. Det er
at ville dele sit liv, sin glæde med den anden. Det ville kvinden
i legenden ikke, og derfor ville hun også komme til at bære
helvedes ensomhed i sig, uagtet hun stod midt i det himmelske paradis.
Den egentlige fortabelse for hende var ikke at hun styrtede tilbage i
afgrunden igen, men at det eneste hun brød sig om var hendes egen
person.

Som sagt: Om sandhedens time, om dommens dag, kan vi kun tale i billeder,
legender, lignelser . Men det som i det alt sammen står tilbage
med evangeliets klarhed, må være at dér hvor vi står
over for sandheden, over for dommeren, dér er der også en
kærlighed som stadig vil os noget og som aldrig vil slippe os helt.
Men det er en kærlighed vi selv må tage imod. Og i Guds kærlighed
er der ikke kun plads til mig selv, men de andre er der også. Amen.


Sognepræst Erik Høegh-Andersen
Prins Valdemars Vej 40
DK-2820 Gentofte
Tel. ++45 – 39 65 43 87
e-mail: erha@km.dk