Sidste søndag i kirkeåret | Matthæus 25,31-46 | 23.11.25 | Af Jan Sievert Asmussen 

Glemslens nådegave

Mennesker med god hukommelse er anstrengende. De lægger nøje mærke til, hvad du siger og gør. De vil når som helst i fremtiden kunne gribe tilbage til det og gøre det til en bebrejdelse: jeg husker dengang, du sagde ét og gjorde noget andet. Jeg kan huske, hvad du så flot lovede. Jeg kan huske, at du gang på gang har svigtet. Situation efter situation i fortiden remses op, og for hver bebrejdelse bliver din frihed mindre. For din modpart kender sine pappenheimere.

Den slags mennesker med god hukommelse plejer at gøre sig kloge på andres vegne. Men de har også selv et indre regnskab for egne brist, og den liste vokser også hele tiden. Det dukker op i ubevogtede øjeblikke. Om natten, når sluserne indad står åbne. For hver selvbebrejdelse bliver fangenskabet tungere: intet kan gøres om. Du valgte og handlede og talte, som du gjorde. Ingen kan æde sine ord i sig, for de er kommet ud af munden. Selvbebrejdelsen den tungeste sjælekval. Når som helst, når et glimt af optimisme tændes, kan erindringen om sidste gang slå dig ned. Du køber nye potteplanter, men sidst visnede de også. Du begnder begejstret en ny hobbyting, men ud ad skabene vælter det med halvgjorte projekter.

Hukommelsen har altid ret. Dens tyranni er ganske velbegrundet og retfærdigt. Den triumferende tone hos det menneske, der minder dig om det, du selv har glemt, er ganske vist syrlig, men fuldstændig rimelig. Alligevel er der en trang, som melder sig ved hvert nyt skridt, vi tager, også selvom det blot er endnu en kredsgang: lad denne nye idé, denne nye plan, dette nye være virkelig nyt. Lad mig blive i den forestilling, at bordet nu er rent og alt endnu engang ganske uprøvet.

Der er intet i os, som vi ikke allerede er kuldsejlet med mange gange. Det binder os. Ordet ’synd’ er det religiøse sprogs navn for denne bundethed: du bliver ved at være, hvad du var. Du kan ikke overraske, for alt hvad du er, er allerede kendt til kvalmepunktet. Derfor bliver dagen i morgen som den var igår. Fri af dig selv slipper du ikke. Fortiden har fat i dig.

På den baggrund bliver det tydeligt, hvad befrielse, tilgivelse og frelse betyder. Ikke uden grund kommer ordet frelse af ’fri hals’, dvs. at blive fri af den slavering om halsen, som ikke kan trækkes over hovedet, men skal saves over udefra. Befrielse fra det kvælergreb, som din egen og andres hukommelse har på dig, kræver en eller anden form for glemsel. Pludselig holder din plageånd op med at revse dig for det, der skete i fortiden. Tiden går nådigt videre. Eller nogen siger: ’så, nu vil vi ikke tænke mere på den sag, nu er det glemt mellem os’.

Sådan er det at opleve tilgivelse: selvom det, du har forbrudt, egentlig stadig kan graves frem, er det med vilje glemt og tages ikke mere frem. Der huskes stadig, men det er ikke fortidens synder, der huskes. I stedet huskes der fremad.

Vi lever kun, hvor der er nogen til at huske fremad, til at tænke på det, Paulus i dagens epistel kalder ”evig trøst og godt håb” (2Thess 2,16). At der stadig er muligheder. Sådan styrkes vi, som Paulus skriver, til alt, hvad vi skal. Og det, som er sket og gjort og ødelagt og mistet, det forsvinder vel ikke ud af verden, men det opbevares ligesom et sikkert sted, hvorfra det ikke længere drages frem. Det er, hvad vi i kirken forstår ved Guds dom.

Jesus fortæller om mennesker, der kommer til fængslet og møder en fange – ham Jesus kalder ’menneskesønnen’. Hvordan reagerer de? Også her drejer det sig om hukommelse og glemsel, ja ligefrem selvforglemmelse.

Hukommelse: det er at tage stilling til fangen i fængslet. Det er en fange – hvad har han mon gjort, siden han sidder her? Mon han virkelig fortjener vores hjælp? Sikkert ikke! Og hvis vi rækker ham en hjælpende hånd, vil vi i hvert fald ikke undlade at gøre opmærksom på det ved enhver given fremtidig lejlighed: vi vil gerne huskes for vores godhed.

Men sådan taler kun den, der er bundet af hukommelse, og som binder synden fast på fangen. Men der kommer andre til fængslet, som kommer i glemsel: spørgsmålet til fangens identitet og fortjeneste stilles ikke. Spørgsmålet om deres egne meritter stiller de heller ikke. Der er kun dette nu, hvor en fange rækkes brød og vand.

At være i sådanne besøgendes varetægt opleves som en stor befrielse. Derfor roser Jesus disse glemsomme mennesker, både på andres og egne vegne. Nåde og frelse og tilgivelse er jo netop dette: at der ikke afregnes med os efter vores overtrædelse, men at vi har etsted at leve uden fortidens tunge vægt. Ja mere end det: i lignelsen minder menneskesønnen dem om, hvad de har gjort. Men de svarer ikke ved at opregne hele registeret af velgerninger. I stedet udbryder de: ’øhh, hvad var det egentlig vi gjorde?’ Det er nemlig allerede glemt og ikke fastholdt i en ærekær hukommelse.

”Tilgiv hinanden – ligesom Herren tilgav jer, skal I også gøre”, siger Jesus. Gud er den bevidst glemsomme, som lader selv de store brist glide ind under gulvtæppet: de er ikke mere og står ikke længere imellem Gud og os. Vi skal lære at gøre ligeså: lægge alt det huskede fra os og give hinanden, så godt vi kan, en mulighed for at begynde forfra. Uden at låse hinanden fast på fortiden.

At møde andre sådan, ligesom i glemsel, uden fastlåst forudviden: det opmuntrer Gud os til, som allerede har taget os til sig i glemsel. Derfra kommer kraften til at lægge vores egen bitre hukommelse fra os og fatte stadig fornyet tillid.

I den uge, som begynder i dag, går det gamle kirkeår til ende, og en ny advent begynder på søndag. Tænk et øjeblik ét år tilbage, til seneste sene efterår. Hver eneste begivenhed siden dengang er blevet del af historien. Et eller andet sted, hos Gud siger vi, er den skrevet op. Men det skal alt sammen glemmes. Ellers kan vi ikke leve for bare hukommelse. Ellers kan den Gud, som gør alting nyt, ikke gøre alting nyt. I julen udleverer Gud sig endnu engang til den verden, der ellers har en væmmeligt tyk journal i Guds hukommelse. Som et nyfødt barn, der gør alting nyt ved at begynde forfra og være ubelastet af fortidens synder: sådan kommer Kristus til os. Hver dag ”til evig trøst og godt håb.” Amen.

—

Sognepræst Jan Sievert Asmussen

DK-3520 Farum

E-mail: jsas(at)km.dk