Skærtorsdag | 06.04.2023 | Matthæus 26,17-30 | Marianne Christiansen |

I mørket sidder de og synger.  Alle disse mennesker om bordet, som ikke kan sige om sig selv: ”Jeg ved om mig selv, at jeg aldrig kunne forråde min ven og mester. Aldrig kunne jeg forråde, hvad jeg tror på”.  Hver og en må spørge: ”Det er vel ikke mig, Herre?” Alle disse mennesker, der gerne ville være gode, men ikke kan finde ud af nogen ting. Han siger de er rene, men de føler sig snavsede. Han siger, han skal dø, de ved ikke, hvad de skal tro,  – om ham, om sig selv. Og det er mørkt, og de er bange.

Og så begynder de at synge. De sange, man skal synge, fordi det er fest. Det er de usyrede brøds fest, påske. De synger de gamle salmer fra skrifterne:

Halleluja.

Lovpris, I Herrens tjenere,
lovpris Herrens navn!

Lovet være Herrens navn
fra nu af og til evig tid!

Fra øst til vest
skal Herrens navn lovprises.
Herren er ophøjet over alle folkene,
hans herlighed er ophøjet over himlen.

Hvem er som Herren, vor Gud,
i himmel og på jord,
så højt som han troner,
så dybt ned som han ser?

Fra støvet rejser han den svage,
fra skarnet løfter han den fattige

            (Salme 113,1-7)

De synger som ved alle påskefester lovsang. De synger halleluja for historien om befrielse fra slaveriet i Ægypten, udvandringen gennem det Røde hav. Jesus, der skal dø, synger. Disciplene, der skal svigte, synger med. Judas, der skal forråde, synger med. De synger den samme sang og spiser den samme festmad til minde om det, der var engang. De synger om et håb for det, der skal komme.

De fejrer festen midt i den meningsløse nutid. Festen minder dem om nogen, der i engang kom igennem Det Røde Hav, igennem lidelse og dødskamp ud i friheden og det nye liv.

Kan der være en glæde i at fejre andres glæde, andres befrielse, det, som allerede er længe siden – når man selv sidder med frygten og er på vej ud ad det natmørke hav uden nogen Moses til at skille vandene? Uden nogen båd til at bære, kun med udsigten til at skulle hvirvles ned i undergangen?

”Halleluja – Fra støvet rejser han den svage / fra skarnet løfter han den fattige”

”Halleluja for Herrens bord / i Himlen hist og her på jord!” (DDS 466, v. 10)

De sang. Vi synger om dem, der sang, og synger videre på deres halleluja på vores sprog i vores tid. Hver af os sidder midt i et liv af glæde og sorg med de svigt, som andre kender til, og dem, vi kun selv ruger over, og med håb og minder, og altid en bevidsthed om på et tidspunkt at skulle igennem det røde hav af undergang og død.

Halleluja.

Hvor er Gud henne? Hvad skal der blive af verden, hvad skal der blive af mig?

Lovpris Herrens navn.

Sangen og festen modsiger virkeligheden. Eller rettere: Sangen og festen taler om virkeligheden på en anden måde, fordi de løfter nutiden ind i både fortid og fremtid på en gang. Sådan sker det også for os. Tiden går og det bliver jul. Det bliver jul, det bliver påske. Vi bestemmer det ikke, det kommer. Påske bliver det den første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn, hvad enten vores liv er i sin blomstring eller ligger i ruiner. Festen kommer. Så længe nogen vil fortælle historien videre, så længe nogen vil synge sangene og lave maden, så kommer festen og fejrer noget, der var engang – hvem ved, måske kommer den også, selvom alle har glemt hvorfor. Endnu husker vi det:

Udfrielsen af slaveriet og mennesket Jesus, der gik fra påskefesten i døden, men opstod på den tredje dag. Allerede når vi begynder at synge om sorgen, er vi i den melodi, der fører os frem til glæden. Mens vi synger en sang, der blev digtet for længe siden, tager den os med ind i fremtiden.

Kan vi være i det? Være en del af en fejring af noget, der skete for længe siden, og som vi måske slet ikke kan forstå? Til jul taler man om at komme i den rette julestemning af glæde og hygge. Til påske er det helt umuligt, for ingen stemning kan rumme påskens modsætninger: fællesskab og ensomhed, kærlighed og had, lidelse og død og ubegribelig livsjubel.

Hvordan skal vi rumme det? Det kan vi ikke og det skal vi ikke. Denne ene aften kan vi sidde lige så stille og rundt om bordet og lytte og tage imod og synge og tage del i kærlighedsmåltidet uden at forstå det. Festen lader os være i det, vi ikke kan rumme. Jesus og disciplenes påskemåltid sammen, som vi gentager søndag efter søndag, år efter år, menneskeliv efter menneskeliv, når vi fejrer nadver. Nadver betyder aftensmad, den daglige livsnødvendige fest.

”Så bryd da ud i fryderåb / du gamle tro, du unge håb / og du som ej af alder ved / du evig glade kærlighed!” (DDS 466 v. 8)

Det er ikke til at afgøre, om det er os, der synger, eller om det er troen og håbet og kærligheden, der synger i os og bærer os igennem det, som vi ikke forstår. Men vi lægger stemme og krop til en sang og en fest, der var her før os og skal være efter os. I den er vi med i bordfællesskabet med ham der giver sig selv til os og synger, før han går ud og møder sin lidelse. Vi sidder til bords med ham, der går under i døden og skaber opstandelse.

Vi, der elsker og svigter – gør det gode og gør det onde, som vi ikke vil.

Vi, der hver og en bærer på en svaghed, en grådighed, en frygt, der gør os parate til at forråde det, vi tror på. ”Det er vel ikke mig, Herre” – den, der kunne gøre noget så tåbeligt og grimt og rædselsfuldt? Jo, det er også mig.

Og det er nadverbordets mysterium og sorgmuntre fest, at da alle er afsløret som forrædere og fornægtere, så tager han brødet, takker og giver dem, os det. Så tager han ordet og giver os sig selv. Til Judas og til alle os andre, der lige så godt kunne være Judas. ”Tag det og spis det, tag det og drik det. Jeg skal ikke drikke vinen sammen med jer, før vi drikker den som ny vin i Guds rige”.

Det vil sige: Lige nu vil han drikke vinen sammen med dem, med os, – lige præcis som de afslørede forrædere, vi er – og dele håbet om festen engang i Guds rige på den anden side af det røde hav.

”I begyndelsen var ordet og ordet var hos Gud og ordet var Gud,” og nu sidder Ordet ved bordet og synger. Vores stemmer blander sig i hans sang, uanset hvor sprukne de er, eller om de kun bliver gråd eller hvisken. Han synger forpå den sang, der løfter vores fortid og fremtid ind i det store halleluja. Påskesangen er begyndt. Amen.

—

Biskop Marianne Christiansen

Ribe Landevej 37
6100 Haderslev

Email: mch(at)km.dk